Jesper Stigsens erindringer
Her begynder vi offentliggørelsen af Jesper Stigsens erindringer, som er skrevet i hånden af ham selv i vinteren 1979. De to fotos af fødehjemmet er venligst udlånt af Henrik Sæderup, der nu bor på ejendommen. Billederne er taget i ca. 1936 og ca. 1947 af Krogh Stigsen. Måske kan andre bidrage med billeder, der kan bidrage til historien om Jesper Stigsen og hans familie?
Jesper Stigsen blev født på ejendommen, der nu hedder Vestrupvej 40. Han var nr. 6 af 8 børn. Ældre end ham var Johanne, Helga, Anne, Thorvald og Laurits, yngre var (Mikkel) Krogh og Otto.
Forældrene var Lars Peter Stigsen, der stammede fra Mysagergård i Sønderholm, og Ane Margrethe Andersen (Krogh) fra Holme. De blev viet i Farsø kirke 30. december 1892 og flyttede til ejendommen først i 1893.
Moderen døde allerede 29. marts 1906. Sommeren 1908 købte faderen en ejendom i nærheden af Tommerup på Fyn, men han døde kort tid efter og blev begravet på Vognsild kirkegård ved siden af sin hustru.
Jesper Stigsens tekst er forsigtigt tilpasset m.h.t. skrivemåde for at gøre den lettere læselig for os i dag. Han har ikke givet sit værk nogen titel, men begynder lige på og hårdt:
"Jeg er født i Morum, Vognsild sogn, 25. maj 1899. Vort fødehjem var en mindre ejendom på ca. 20 tdr. land med ældre bygninger, udskiftet fra en gård inde i byen, velsagtens efter fællesskabets ophævelse. På hvad tid det skete, ved jeg ikke noget om.
Vestrupvej 40 ca. 1936.
Noget af det første jeg kan huske var den bekendte julestorm i 1902. Min ældre bror, Laurits, har skrevet om, at vi børn lå vågne om natten og hørte på orkanens rasen, men jeg tror nu ikke, at den forstyrrede min nattesøvn. Derimod kan jeg huske, at vi dagen efter var ude at betragte orkanens resultater: en gavlmur var styrtet ned. Det må have gjort så stærkt indtryk på mig, at det bed sig fast i min erindring. Et nyt stuehus blev bygget sommeren derefter.
Jeg har ofte tænkt på, om der nogensinde har levet en anden generation, der har oplevet en sådan udvikling både på den ene og den anden måde, end os, der er født om ved århundredskiftet. Den tekniske udvikling inden for landbruget var jo lige sat ind, men desværre har den kulturelle udvikling ikke kunnet følge med.
Den tekniske udvikling blev naturligvis først udnyttet af de lidt større landbrug, men i det store og hele foregik det hele med håndkraft, f.eks. høstning med le og tærskning med plejl for alt kornet. Vi har oplevet, at binderen, som var et vældigt fremskridt, nu for længst er blevet en museumsgenstand.
Biler og flyvemaskiner havde vi hørt om, men aldrig set. Jeg husker senere, efter at jeg var kommet ind til byen hos Jørgen Hougårds, når maskinfabrikant Niels Jensen, Aars, kom farende i dette mærkelige monstrum af en vogn, der kunne køre uden heste. Det kunne ses på lang afstand på grund af den vældige støvsky, der stod bag efter ham. Der var jo kun jordveje den gang, som aldrig havde set grus. Asfaltveje lå langt ude i fremtiden.
De første flyvninger med maskine, som jeg hørte om, foregik fra Sohngårdsholms mark syd for Aalborg. En flyver ved navn Svendsen fløj over Limfjorden. Den store bedrift blev der skrevet en sang om.
Ting som radio og telefon var ukendte begreber. Avisen blev holdt i fællesskab med en gårdmand ca. 1½ km borte. Lige for at nævne et træk, der viser hvor lidt folk havde begreb om alt, hvad der havde med teknik at gøre: Far havde købt en såkaldt "flagermuslygte". Når naboerne kom på besøg, skulle det gerne opklares, om de kunne hitte ud af, hvordan den skulle åbnes og tændes.
Men lidt mere om mit barndomshjem. Far og Mor blev gift i 1892. De havde begge været på højskole. De købte ejendommen i Morum i 1893. Det var sikkert med godt mod og tro på fremtiden, for de ejede jo ungdommens mod på livet.
Vestrupvej 40 ca. 1947.
Også den omstændighed, at en ny tid var ved at gro frem, spillede vel ind. Landbruget var godt på vej til at arbejde sig ud af en kriseperiode med faldende kornpriser - på grund af Amerikas eksport af billigt korn. Så produktionen blev lagt om til animalske produkter som bacon, smør og æg. Der blev oprettet mejerier og svineslagterier. To jernbanelinjer blev ført gennem Himmerland og fik en vældig betydning for egnen: Hobro-Løgstør og Aalborg-Nibe-Aars, der senere blev forlænget til Hvalpsund. Nu kunne landbruget få varer transporteret om ikke til døren, så dog til rimelig nærhed, tænk bare på sådan noget som kunstgødning. Far blev betroet at modtage svin til Nørresundby Slagteri på Østrup Station. Aars Slagteri blev først oprettet i 1909.
Far var ivrig plantningsmand. Mange læhegn og småplantninger var han med til og dermed til at præge egnen i den korte tid, han fik lov at leve. Afholdssagen havde hans store interesse. Der var meget umådeholdent drikkeri på den tid, men ellers gik tiden med flid og sparsommelighed, som det var typisk for den tid. Samtidig voksede en stor børneflok op. Der kom næsten en ny verdensborger hvert år. Men efter 9 børnefødsler skete den katastrofe for hjemmet, at Mor døde. Det var et hårdt slag for familien.
Den gang var der jo ikke noget, der hed hjemmehjælp eller husmoderafløser, så hvis der ikke var nogen, der ville hjælpe helt privat, kunne det blive en kummerlig tilværelse for sådan et hjem. De ældste børn var jo allerede ude at tjene, som det hed den gang. Børn skulle jo ikke være så store, før de kunne gøre nytte for føden. De af os, der var lidt større børn, kom ud og blev optaget i hjemmene, så det var faktisk de små, der blev hjemme, som det gik hårdest ud over.
Vi må også tænke på, at på den tid kunne en mand med respekt for sig selv dårligt nok hjælpe til med det huslige, så det blev min søster på 10 år, der skulle stå for husholdningen og pasning af hjemmet, og så kan vi jo nok tænke os til, hvorledes det gik.
Far var jo næsten slået ud. En tid efter solgte han ejendommen og rejste til Fyn, hvor han havde købt en lille landejendom. Men han blev syg og døde efter et par måneders forløb og blev så begravet på Vognsild kirkegård ved siden af Mor.
Lige en lille episode fra fars begravelse: En af mine ældre brødre hørte et par nabokoner stå og beklage sig for os stakkels forældreløse børn. En af dem sagde, at sådanne børn ofte bliver noget skidt. Det skulle vel forstås sådan, at vi nok blev dårlige samfundsborgere, men om denne påstand har vi vel lov til at sige, at den har vi alle gjort til skamme.
