En klat mørtel - og flere sten

Indledning Hvordan gik dagligdagen i 1700-årene for befolkningen i Gislum og Vognsild Sogne? Hvad levede de af? Hvordan boede de? Hvem ejede deres huse og gårde? Havde de mere overskud og kræfter, når det daglige brød var bjerget? Hvor meget af deres tid gik med hoveri? Kunne nogen læse og skrive? Alle sammen spørgsmål, der desværre ikke kan gives noget endegyldigt svar på. Modsat flere af nabosognene, så er der ingen herregårde eller godser i de 2 sogne. Der var ingen større virksomheder såsom teglværker, skove, købmænd, landevejskroer - og end ikke en vandmølle, hvor bonden kunne få malet sit korn til mel eller gryn. Mange har derfor klaret sig med håndkværne i den daglige husholdning. Ganske vist ligger der en lokalitet i det sydligste af Gislum Sogn, kaldet Kællingtand Mølle, men den har ikke fungeret som mølle siden midt i 1600-årene. Højslev Mølle lidt længere oppe ad Lerkenfeld Å lagde med sine 2 tilløb beslag på alt vandet. Og vind- eller vejrmøllerne opstod først, da vi fik næringsloven i 1862, der frigav møllernæringen. Derfor måtte hver enkelt fæstebonde kun benytte den mølle, som godsejeren dikterede - der var altså en slags møllepligt. Så alt i alt må vi konkludere, at i de ejerlav, som Gislum og Vognsild Sogne bestod af, var der tale om et rent bondesamfund. Desuden var der de meget få, men strengt nødvendige håndværkere, nemlig landsbyens smed, snedkeren og skrædderen. De fleste af håndværkerne måtte samtidig supplere deres indtægter ved at dyrke en smule jord som husmænd.

Påvirkninger udefra I 1700-årene var der lang vej fra den lovgivende forsamling i København til de vesthimmerlandske sogne. Men selv om dagligdagen i fæstebondens liv var nøje fastlagt og ikke kunne varieres ret meget, satte regeringens beslutninger alligevel sit præg på befolkningen. De mange krige rundt i Europa, hvori den danske konge også forsøgte sig, var ikke uden omkostninger. Og der var vist ikke nogen af de mange krige, der faldt ud til Danmarks fordel. De såkaldte ekstraskatter, der med jævne mellemrum blev opkrævet op til flere gange årligt, skæppede ikke rigtig mere i kongens kasse. Årsagen var ret forståelig, for i begyndelsen af 1700-årene var der simpelt hen ikke mere at hente hos bønderne i Gislum og Vognsild Sogne eller for den sags skyld i hele landet. De eneste, der stadig kunne yde lidt, var møllere, præster og enkelte selvejere - og dem var der ikke mange af.

Lov og ret Frem til den landsdækkende herredssammenlægning 26/11-1687 var det i retslig henseende Gislum Herredsting på heden i Nyrup, der var den øverste juridiske magt i området. I tvivlsspørgsmål eller ved særlige domsafsigelser, hvor dødsdomme evt. kunne komme på tale, var herredstinget underlagt landstinget i Viborg. Fra 1687 blev Gislum lagt sammen med Rinds Herred i Viborg Amt, og beboerne i Gislum og Vognsild måtte derefter søge deres ret på et nyoprettet tingsted i Østerbølle. Rinds-Gislum Herredsting i Østerbølle fungerede frem til 13/7-1774, hvor herredsfogedembedet blev sammenlagt med byfogedembedet i Hobro. Desværre er Rinds-Gislum Herreders tingbøger fra sammenlægningen 1687 og frem til 1757 gået tabt. Blandt herredsfogederne op gennem 1700-årene er Chr. Sørensen Thestrup den meste kendte. Han var bosat i Vesterris i Testrup Sogn. Dels var han fremsynet, dels havde han økonomien i orden og købte bl.a. herregården Viffertsholm i 1740 for en kontant sum på 23.080 rdl. Efterkommerne havde den i eje frem til 1826. Han skrev bl.a. det ret kendte værk ”Rinds Herreds Krønike”, der har stor betydning for lokalhistorien og for slægtsforskere. Han blev efterfulgt af sin søn Chr. Thestrup, der fik bestalling 23/11-1759. Ved sin død 1773 var han ejer af Vesterris og herregården Ll. Restrup ved Aalestrup. Herredsfogden kunne være forhindret, og så var der andre, der fungerede i embedet. En af dem var kromanden i St. Binderup, Søren Nielsen Lund (1735-1800). Han var uddannet og eksamineret jurist, og før han kom til kroen, havde han været forpagter på Ll. Restrup og Stårupgård ved Højslev, hvor han også fungerede som birkedommer. ¹