Jesper Stigsens erindringer (2)I sidste nr. efterlyste vi navnet på den bror, der manglede på listen over børnene i familien. Det er kommet frem, at han hed Arne og var næstældst. Der er desværre ikke kommet billeder frem fra familiens liv, men vi kan da vise, hvordan møllen og skolen i Vognsild så ud på den tid.
(Fortsættelse)
Efter fars begravelse blev hjemmet opløst, og to af de yngste børn kom til familien. Otto kom til vor morbror Jens Krogh i Holme. Mikkel Krogh kom til vor faster i Nyrup ved Nibe. Laurids kom til Østrup hos mors kusine, en ældre enkekone. Thorvald var på "Jørgensminde" i Vognsild hos Søren Rask(?). Jeg var jo hos Jørgen Hougaards i Morum, hvor jeg var faldet godt til. Jeg måtte gøre nytte, hvor jeg kunne, men det var vi jo vant til hjemmefra.
Et halvt års tid efter kom jeg til at gå i Vognsild skole hos lærer Christensen. Det var en helt ny skole, den almindelige todelte efter den bekendte vestjyske skoleform. Den yngste klasse gik i skole fire dage om ugen om sommeren og to dage om vinteren, og for ældste klasse var det modsat. Så kunne de ældste jo bedre deltage i arbejdet hjemme om sommeren. Jeg vil lige nævne, at vi fik sommerferie samtidig med, at rughøsten satte ind, for at børnene kunne hjælpe til i den travle høsttid.
Afsnittets to billeder er fra et fødselsdags-postkort til Jesper i 1911.
Skolen var allerede ved at være for lille til børneantallet. En forskole var under planlægning. For at aflaste det store pres af børn i den yngste klasse måtte de op i ældste klasse så hurtigt som muligt, gerne efter tre års skolegang. Det siger jo sig selv, at det var uheldigt både for elever og lærer. Det var faktisk en umulig opgave for en lærer at undervise en klasse på fire årgange. Resultatet blev ofte, at de yngste børn ikke kunne følge med i undervisningen.
Lærer Christensen var en ualmindelig lærer og god til at omgås børn. Efter den tids skik gik der jo megen tid med indterpning af Katekismus og salmevers, men jeg har senere opdaget, at han som lærer på flere måder var forud for sin tid. Han fortalte os om kemi og sundhedslære, og han læste ofte for os om kirkehistorie og verdenshistorie.
Jeg har i det store og hele kun gode minder fra min skolegang. For eksempel kan jeg huske, at han tog violinen frem og spillede for os, og jeg mindes særligt, at vi op mod jul fik julehistorier. Lærer Christensen fødselsdag var en stor festdag, ja, det var nærmest en hel fridag med oplæsning og servering af chokolade.
Tiden gik vekslende mellem skolegang og arbejde hjemme på gården. Mekaniseringen var sat ind. De første år blev der høstet med le. Men de havde indkøbt en slåmaskine nogle år før, og på den blev der anbragt noget, der kaldtes et mejeværk. Det kunne samle kornet i små dynger, der lige passede til et neg. Med et par raske heste og 4-5 rappe karle og piger kunne der godt høstes et temmelig stort areal på en dag. Senere holdt den såkaldte aflægger sit indtog, og flere år efter kom selvbinderen.
Det var også på den tid, at vindmotoren vandt frem, samtidig med tærskemaskine, kværn og vandværk. Jeg har skrevet en artikel om vindmotoren, som er optaget i Historisk Samfund for Aalborg Amt 1975. Heri fortæller jeg også om, hvorledes en karl af vanvare kom til at sende en skruenøgle gennem den nye tærskemaskine. Så disse ting vil jeg ikke komme nærmere ind på.
Der var ikke mange træer til at tage vinden fra Vognsild Mølle.
Noget af det, der gav mest arbejde, var høbjergningen. Der var store engarealer til gårdene i Morum. Og selv om vi havde både slåmaskine og hesterive, kunne det sommetider knibe at blive færdig med høet, inden kornhøsten satte ind, især hvis det var ustadigt vejr.
De ugelange ferier var endnu ikke indført inden for landbruget, men en fast regel var, at Ulstrup Marked var en fridag, ligesom Grundlovsdag om eftermiddagen. Lige efter høst havde jeg gerne et par fridage til at besøge familien i Vejgaard.
Da jeg blev lidt ældre kom jeg til at deltage i husflidsskolen i Vognsild. Det var naturligvis aftenskole. Jeg husker, at vi var så optaget af arbejdet, at det var vanskeligt for vores lærer at få os til at holde op igen, når det var ved tiden, at vi skulle hjem. Til gengæld var vi søvninge om morgenen, når vi skulle op og hjælpe til med morgenarbejdet, inden vi skulle i skole.
Ellers var det en stille og rolig tid vi levede i. Der skete ikke så mange mord og drab på mange år, som der i dag sker på en uge. Men til gengæld kan jeg den dag i dag huske de få, der skete. Balotti-mordet og Hjortshøj-mordet lige for at nævne et par stykker. Bankrøverier var et ukendt begreb. Alberti-affæren vakte vældig opsigt - den største bedrageriaffære, som vel dårligt nok er overgået endnu.
Supplerende kommentar fra Tage Ibsen, Århus: Hjortshøj-mordet fandt sted i maj 1902 - på et tidspunkt, hvor Jesper var lige omkring tre år gammel. Den såkaldte "Balotti-mordsag", er i virkeligheden Bulotti-sagen fra 1908, hvor en flok polske migrantarbejdere ledt af Bulotti begik rovmord og ildpåsættelse mod en proprietær i Nordsjælland - muligvis pga. et udestående angående ikke-udbetalt løn. Bulotti kom til at sidde i tugthuset sin livstid ud; dvs. 1908-1943.
I sommeren 1913 gik jeg til præst i Gislum i bogstavelig forstand. De, der boede i Vognsild, havde endnu længere at gå. Den gang blev der i hvert fald ikke sparet på fodtøjet. Jeg blev konfirmeret i Vognsild kirke d. 3. oktober 1913. Jeg blev hos Jørgen Hougaards et år efter.
Så kom vi ind i året 1914, og mon ikke vi kan sige i en ny tidsperiode. Da 1. Verdenskrig satte ind, skete det, som de fleste troede var umuligt i vor oplyste tid, men man havde leget for meget med krudttønden. Der skulle kun et pistolskud i Sarajevo 28. juni 1914 til at sætte verden i brand med alt det vanvid, og hvad det ellers førte med sig. Mange påstod, at med de moderne våben, som man rådede over, kunne krigen højst vare en fjorten dages tid. Det kom til at gå anderledes. Fire lange år måtte gå, før vanviddet hørte op. Jeg husker tydeligt, lige da krigen var brudt ud først i august. Der kom feriegæster sydfra med de sidste nyheder. Vi havde jo ikke radio eller telefon dengang. Han var meget forsvarsvenlig - for ikke at bruge et andet mindre pænt ord. Tyskerne var rykket ind i Belgien og løb storm mod en fæstning, som belgierne forsvarede hårdnakket. De tyske soldater lå i store dynger foran fæstningen. "- og så siger man, at det ingenting er værd -". Det var en udtalelse fra en af dem, der var for oprustningen. Mens hans kone græd. Hun kunne dårligt dele hans begejstring. Hun var sønderjyde, og hendes brødre var indkaldt til krigen. De kunne træffe at være imellem dem i dyngerne.
Danmark valgte som bekendt at holde sig neutral i det store opgør mellem magterne. Der blev oprettet en sikringsstyrke, som var i beredskab under hele krigen. To af mine ældste brødre var soldater i ca. et par år. Der blev indført rationering og maksimalpriser på forskellige fødevarer og afleveringspligt på brødkorn. Rationeringen var ikke så følelig, som under 2. Verdenskrig. På landet mærkedes det så godt som ikke - kun når husmoderen var interesseret i at spare. Men priserne steg jo på alle ting, og dansen om guldkalven tog fart. Tyskerne havde jo brug for heste til krigen, og de steg til vanvittige priser. Magre køer blev brugt til gullasch-dåsemad, som blev brugt til soldaterføde. Deraf kom navnet gullasch-baroner, som blev brugt om dem, der tjente store penge på krigen.
Men for den mindre bemidlede del af befolkningen var det ikke gyldne tider. Alt, hvad der skulle købes, var dyrt, og lønnen steg ikke ret meget.
Krigen medførte en særlig livlig fremgang med ejendomshandler. Om det var jydernes lyst til at handle, eller det var trangen til at komme højere op på rangstigen, skal jeg lade være usagt. Men i det store og hele led vi ingen nød, og de fleste kan nok tilslutte sig Jeppe Aakjær, når han skrev: "Du puslingland, der hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge".
Jesper Stigsens erindringer (3)Egentlig var udgivelsen af erindringerne planlagt at skulle forløbe over et års tid i takt med numrene af HWA-NYT, men da bladet ikke længere udkommer, har vi valgt at lade afsnit 3 være det sidste. Det indeholder hele den resterende del af Stigsens manuskript.
(Fortsættelse)
Den første november 1914 rejste jeg til "Krogstrupholm" ved Hornum. Min bror Thorvald tjente der på andet år. Det var et par ældre folk, som havde ejendommen, og vi fik en god behandling på alle måder. Det var en god og stor gård, nærmest for stor, der trængte til at komme yngre kræfter til. En del lå i lyng og tarveligt græs, som ikke gav stort udbytte. Nogle år senere blev der opført tre ejendomme der på, og jeg er næsten sikker på, at de avlede ligeså meget som før.
Søren Peter Jensen, som ejeren hed, var ikke bange for at prøve noget af det nye. Der var selvbinder, benzinmotor, og han ventede på, at elektriciteten skulle komme.
Krigen fortsatte jo, og tyskerne manglede mad. En dag kom en kreaturhandler og købte hele flokken af stude, som gik i et hegn. Jeg ved ikke, hvad prisen var, men jeg tænker, at han havde fået, hvad han syntes, at han kunne være bekendt at forlange. Vi drev dem løse hen ad landevejen til Hornum. Jeg husker, at vi ikke havde særligt besvær med det, en bil var jo en sjældenhed den gang.
Om forholdene mellem de unge og arbejdsgiverne kan jeg lige nævne, at det var i Krogstrup ligesom i Morum og til dels også i Vognsild, at ungdommen ofte blev budt til sammenkomst, og det var både tjenestefolk og hjemmeværende ungdom. Det var et hyggeligt samvær. Tiden gik med forskellige lege, f.eks. pantelege, som skikken var den gang, og der sluttedes af med et veldækket kaffebord.
Den første november 1915 rejste jeg til Søren Rodh, "Jørgensminde" i Vognsild. Det var en god plads, for de satte en ære i at behandle deres tyende godt. Om vinteren genoptog jeg undervisningen på husflidsskolen og aftenskole på Vognsild skole. Sommeren derpå blev meget regnfuld. Mange steder stod rugen og groede i hobene på marken. Alt brødkorn skulle jo afleveres, og brødet fik en ubehageligt sød smag.
Den første november 1916 kom jeg tilbage til Jørgen Hougaard. Trods min unge alder skulle jeg forestille at være forkarl, som det blev kaldt. Om sommeren havde vi en ældre erfaren daglejer, så vi klarede det vel så nogenlunde.
Så havde jeg fået lyst til at se andre egne og forhold. Fra første november 1917 havde jeg fået plads hos H.J. Brygger, Tåderup-Tingsted på Falster. Fæstemålet gjaldt for et halvt år, så første november startede rejsen efter Falster med toget fra Østrup ved sekstiden om aftenen. Jeg havde lidt håndbagage og en stor trækuffert, som var sat ind til købmanden. En gammel ungkarl og tækkemand hjalp mig med at bære den op på stationen. Han spurgte mig, hvor jeg skulle hen. Det fortalte jeg ham og fik følgende salut med på vejen: "Han spiser dig s'gu i morgen til frokost!". Med disse håbefulde ord dampede jeg af sted til Falster.
Det var jo en lang og lidt besværlig rejse. Det var jo under krigen, så på ekspressen ned gennem Jylland måtte jeg nøjes med ståplads. Lillebæltsbroen var der jo heller ikke noget, der hed den gang, og der var heller ingen bro mellem Masnedø og Orehoved, så jeg var ikke i Tingsted før dagen efter ca. kl. 2 om eftermiddagen. Brygger modtog mig på stationen, han skulle også have en fodermester fra Jylland.
Ja, det var godt nok en stor forandring fra de hjemlige forhold. Lolland-Falster med de stive lerjorder, rigtige sukkerroeegne, helt andre forhold, end jeg var vant til. En veldrevet gård på ca. 80 tdr. land, et forholdsvis stort areal med sukkerroer, som gav meget arbejde. Stor besætning af malkekøer og stor svinebesætning, alt det krævede et stort folkehold, som nærmest lyder utroligt i dag: 4 polakpiger, 2 svenske piger og en stuepige, fodermester, en voksen søn og så mig, og desuden var der en del løse daglejere særligt i roetiden, og selv var han heller ikke bange for at tage fat.
Sukkerroerne blev leveret på fabrikken i Nykøbing med hestevogn. Det var sønnen og mig, der havde den bestilling. Vi kørte to ture hver dag. Vi startede hver morgen, før det blev lyst, og var ikke færdige med sidste tur, før det var mørkt igen. Vi havde roeaffald med tilbage.
Der var elektricitet på ejendommen, når der altså var strøm. Det var jo i krigens tid, og værket kunne ikke klare forsyningen. De afbrød strømmen om natten, og den kom så tilbage igen om morgenen, efter at vi var stået op, så vi løb gerne rundt med en lygte med et tællelys i.
På gården fandtes faktisk alle moderne redskaber og maskiner og en gennemført orden. Brygger var morgenmand. Når vi kørte roer til fabrikken, havde han allerede fodret hestene et par gange, inden vi kom op ved fem-tiden. Vi opdagede snart, at han var en udpræget hamstrer. Han havde sikret sig ved at købe, hvad der kunne tænkes at blive mangel på. Kraftfoder, kul til damptærskeren, hestesko, ja, om det så var kaffe, havde han sikret sig, da der var nok at købe af. En hel sækfuld havde han købt, og i forretningen morede man sig over ham, men da det så blev en mangelvare, kom de og ville købe kaffen tilbage, men det kunne ikke lade sig gøre. Så vi nød at få rigtig kaffe, uden at vi kunne mærke, at der skulle spares på den. Vi fik også rigelig, god og veltillavet mad.