Kong Christian 5.’s

Danske Lov Ud over de nævnte herredssammenlægninger blev der i slutningen af 1600-årene lavet adskillige rationaliseringer i den offentlige administration. Et væsentlig punkt var de tidligere gældende love og recesser, der blev gennemarbejdet og sammenfattet i en mere overskuelig og anvendelig lovsamling, der trådte i kraft 23/6-1683. Her var der tale om love og forordninger, der var udarbejdet med stor grundighed og omtanke, og som kom til at fungere i mange år. Selv i nutiden findes der jurister, der i spidsfindige situationer henviser til Danske Lov, ofte med den begrundelse, at netop det afsnit, som de ønsker at gøre brug af, aldrig er blevet afløst af en anden bestemmelse.

Titelblad til et eksemplar af Christian den Femtes. anvendelige lovsamling, der trådte i kraft 23/6-1683

Småting fra Rinds-

Gislum Herredsting Der skulle ikke mange fejltrin til, før der forelå en stævning til et af tingene. Afstanden til tingstedet var langt mindre end i dag, og så må vi ikke glemme, at det dengang næsten var en kærkommen adspredelse - og ikke mindst blev man da i dagens anledning fritaget for hoveri og kunne måske mødes med bekendte fra omegnen. I tilfælde af sagsanlæg havde fæstebonden iflg. loven krav på juridisk støtte og bistand fra sit herskab eller husbond. Blev han stævnet til Rinds-Gislum Herredsting, kunne han alt afhængig af sagens karakter kræve at blive sagsøgt ved sit eget ”værneting”. Det forekom derfor jævnligt, at Lerkenfelds fæstere i Gislum og Vognsild Sogne nægtede at møde på herredstinget og henviste sagsøgeren til Lerkenfeld Birketing. Det var dog ikke alle sager, der umiddelbart kunne afvises. Ikke alle former for lovovertrædelser blev betragtet ens. Bønderne ville helst ikke indse, at de var særlig kriminelle, når de hentede lyng og klyner på de mange heder eller en vognfuld træ fra skovene; det groede jo op igen. Ejerne af landsdelens relative få skove var absolut af en anden mening, hvilket tydeligt kom til udtryk, da Nøragergårds ejer Rosenkrone i 1768/69 anlagde sag mod en del personer fra Østrup og omegn og gav dem en stævning til Rinds-Gislum Herredsting i Østerbølle. Fra Skatskov umiddelbart syd for Højslev Mølle var der fjernet 159 ege- og en del hasselkæppe, og der manglede ikke vidner til at sladre om de skyldige. Dels blev samtlige beboere i Kællingtand, Thomas Svenningsen m. familie incl. en gammel svigermor, afhørt, dels blev møller Laust Jacobsen og hustru i Højslev Mølle samt et par personer fra Kynæb og Testrup også taget med som vidner. Deres forklaringer i retten stemte nøje overens. Alle vidnerne havde 30/10-1768 set 9 mænd og en kvinde fra Østrup hugge og fjerne egetræ fra skoven. Blandt personerne kunne de med sikkerhed udpege følgende: en karl, Niels Pedersen, der tjente hos Niels Jepsen i Østrup, Niels Knudsens søn, Knud, fra Mejlstrup, som havde båret på en økse, desuden Niels Bjørnsen og Niels Vognsens karl. Hvad dommen kom til at lyde på fremgår ikke. Måske har man her som i så mange andre sager ordnet det i mindelighed. Når der var så mange ivrige vidner, skal det måske ses i lyset af, at kunne man få den slags beskyldninger påhæftet andre og især dem fra Østrup, ja, så slap man måske selv for at blive anklaget. En ting var nemlig helt sikker - at alle på et eller andet tidspunkt kom til at mangle lidt træ. ²