Jeg kan fortælle, at svineproduktionen næsten var gået i stå på disse egne. Meget korn skulle jo afleveres. Vi køret et par svin på slagteriet lige før jul. De havde fået et par stykker mere, og det var alt, hvad der blev leveret denne dag. Brygger havde lagt an på svineavl, da det var normale tider, men nu var han begyndt at sælge mælken som børnemælk i Nykøbing. Resultatet var, at grisene trivedes for lidt. Nogle af dem vejede ca. 50 kg. Dem begyndte de at slagte af, gerne en to-tre stykker ad gangen. De var meget lækre.
Da vi var færdig med roerne og med at pløje, kom der en mere rolig tid. Tærskningen på disse kanter foregik jo sammen med høsten, hvad jeg ikke var vant til.
Om vinteren havde vi en daglejer, som havde været der før. Han var noget af en farende svend, havde prøvet meget og havde været på de fleste herregårde på Lolland-Falster. Hans oplevelser var ikke kedelige at høre på.
Det kneb lidt at forstå den falsterske dialekt til at begynde med, især når flere talte sammen. Bryggers mor var over 90, men åndsfrisk. Hun bandede som nogen tyrk. Hun var en plage for fodermesteren, for hun kendte nummeret på hver eneste ko og deres afkom. Det var pudsigt at høre hende bruge han- og hunkønsbestemmelser i flæng. F.eks. udbrød hun, der var meget tunghør, en gang mens hun betragtede et ur, der havde været hos urmageren. "Gå, det gør han, men høre hende, det kan jeg s'gutte!"
Jeg synes lige, at jeg skal fortælle lidt om polakpigerne. Da sukkerroedyrkningen for alvor satte ind på Lolland-Falster manglede de jo øvet arbejdskraft. Da kom der en mængde roearbejdere der til, men det var almindeligt, at de rejste hjem om vinteren. Det satte krigen en stopper for, så roedyrkerne valgte at beholde dem om vinteren og beskæftige dem, så godt de kunne. De var jo ikke forvænt, kunne deltage i alle slags arbejde og desuden var de uhyre flittige.
Da jeg ankom 1. november var de travlt beskæftiget med roeoptagning på akkord. De startede om morgenen, så snart det var lyst, forsynet med en stor madkurv, og de kom ikke hjem, før de ikke længere kunne se i marken. Roerne skulle løsnes, aftoppes og lægges i dynger. De kunne godt løsnes mekanisk, men roepigerne fik 15 kr. pr. td. land for selv at løsne dem med en lille håndgreb.
Om vinteren deltog de i alt forefaldende arbejde, så som gødningsspredning, indkørsel af roer o.l.
Vi fik en del brænde fra skoven. Det var underskov, som vi fik for at hugge det op. Det var mit arbejde, og det var dejligt. I skoven er der jo altid lunt og godt. Brændet skulle kløves med økse, og en del savning af tykkere brænde foregik også med håndkraft for at spare på elektriciteten.
Pigerne var jo katolikker. Vi syntes nærmest, at de var lidt barnlige. Når en af dem havde fødselsdag, blev indgangsdøren smykket med papirblomster. De var mestre i papirklip, det havde de lært i skolen. De havde katolsk kirke og præst i Nykøbing. De var meget afhængige af deres præst, og jeg havde en mistanke om, at han udnyttede dem. Om påsken måtte de kun spise mad, som var velsignet af præsten. En af pigerne måtte køre maden den lange vej til Nykøbing og tilbage med en lille trækvogn.
Jeg rejste derfra i maj. Lidt senere har et par af mine brødre været der. Krogh kunne ikke rigtig trives der og rejste til Norge, da han havde været der om vinteren. Senere fik min bror Otto pladsen. Han rejste til Falster sammen med en kammerat fra Vognsild. De groede begge to fast på Lolland og bor der stadigvæk. Min bror Arne søgte også ned til Lolland og blev senere skovfoged i Resle Skov på Nordfalster. Han er for længst pensioneret. Jeg vigter mig somme tider af, at det var mig, der først rejste derned.
Midt i maj rejste jeg til Nordsjælland. Jeg havde sikret mig arbejde hos en entreprenør i nærheden af Dragstrup. Vi fik rig lejlighed til at beundre det smukke nordsjællandske landskab, lige fra Fredensborg og helt op til Rågeleje med en masse afstikkere. Det var udelukkende foderroer, vi arbejdede med, så vi flyttede tit.
Vi kom jo hos mange forskellige mennesker, og selv om vi fik en god kost de fleste steder, så var det ikke det samme som på Falster. Spegesild til frokost var en daglig ret. Der var jo ikke så langt til Øresund, og når de fede høstsild blev fanget, var det gammel skik at fylde en tønde med nedsaltede sild til et års forbrug. De var ikke lige gode alle sammen. Nogle kunne godt blive lidt sure, når de snart var et års tid gamle.
Der var også stor forskel på mennesker. Vi lagde mærke til, at hvor de havde et stort flot stuehus, måtte vi som regel logere i et kammer i udhuset. Vi arbejdede flere gange i nærheden af Øresund eller Kattegat, men det var før københavnerne havde erobret hele kysten. Jeg tænker ikke, at jeg kunne kende det igen, hvis jeg så det nu.
Det var interessant at arbejde i den smukke egn og hos de forskellige mennesker. Vi fik 36 øre pr. 100 favne plus kost og logi. Som nævnt fik vi som regel en god forplejning, men var dog udsat for til middagsmaden, at efterretten var et stykke på grammofonen. Det kunne da være oplivende, men det fyldte ikke meget i en slunken mave. En pudsig oplevelse havde vi hos en mand, der havde et stykke med kålroer, som vi skulle hakke ude i en eng. Vi syntes ikke, at de lignede kålroer, så vi spurgte ham, om det ikke var turnips, men det benægtede han. Da vi kom igen for at hakke anden gang, var hele skidtet pløjet op. Det viste sig nemlig, at frøet, som han havde købt hos købmanden, var agersennep. Det var jo før den tid, hvor det blev almindeligt at sprøjte kornmarkerne for ukrudt, så under rensningen af kornet kunne der godt blive en rigtig pæn dynge sennepsfrø. En mand havde syntes, at de kunne laves i penge. Under krigen var frøkontrollen vist ikke særlig effektiv.
Vi arbejdede et par gange på den udtørrede Søborg Sø. En godsejer havde fundet ud af, at vandet kunne ledes ud i Kattegat ved at grave en kanal, et mægtigt arbejde, når man tænker på, at det foregik med håndkraft. Det blev udført før århundredskiftet. Det var gode og frugtbare arealer, der blev indvundet, og flade som en pandekage. Midt på det gamle søareal lå ruinerne af det gamle historiske Søborg Slot. De, der var så uheldige at blive sat i fængsel der, havde ikke mange muligheder for at slippe derfra, da slottet var omgivet af vand på alle sider.