Næsten samtidig gjorde skrædder Chr. Sørensen i Vognsild sig noget uheldig bemærket. Han havde ikke betalt sine fæstepenge, og han slyngede gerne om sig med skældsord. Desuden havde han lavet noget fusk i en handel om en dragkiste. Alt sammen noget, der førte til et par ture til herredstinget. Han var åbenbart et hidsigt gemyt og svær at omgås, for hans lærling, Hans Poulsen fra Glerup, ville have sit lærlingeforhold ophævet. Adskillige gange var han i vidners påsyn blevet slået og mishandlet på det groveste. Og da han ikke mente, at det hørte med til uddannelsen som skrædder, stævnede han Chr. Sørensen for disse overgreb. Chr. Sørensen havde antagelig ikke befundet sig godt i Vognsild, for i forbindelse med de sidste af retssagerne var han flyttet til Støttrup.³

Når en fæstegård ikke var beboet og henlå øde uden fæster, var det fristende for de omkringboende at benytte sig af det. Der gives flere eksempler på, at naboerne dyrkede jorden sammen med deres egne marker. Dette var også tilfældet i Nyrup, hvilket bestemt ikke faldt i god jord hos ejeren af den tomme gård, nemlig Erik Rosencrone på Nøragergård (egentlig hed han Londemann og blev adlet Rosencrone). Han fandt frem til, at samtlige mænd i Nyrup uden vederlag dyrkede en af hans ødegårde, hvilket resulterede i, at de fik påbud om at møde på herredstinget 15/10-1761. Der var tale om Søren Støttrup, Peder Grøn, Jens Dal, Peder Smed, Chr. Ottesen, Niels Ottesen, Jørgen Bølle, Jens Nørregård og Chr. Ovesen. Men samtlige udeblev og reagerede ikke på stævningen. ⁴

Overfald og slagsmål på markeder var ligeså almindeligt som i nyere tid. I 1761 havde Jens Nielsen i Vognsild været en tur på Bjørnsholm Marked sammen med sin mor. Hvad årsagen var, melder historien ikke noget om, men både Jens Nielsen og hans gamle mor havde fået en ordentlig omgang tørre tærsk af Niels Nielsen og hans tjenestekarl fra Svoldrup. De blev derfor anklaget for overfald ved herredstinget 22/10-1761. ⁵

Et skvulp af dunken var altid en kærkommen adspredelse. Men var dunken tom, så måtte der nødvendigvis være nogen, der gik i gang med en ny gæringsproces med efterfølgende brug af kedel, hat og svalerør og fik lavet en nogenlunde fuselfri brænding. I 1769 drev Chr. Nielsen Kræmmer i Vognsild en lidt privat udskænkning for dem, der nu tilfældigvis var trængende. Det blev bare for meget for Jeppe Lauridsen, Vognsild, der meldte ham til herredsfogden 26/1-1769. Herredsfogden betegnede det som ”Ulovligt Krohold”, og sagen blev udsat en uge. Noget tyder på, at der fra forskellige sider var blevet lagt stort pres på angiveren Jeppe Lauridsen, for allerede på næste tingdag, nemlig 9/2, var han parat til helt at frafalde sin anmeldelse. Vi må formode, at Chr. Nielsen Kræmmer derefter ufortrødent fortsatte med sin udskænkning i Vognsild. Det var i øvrigt en tidstypisk sag, for dels var der langt til nærmeste kro, dels havde næsten alle de fornødne remedier til at fremstille både øl og brændevin. ⁶

Destillering af vin eller en ”Sats” af gær, sukker m.m. har været kendt i adskillige hundrede år. De ældste apparater er fundet i Ægypten og kan dateres til det tredje århundrede. I 1700-årene kunne det gøres betydelig simpelt ved hjælp af en dertil indrettet kobberkedel med hat, pibe og svalerør - men det gjorde bestemt ikke processen mere lovlig.