Vi arbejdede også i Dragstrup på en gård, som havde en parcel af den udtørrede sø. Byen lå højt og med udsigt over det flade areal. Det var prægtige folk, hvor vi fik en enestående god behandling. De havde deres folk i årevis. På den tid var der stadig en del veteraner tilbage fra 1864, og en af dem var hos dem. Da jeg var jyde, var ham interesseret i at vide, hvor jeg kom fra. Han fortalte, at han havde været med i den ulykkelige træfning ved Lundby Bakker, hvor de blev ledet af den tossede oberst Bech?? Han kommanderede dem til at storme i sluttet trop ned mod tyskerne, som lå godt beskyttet bag et dige med deres bagladegeværer. Det blev en sørgelig træfning for danskerne. De var jo lige ved at blive mejet ned alle sammen. Han slap med et skud i foden og blev af tyskerne ført til sygehuset i Hobro og senere som krigsfange til Tyskland.
Vi havde flere oplevelser, men vi må jo huske på, at det er over 60 år siden. På en gård i Udsholt i nærheden af Rågeleje havde de bevaret skikken, at pigerne måtte stå op, mens de spiste.
Et flot syn var at se ved Gilleleje, når fiskerflåden drog ud om morgenen og kom hjem igen om aftenen. De havde alle sammen hvide sejl. Vi lagde også mærke til, at jyllandsbådene til København sejlede gennem sundet tidligt om morgenen. Vi aflagde også et besøg på Kronborg Slot. En cykeltur langs Esrum Sø med Grib Skov på den anden side og op til Esrum Kloster, hvor bisp Eskild regerede før reformationen, var også en oplevelse. En tidlig morgenstund kørte vi forbi den skønne Gurre Slotsruin, hvor kong Valdemar var så letsindig at udtale: "Lad Gud kun beholde sit Himmerige, blot jeg må beholde mit Gurre!" Til gengæld kan han mødes i mørke høstnætter, når han kommer ridende med sit jagtfølge og glammende hunde.
Da vi var færdige med roearbejdet, og jeg havde sagt farvel til min trofaste makker, der for resten var bornholmer, tog jeg til Dronningmølle Teglværk, der lå lige ved Øresund, og her fik jeg straks arbejde. Det var hårdt - især for nybegyndere, som ofte blev sat til det værste arbejde. Der var ved at være arbejdsløshed her hjemme, og det hændte, at der kom folk, der var sendt dertil af fagforeningen. De rejste gerne igen efter et par dages forløb. Der var mange svenske arbejdere. Det var for det meste nogle slidere, men den gang havde Sverige ikke brug for dem. Senere blev billedet fuldstændigt vendt om. Da Sverige først kom i gang med at udvikle industrien, fik man brug for arbejdskraft også her fra Danmark.
En tid efter kom min ældre bror Arne også derover og fik også straks arbejde. Da efteråret satte ind, og det regnede meget, blev vi kede af teglværksarbejdet og rejste til Fyn, hvor vi fik arbejde på en mindre gård ved Korup. De havde en del med frugtavl at gøre, hvad der interesserer mig. Vi blev der til 1. november, hvor jeg rejste hjem, fordi Laurids og jeg var indmeldt som elever på St. Restrup Husmandsskole fra 3. november. Arne tog plads på en anden gård i nærheden, og rejste som tidligere nævnt siden til Lolland.
Da jeg kom hjem, var de forskellige skoler blevet enige om at udsætte åbningen af skolerne i otte dage på grund af den spanske syge, som faktisk rasede over hele Europa. Jeg tog til Hvorvarp, hvor min søster og svoger havde landejendom, og de lå begge to i sengen. Vi mødte så på St. Restrup 11. november - samme dag, som de meldte, at krigen var slut, og at der var undertegnet en fredsaftale. Krigen holdt op på en ikke helt almindelig måde. Marinesoldaterne i Kiel havde gjort oprør. Kejser Wilhelm flygtede til Holland. Både soldaterne og befolkningen var ved at være krigstræt. Soldaterne ved fronten holdt op med at slås og begyndte at rejse hjem uden at være under kommando. Det havde også været fire lange og drøje år.
Dagen efter var vi samlet i kontoret til et velkomstmøde, hvor forstander Balle bød os velkommen og fortalte lidt om skolen og dens formål og om ordensreglerne. Han kom naturligvis også ind på den glædelige nyhed, at krigen var slut. Vi var indstillet på, at en ny og bedre tid ville oprinde, og vi sluttede med at synge sangen "Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord".
Selve skoleopholdet var faktisk en helt ny tilværelse. Vi var jo alle fra landet og vant til det hårde slid, som det jo var den gang. Nu skulle vi pludselig til at sidde på skolebænken. Jeg husker, at den unge nybagte landbrugslærer, som vi havde, kørte så stærkt frem til at begynde med, indtil han opdagede, at vi slet ikke kunne følge med. Så begyndte han forfra, og senere blev han faktisk en af de mest afholdte lærere. Ravnholdt var også en meget dygtig lærer og samtidig friskolemand. Han havde fag som regning og skrivning, og i foredragstimerne fortalte han blandt andet om Fritjof Nansens mange rejser. Balle tog sig af fagene sundhedslære, havebrug og gymnastik. Balle var ualmindelig god til at omgås unge. Han var jævn og ligetil og kammerat med os. Han vidste godt, at det var en brat overgang for os at komme til at sidde på skolebænken. Han tog os tit med ud på ture i naturen eller på besøg hos dygtige naboer, som der jo var mange af på Restrup.
Vi havde somme tider besøg af havebrugskonsulent Henriksen. Han var en livlig og gemytlig mand, så hans besøg på skolen var en hel fest for os. Vi havde også flere gange besøg af Johan Skjoldborg. Han var ikke så god til at omgås os elever, som Henriksen var. Han virkede nærmest lidt mut. Offentlige møder med dygtige talere blev afholdt en gang om ugen i Riddersalen, og de gav også mange gode oplevelser.
De jævne forhold og det gode kammeratskab, som herskede på skolen, bevirkede, at man kom til at føle sig hjemme, så det var med vemod - som jeg aldrig havde følt før - at jeg hen i maj forlod skolen. Jeg og en anden elev blev der dog en tid efter skolens slutning for at hjælpe til med arbejdet i haven og marken.
. Begge steder var det på markedsdage. Det kunne tyde på, at nogen havde smagt lidt ligeligt på den billige brændevin. Også i Løvel ved Viborg kom stemningen på kogepunktet. Det var en meget politisk interesseret egn, og efter et møde i forsamlingshuset, hvor der herskede en oprørsk stemning, skete følgende episode. Pigen fra Løvel, Kirsten Simonsen, og Jens Kvorning skaffede sig denne nat adgang til forsamlingshuset gennem et vindue og fandt frem til busten af Christian den Niende, som de knuste. Da Kvorning krøb ud gennem vinduet, flængede han sin trøje og efterlod nogle tøjrester, som var med til at afsløre synderen. Pigen fra Løvel og hendes medsammensvorne blev aSidst i maj rejste jeg til Viborg. Jeg havde fået arbejde hos entreprenør Ejvind Kjær, som jeg kendte fra Morum, hvor han havde været indkvarteret som soldat. Det var hakning af roer og flere forskellige slags arbejde. Sidst på sommeren var det sprøjtning af kartofler, som var blevet almindelig på den tid. Hen i september begyndte vi så med optagning af kartoflerne, som jo var en efterspurgt vare i det sultende Europa efter krigen. Det foregik som regel på den måde, at vi var to, der arbejdede sammen. Først løsnede vi kartoflerne med greb, og derefter kravlede vi mellem rækkerne med en kurv imellem os.