Lerkenfeld Birketing Mange mindre købstæder, herregårde eller godser fik kongelig tilladelse til at oprette deres eget birketing. Det fungerede som en slags underret i lokalområdet. Blandt de mange, der blev oprettet, er Lerkenfeld birketing, som Peder Lerche fik tilladelse til at holde kort efter overtagelsen af godset i 1684. Det fungerede frem til 8/6-1813, hvorefter dette birketing i lighed med herredstinget blev underlagt Hobro byfogedembede. Arkivalierne fra Lerkenfeld Birk omfatter justitsprotokoller fra perioden 1748-1813, politiprotokoller fra 1792-1812 og auktionsprotokoller fra 1752-1812. Da godset Lerkenfeld i forvejen var den største lodsejer i Gislum og Vognsild Sogne med ikke mindre end 29 fæstere ud af de 77, der er registreret i matr. 1724, var det i høj grad dette birketing, som havde indflydelse på beboerne daglige liv og færden. Ikke bare fæstere under Lerkenfeld, men også de øvrige 8-9 lodsejeres fæstere i Gislum og Vognsild Sogne, blev underlagt dette ting. Sammenlignes Rinds-Gislum Herreders justitsprotokoller for årene 1757 og frem, er der forbavsende få sager fra netop de områder, hvor Lerkenfeld havde mange gårde. Med andre ord måtte man her kun benytte Lerkenfeld Birketing. Om så alle disse birketing var godt for retssikkerheden, er et helt andet spørgsmål. Utallige sager tyder på, at netop godsejere med birkeret i høj grad misbrugte deres indflydelse og benyttede birketinget til at mele deres egen kage. Det giver sig bedst udtryk i, at hovedparten af retssagerne er anlagt imod godsets egne fæstere i et forsøg på at inddrive restancer i skatter og andre afgifter. I perioden, hvor protokollerne fra Lerkenfeld Birketing er bevaret, kan nævnes ridefoged Simon Steilberg, der ca. 1750 var ansat på Lerkenfeld og blev udnævnt til birkedommer 10/12-1751. Han havde taget eksamen hos landsdommer Peder Marsvin. Simon Steilberg var gift med Cathrine Hansdatter From. Iflg. hans efterfølgers beskikkelse døde Simon Steilberg 16/4-1760, og hans hustru blev begravet i Viborg 10/11-1810. Hans begravelse er ikke fundet, men i årene umiddelbart før hans død, nævnes hans bopæl både i Farsø og på gården Ømark ved Gl. Nørager i Durup Sogn, men i sidstnævnte sogn er der i denne periode ingen kirkebøger bevaret.

Den næste i rækken var birkedommer Otto Eriksen Engel, der havde bestået eksamen 6/4-1746 og var begyndt som birkedommer i Lerkenfeld 30/5-1760. Han blev ikke gammel. Som Vognsild kirkebog angiver, blev han begravet 16/10-1766 i en alder af kun 38 år, 3 måneder og 5 dage. Otto Engel nåede kun at være gift i 2 måneder og 8 dage. Hans vielse var i Louns 8/8-1766 med Ingeborg Thomasdatter Nysom, der var datter af forpagter på Hessel Thomas Madsen og Anne Sørensdatter. Derefter giftede Ingeborg Thomasdatter sig med forpagteren på Bratskov, den senere ejer af Nortorup, Niels Steen. Denne vielse var i Louns kirke 30/5-1768. Ingeborg døde 21/8-1791 i en alder af 50 år og blev begravet i Hjortdal.

Derefter fulgte Poul Holm Jensen, født på gården Vøvelholm, der ligger et par km øst for St. Binderup Kro, og døbt i Durup kirke. Han var søn af Jens Poulsen på Vøvelholm. Sidstnævnte var jævnligt en slags sagfører for Nøragergård. Poul Holm blev 27/10-1769 viet i Østerbølle kirke til Inger Poulsdatter. Vielsen er indskrevet i Farsø kirkebog, og trolovelsen var i Vognsild kirke 16/5-1769. Forholdet var dog startet lidt tidligere, for 7/12-1766 fik Inger eller Enger Poulsdatter sit uægte barn Maren døbt i Vognsild Kirke. Barnet blev båret af Jens Christensens hustru i Farsø, Anne Poulsdatter - og udlagt barnefar var foged på Lerkenfeld Poul Holm. Enger eller Inger tjente i øvrigt selv på Lerkenfeld. Poul Holm havde fået stillingen som birkedommer 17/12-1766 og blev eksamineret af landsdommer Thestrup i februar 1767. Poul Holm blev også konstitueret som birkeskriver. Denne bestalling er dateret 28/6-1776. Han blev begravet i Gislum 1/11-1783 og boede antagelig i Nyrup i sine sidste år. ⁷