Vi blev ved til 1. november, hvor jeg havde fået vinterplads på Asmildkloster Landbrugsskole med at passe fyret og ellers som altmuligmand. Det var et dejligt vinterarbejde og et interessant sted at være, hvor jeg faldt godt til. Fru og forstander Hauch? var prægtige folk. Jeg blev der to vintre og havde arbejde sammesteds ind imellem.
Den spanske syge blev ved med at rase de første år efter krigen. Mærkeligt nok bed den aldrig på mig, selv om jeg ofte var i nærheden af de syge.
Vi skrev nu 1920. Det sønderjyske spørgsmål blev stærkt drøftet, og der havde været de bevægede afstemninger i Sønderjylland. Jeg var på roearbejde på Sjælland og rejste hjem lørdag nat, som der skulle være afstemningsfest om søndagen. Kongen skulle ride over grænsen, og der var fest på Dybbøl Banke. Lensgreve Otto-Didrik Schack skulle overbringe sønderjydernes hilsen og hyldest til kongen under hans første besøg i det genvundne land, og det skete med de ord, der aldrig vil blive glemt: "Vi skal være dig gode og trofaste sønner og døtre, Danmark. Det lover vi dig i dag. Det giver vi dig hånd på, Kong Christian." Ja, det var en oplevelse, og de, der havde lejlighed til at overvære det, glemmer det sikkert aldrig. Min bror Thorvald var der nede den gang. På min rejse hjem fra Sjælland oplevede jeg den værste trængsel, særlig på færgen over Lillebælt, som jeg nogensinde havde været udsat for.
En elev på skolen ved navn Rasmus Kvorning blev karl på Landbrugsskolen. Hans mor var "Pigen fra Løvel", som Jeppe Aakjær skrev om i sin bog "Fra min bette tid". Hun blev bekendt over hele landet fra en episode under den såkaldte provisorietid, hvor Estrup satte Grundloven ud af kraft og regerede ret enevældigt, bl.a. ved at oprette det forhadte gendarmkorps. Stemningen var på kogepunktet ude på landet. Der blev oprettet skytte- og riffelforeninger, ja, der var nærmest oprørsstemning. Aars og Brønderslev blev kendt over hele landet for deres slagsmål med de forhadte blå gendarmer. Begge steder var det på markedsdage. Det kunne tyde på, at nogen havde smagt lidt ligeligt på den billige brændevin. Også i Løvel ved Viborg kom stemningen på kogepunktet. Det var en meget politisk interesseret egn, og efter et møde i forsamlingshuset, hvor der herskede en oprørsk stemning, skete følgende episode. Pigen fra Løvel, Kirsten Simonsen, og Jens Kvorning skaffede sig denne nat adgang til forsamlingshuset gennem et vindue og fandt frem til busten af Christian den Niende, som de knuste. Da Kvorning krøb ud gennem vinduet, flængede han sin trøje og efterlod nogle tøjrester, som var med til at afsløre synderen. Pigen fra Løvel og hendes medsammensvorne blev arresteret og sat i tænkeboks i Viborg. Men de var overbevist om, at den hjemlige sympati var i god behold. De havde dog nok ikke troet, at Løvel ville give dem en modtagelse, som den de fik, da de slap ud. Pigen fik overrakt et guldur med indgravering som minde. Senere blev hun gift med Jens, som var søn af krigsinvalid Jens Kvorning, som kunne fortælle, at den velkomst, som de to unge fik efter arrestationen, var større end den, som de sejrende soldater fik, da de vendte hjem fra krigen i 1848.
Viborg-egnen var meget smuk, ikke mindst omkring Hald med de gamle egeskove og søerne. Jeg husker en septembermorgen, hvor jeg arbejdede med kartoffeloptagning på Asmildkloster Landbrugsskole lige ved Nørresø. En tæt tåge hvilede over søen og den laveste del af terrænet. og over tågen kunne jeg se tårnene fra Domkirken og tagene på Latinskolen og byens højeste bygninger ligesom svæve over tågeskyerne - et flot syn!
Lige et par bemærkninger om hvor lidt forståelse byboerne havde for landbrugsskolens betydning. Det hændte jo, at der var håndværkere fra Viborg, der skulle ordne et eller andet på skolen. Med dem fik vi somme tider en lille sludder. De kunne ikke forstå, hvad de unge mennesker skulle på skole efter om vinteren. De kunne jo ikke komme ud for at lære at pløje og lignende. En skorstensfejerlærling kom med en lignende udtalelse, men jeg må jo indrømme, at jeg ikke kunne forstå, hvorfor han skulle stå i lære i fire år for at lære at feje en skorsten.
Jeg var blevet gode venner med en af køkkenpigerne. Vi havde besluttet at følges ad gennem livet og var blevet forlovet. Hun var fra Batum ved Rødding. Hendes ældste bror havde overtaget barndomshjem met. Da skolen sluttede 1. april 1921 havde jeg taget plads hos min svoger og søster, som den gang havde Stenildnygård på Stenildvad. Karen og jeg havde besluttet at gifte os, og vi blev viet i Rødding Kirke den 8. november 1921.
Jeg havde fået kik på min nuværende ejendom, som jeg købte og overtog 1 november. Det var en hedeejendom i ikke særlig god kultur. Jeg begyndte straks at plante læbælter og hegn. Op imod et gammelt skelhegn imod vest begyndte jeg at plante frugttræer. Ja, naboerne syntes vist, at jeg måtte være lidt halvtosset, men jeg fortsatte plantning af frugttræer, som læhegnene groede op. Og da 2. Verdenskrig satte ind, og frugt blev en mangelvare, gav frugttræerne lige så stor indtægt som alt det andet til sammen.
Men først måtte vi igennem den store landbrugs- og industrikrise, som satte ind sidst i tyverne, og som fortsatte nærmest til udbruddet af 2. Verdenskrig. Da vi havde hedejord, var vi meget plaget af gulspidssyge, som faktisk kun var kobbermangel, men det var der ingen, der vidste dengang. Havren havde kun golde kerner, og strået var ikke særlig godt og meget vanskeligt at få i vejret. Siden fik vi mergelbanen her til egnen og fik mergel fra Ørndrup ved Hornum. Men så fik kornmarkerne lyspletsyge. Det lærte vi dog hurtigt at bekæmpe ved at bruge mangan.
Landbrugskrisen var en slem omgang, men ude på landet havde vi jo den fordel, at vi ikke kunne komme til at sulte. En udsætterko kostede kun ca. 20 kr., smør var billigere end vognsmørelse, et leveringstjenligt svin fik vi godt 30 kr. for. Til sidst fik vi de såkaldte svinekort for at begrænse produktionen. Det blev ret hurtigt en salgsvare for driftige grisehandlere.
Men for os, der havde købt ejendomme til høje priser, hjalp det jo ikke meget. Renterne og andre faste afgifter var jo lige store. Jeg var heldig at have et par privatlån ud over kreditforeningslån, og de var meget forstående, da de selv var landmænd. Det blev diskuteret meget, om det var en produktionskrise eller en gældskrise. Sandheden var vel, at det var begge dele. Ja, den periode kunne der skrives meget om.
Nu skriver vi 1979, og jeg er for længst gået over i folkepensionisternes rækker og sidder og hygger mig i en varm stue. Sneen dækker mark og have. På fuglebrættet uden for mit vindue kommer et par mejser og forsyner sig med indholdet af en kokosnød, som jeg har hængt ud til dem. Jeg lader tankerne gå tilbage i tiden og roder lidt i hukommelseskisten.
Jeg vil lige nævne, at der var et ualmindeligt godt naboskab med megen hjælpsomhed. "Den gang kom vi hinanden ved", er en meget brugt udtalelse. Vi boede jo temmelig spredt, men vi kunne nok finde sammen til en hyggelig aften. Vi var jo unge og raske den gang. 3 børn voksede op her i hjemmet, og dem har vi kun haft glæde af.
Vi havde fået pustet liv i Husmandsforeningen, som var gået i stå under den første verdenskrig. Jeg blev valgt ind i bestyrelsen og senere valgt til formand. Det kunne jo ikke undgå at give en hel del arbejde med alt det, vi beskæftigede os med. F.eks. blev der indkøbt to radsåmaskiner, som medlemmerne så kunne leje til en rimelig pris. Mark- og havekonkurrencer blev også meget brugt. Kredsforeningen tog sig af to- og tredagesrejserne, som kunne foregå over hele landet. Endagsrejserne kunne foreningen selv klare. Mark- og havemøder blev også meget brugt. De blev afholdt ved et eller flere medlemmer samtidig under ledelse af mark- og havebrugskonsulenter. Flere gange deltog vi i kredsens planteavlsudstilling. Senere oprettede vi et planteavlsudvalg, hvor jeg var formand i en del år. Vi brugte en del at bytte dommere med en naboforening. Det havde jo sine fordele, men det kunne godt være temmelig anstrengende, særlig dengang det foregik på cykel. Senere havde vi Anker Skinnerup, som var så flink til at køre os rundt i sin Fordvogn. Da jeg holdt op på grund af alder, havde jeg den fornøjelse at blive udnævnt til æresmedlem.
Frugtavlen gav meget arbejde særlig i plukketiden. Jeg havde gerne en del damer inde fra byen til at hjælpe mig, men frugten skulle jo også sorteres, og det meste leveres. Dengang frugten var en mangelvare, var det et stort problem at få den fordelt, så kunderne ikke blev alt for utilfredse. Det kunne jo ikke gå an at lade dem få alt det, de ville have.
Husmandskredsen havde redskaber og alt, hvad der hørte til, som vi kunne låne ved fremstillingen af æblemost og kartoffelmel. Under krigen var det jo med at være selvforsynet med mange ting.
Den 8. november 1946 kunne vi fejre sølvbryllup. Det foregik her hjemme. Det kunne lade sig gøre ved gode naboers og venners hjælp. Det blev en uforglemmelig festdag. Vækning ved musik og sang om morgenen, der var rejst æresport og flagallé. Flere af mine brødre var mødt op. Dem så vi jo kun med lang tids mellemrum. Thorvald og Laurids med familie var der. Min bror Arne fra Falster var kommet om aftenen. Ham havde Karen aldrig set, og det var dårlig nok, at Thorvald og Arne kendte hinanden. Arne havde jeg ikke set siden 1919. Min bror Krogh fra Norge syntes ikke, at han kunne rejse hjem. Gerda og Børge var hjemme og hjalp os. Verner var soldat og var hjemme på orlov. Han holdt festtalen for os. Jo det var en uforglemmelig dag for os sammen med venner og familie.
Her i Himmerland var det almindeligt med en stor kartoffelavl henholdsvis til spise- eller foderbrug. Lidt efter som priserne lå under krigen, blev der fremstillet store transportable kogeanlæg. Så vidt jeg husker, kunne de koge ca. 125 tønder om dagen. Det var en vældig lettelse at være fri for den evindelige kogen kartofler på komfuret til svinene, som ikke battede noget alligevel. Det gav travlhed, når det stod på.
Vi var så heldige at få indlagt elektricitet, lige før anden verdenskrig satte ind. Dels satte prisstigningen straks ind, dels var det en stor hjælp i det daglige, og petroleum blev jo straks en mangelvare. Da brugen af traktorer blev almindelig, faldt jeg ikke for fristelsen til at købe traktor. Dels var ejendommen for lille, dels var jeg jo blevet ældre og var ikke glad for at komme til at sidde og fryse på en traktor. Jeg foretrak at leje til traktorarbejdet og så lave det letteste arbejde med en hest. Jeg er sikker på, at det var jeg bedst tjent med.
Men ejendommen var jo altså ikke for stor. Der skulle til stadighed købes en del korn til svineproduktionen. En nabo, som sandt at sige ikke drev noget mønsterlandbrug, tilbød mig, at jeg kunne købe et stykke jord på ca. 6 tdr. land. Jeg tog imod tilbuddet og fik statslån til hjælp ved købet. Jorden var meget forsømt og havde ikke været rigtigt dyrket i flere år, fyldt med senegræs og en utrolig mængde sten i alle størrelser. De to største, som ragede op af jorden, fik jeg sprængt af hjemmeværnet, og resten samlede vi sammen, efterhånden som vi fik dem pløjet op. Men jorden var faktisk bedre, end jeg havde regnet med, så da den fik en del kunstgødning og mikronæringsstoffer, avlede jeg rigtig godt på den. En vældig hjælp var det, at mejetærskeren vandt frem. For os ældre, der havde oplevet at høste med le og tærske med plejl, var det ligefrem en fryd at kunne stå på maskinen og binde for den ene sæk korn efter den anden, lige så hurtigt vi kunne overkomme.
Mit arbejde i offentlighedens tjeneste startede med, at jeg blev valgt ind i menighedsrådet, hvor jeg var i to perioder. I mellemtiden var jeg også blevet valgt ind i sognerådet og var også der i to perioder, før jeg trak mig tilbage. Det var et ualmindeligt interessant arbejde, selv om bølgerne til tider kunne gå højt. Bygning af en ny skole havde været drøftet genne flere perioder, uden at der kunne opnås enighed. En ny formand blev valgt midt i en periode. Vi var blevet enige om, at den gamle formand, som havde siddet i mange år, var blevet for egenmægtig. Det vakte et gevaldigt røre inde i byen. Da der skulle bygges ny præstegård, blev den købt sammen med jorden, som blev udstykket til byggegrunde ligesom flere landejendomme lige ved byen. Grundene blev solgt til rimelige priser. Som medlem af skolekommissionen var jeg med til at vælge skoleinspektør til den udvidede kommuneskole og rektor til Vesthimmerlands Gymnasium. Det gav en hel del arbejde, både med rejser og samtaler og møder med lærere, som søgte de forskellige stillinger. Det var meget interessant, men ulønnet dengang, så for at det ikke skulle gå for meget ud over hjemmet, trak jeg mig tilbage efter to perioders forløb.
Jeg vil lige skrive lidt om betegnelsen "husmand" og dens opståen, men så bliver jeg nødt til at gå tilbage til stavnsbåndets og hoveriets ophævelse i 1788. De disse love var gennemført, stod godsejerne og manglede arbejdskraft, og så opstod der faktisk et nyt hoveri, som blev kaldt "husmandshoveriet", et mørkt kapitel i vores danmarkshistorie, som der ikke er skrevet ret meget om. Godsejerne oprettede små parceller med bygninger i passende afstand fra hovedbygningen. Som følge af den stærke befolkningstilvækst havde godsejerne let ved at få gifte landarbejdere til at bosætte sig på deres grund, selv om boligforholdene var dårlige. Godsejerne kunne i reglen slev bestemme fæste- eller lejevilkårene. Under disse forhold blev husmandshoveriet en alvorlig belastning. To dages arbejde om ugen - og ofte flere dage i høstens tid - som afgift af et hus med en tønde land var en almindelig ydelse. Ofte måtte de forpligte sig til ud over hoveriet at arbejde på godset for en nærmere fastsat dagløn, der ofte lå betydeligt under den løn, der ellers var almindelig på egnen. Slog sygdom eller alderdom en sådan lejehusmand ud, var der kun fattighuset tilbage.
På gårdmandshoveriets tid var der mange husmænd, eller "indsiddere", som de også blev kaldt, der havde det bedre end fæstebønderne. De var ofte småhåndværkere. Før udskiftningen af fællesskabet havde de græsningsret på fælles græsgange. Den fik de erstattet med en eller to tønder land, hvor de kunne holde en ko eller lidt får.
Husmændenes kår var ligesom bøndernes hoveri værst på Øerne og i den østlige del af landet. Måske var jyderne mere selvstændige. Der var ligesom albuerum og højere til loftet med store såkaldte overdrev og opdyrkning af heden, selv om det kunne være et brydsomt og opslidende liv. Bierhvervene spillede også en stor rolle. Uldspinderiet i den fattige del af Midtjylland, pottemageriet særligt på Vardeegnen og ikke mindst træskofabrikationen i skovrige egne gav gode indtægter.
Fra regeringsmagtens side blev der gjort en del for oprettelsen af nye husmandsbrug, men det var en almindelig opfattelse, at de ikke måtte være større, end at de kunne afgive arbejdskraft til de større gårde. I kornsalgsperioden var der jo ikke de store muligheder for de små brug, og den smule smør, de kunne producere, betød så lidt. Den var tillige ofte af dårlig kvalitet. De måtte jo samle mælken fra flere dage og opbevare den unde dårlige forhold, inden den blev kærnet med stampekværnen. Dengang var der tre slags smør: herregårdssmør, som blev betalt med højeste pris, bondesmør og til sidst husmandssmør. Den sidste var som regel af dårlig kvalitet, blev ofte betegnet som "mastesmør" og solgt til en lav pris.
Der skulle nærmest en hel omvæltning til inden for landbruget, før der blev rimelige betingelser for de mindre brug. Det skete først, da kornsalget hørte op, fordi det billige amerikanske korn begyndte at strømme ind i landet. Danmark valgte ligesom England frihandelsprincippet, og vi lagde produktionen om til animalske varer, æg, bacon og smør. Der blev oprettet andelssvineslagterier og andelsmejerier. Først da kunne husmandsbrugene få samme pris for smørret som andre landbrugere, og der blev adgang til at købe korn og foderstoffer til rimelige priser. Brugen af kunstgødning blev mere almindelig.
I løbet af 1890'erne sporedes i landbokredse en optimisme på småbrugenes vegne, som var ukendt i tidligere perioder. Husmandsbrugets fremgang i forbindelse med tidens voksende interesse for sociale reformer udløste kravet om udstykning til fordel for den jordløse landarbejderbefolkning. I 1899 fik vi loven om oprettelse af statshusmandsbrug. De blev desværre for små på grund af krav fra de større jordbesiddere om, at brugene ikke skulle være større, end at husmændene skulle lægge halvdelen af deres arbejdskraft på de større brug, men det var da altid en begyndelse. Det var egentlig med til at sætte gang i husmandsbevægelsen. Den første husmandsforening blev oprettet i Klim i Han Herred. Husmandsbevægelsen blev ligesom båret frem af husmændenes digtere, Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær med deres digtning og ikke mindst deres sange.
Her i Nordjylland blev der oprettet udstykningsforeninger. Mange store gårde blev købt og udstykket. En af de største og mest bekendte er nok udstykningen af St. Restrup ved Sønderholm og oprettelsen af en husmandsskole i hovedbygningen. Udstykningen vakte beundring ikke alene over hele landet, men langt videre omkring, da den blev bekendt for sine veldrevne brug. Den blev et mønster for senere udstykninger.
Ved lov af 4. oktober 1919 fik vi bestemmelsen om len og stamhuse, som skulle afstå jord til udstykning. Noget lignende blev gennemført for præstegårdsjord. Som noget helt nyt blev gennemført, at ejeren skulle svare en bestemt rente af jordværdien. Jorden vedblev således egentlig at tilhøre samfundet. Det var en beskatningsform, som faktisk burde have været gennemført over hele landet. Jeg mener, at hartkornsbeskatningen skulle have været revideret både i byen og på landet i stedet for det makværk, som vi fik indført ved Venstres hjælp ved det berømte forlig efter provisorietiden.
Ejendomsbeskatningen - i den form den fik sammen med indkomstbeskatningen - var en beskatning af flid og dygtighed og til fordel for de store ejendomme. Ejendomsskatten falder som bekendt både på jord og bygninger, så den dygtige landmand, som drev sin gård godt, og som udvidede og fornyede sine bygninger, blev straffet med højere skat.
Oprettelsen af kreditforeninger bliver ofte betegnet som et skud på andelsbevægelsens stamme. Det vil jeg nu betegne som et vildskud, da kun den ene part har den største fordel. Jeg kan ikke forstå, at det skal være lovligt, når en mand låner en anden 100 Kr., for at nævne et tal, men kun giver ham 60 Kr. og stadig forlanger, at han skal både forrente og betale de 100 Kr. tilbage. Det må vist betegnes som lovlige kæltringstreger. Med de priser, som en forfejlet politik i disse tider har drevet jord og bygninger op i, er det jo en syndflod af obligationer, der flyder ud på markedet i dag. Det bevirker, at vi har rekordhøje renter, og når vi så også ligger i toppen med beskatningen, er det ikke så mærkeligt, at det kniber med at konkurrere med udlandet.
Skikken, der blev indført med at benævne ejerne af de forskellige brug efter hvor meget hartkorn og hvor stort areal, de rådede over, har ikke været særligt heldig. Det frister jo altid svage sjæle til at placere sig lidt højere på rangstigen, end de kan tilkomme. Vi kunne jo have gjort som amerikanerne og kaldt os for farmere uanset brugsstørrelse. Store gårdejere - især på visse egne - ville helst kaldes for proprietærer. De mindre landbrugere havde jo arvet betegnelsen husmænd, som oprindelig gjaldt for jordløse landarbejdere på herregårdene. Det var jo ligesom lidt flottere at kalde sig gårdejer og stå som medlem af landboforeningen frem for den mere beskedne husmandsforening.
Personligt har jeg aldrig skammet mig over at blive kaldt husmand. Jeg har været stolt over at kunne ernære en familie på 12 tønder land. Ud over landet kan vi vel nok sige, at husmændene har været med til at vinde respekt for deres indsats, så betegnelsen husmand er blevet et hædersnavn. Jeg kan kun beklage, at så mange husmandsbrug er blevet nedlagt eller sammenlagt med større landbrug under den tekniske og almindelige udvikling af vort land til et industriland. Jeg betragter det som en meget uheldig udvikling og som en belastning af landet, både økonomisk og kulturelt, i betragtning af den store arbejdsløshed.