Hvorledes havde birketinget indflydelse på dagligdagen for befolkningen i Gislum og Vognsild? Og hvad kunne de bruge dette ting til? Her skal kun gives et par eksempler: 8/2-1749 nedbrændte Chr. Vognsens fæstegård i Vognsild. Han var fæster under Lerkenfeld på gård nr. 10, der i hartkorn var sat til 3.3.3.2 tdr. Ilden opstod en time efter solopgang, og gården nedbrændte totalt og kunne ikke genopbygges. Chr. Vognsen søgte derfor om skattefrihed på birketinget. Chr. Vognsen døde 1761 i dybeste armod. I præstens liste over de fattige personer, der havde modtaget hjælp fra legatet, der gik under navnet: ”Stistrups Bibler”, nævnes bl.a. Chr. Vognsens børn. Ved ildebranden mistede de stakkels beboere ikke bare deres få ejendele, herunder den del af inventaret, der var deres. Men de var også ansvarlige for den del af besætningen og gårdens redskaber, som de hæftede for i henhold til deres fæstebrev. Derfor var det næsten umuligt at få genoprettet normale tilstande for fæsteren og hans familie. Brandkasserne opstod først i årene efter Christiansborgs brand i 1792. ⁸

Ugudelig opførsel, herunder kortspil, var en torn i øjet på mange, og da der i 1752 foregik den slags i Chr. Nielsens hus i Svoldrup, blev han og de pågældende angivet. Ud over Chr. Nielsen, som lagde hus til, blev der rejst anklage mod Ole Nielsen, Claus Sørensen, Chr. Smed og Jens Poulsen, alle Svoldrup. ⁹

Auktioner over såvel krongods som gårde under fallerede godser foregik jævnligt. Men en gård kunne også ligge så ubekvemt for ejeren, at han havde større fordel af at afhænde den. Således blev en gård i Morum, som Nørlund Gods havde ejet gennem mere end 100 år, og hvis afkast gik til Ravnkilde kirke, sat på auktion. Denne handel imellem Madam Mørk på Nørlund og Lerkenfeld blev tinglyst ved birketinget 21/8-1760. Gården, der var sat i hartkorn til 3.1.2.0. tdr., var fæstet af Morten Møller. På samme auktion købte Lerkenfeld også en gård i Foulum og en i Oudrup. Da Aalborg Hospital begyndte at afvikle de mange fæstegårde i Nordjylland, foregik det også ved offentlige auktioner. 6/10-1762 blev det tinglyst ved birketinget, at Lerkenfeld havde købt 2 gårde og 1 gadehus i Gislum. De var fæstet af henholdsvis Chr. Jensen, Anders Jepsen, og Laust Jensens enke. Samme dag overtog Lerkenfeld også en fæstegård i Vognsild, der var fæstet af Peder Madsen. I denne forbindelse blev der i 1764 lavet en opmåling af gården, som Peder Madsen havde overtaget efter sin far, Mads Pedersen, der ikke længere havde helbred til at drive gården.¹⁰

Beboerne i Morum havde langt til nærmeste høker eller købmand, når tørsten skulle slukkes. Det var derfor fristende at fuske lidt med gæringsprocesser og i den sidste ende destillere stadset til et nogenlunde drikkeligt produkt. Om det nu skyldtes, at nogen ikke fik et skvulp af dunken, eller om de af moralske grunde fandt det forkasteligt, vides ikke. Men henholdsvis Chr. Christensen og Niels Vestergaard i Morum blev 1779 anklaget for hjemmebrænderi. ¹¹

De nævnte sager er kun et lille udpluk. Det bliver for omfattende her at give flere eksempler på alle de brudstykker og oplysninger, der med henblik på lokalhistorien kan udledes af Lerkenfeld Birketings protokoller.

Hedenske ritualer

i Nyrup Ældgammel overtro og hedenske skikke, kan være svære at komme til livs. Følgende eksempel viser, at store dele af landbefolkningen langt op i 1700-årene stadig havde kendskab til mere eller mindre okkulte ritualer. Var en eller flere personer anklaget for noget kriminelt, som ikke direkte kunne bevises, kunne man påkalde de overnaturlige magter for at bevise sin uskyld. Om det har rod i det hedenske eller i en passus i 4. Mosebog, er ikke til at afgøre. Kort fortalt oplyses det i sidstnævnte, at præsten i templet tog noget vievand i en lerskål og blandede det med støv fra templets gulv. I denne blanding var tryllekraften yderligere forøget ved at afvaske en seddel med en påskrevet forbandelsesformular. Den sigtede skulle så drikke af vandet og fremsige følgende: ”Dersom jeg er skyldig, gid jeg måtte drikke Djævlen i mig”. Denne fremgangsmåde for at bevise skyld eller frikendelse blev betragtet på lige fod med den vandprøve, som man udsatte kvinder for, når det skulle afgøres, om de var hekse.

I 1787 havde en kræmmer solgt en del gryder i Nyrup en søndag formiddag. Byens koner stimlede sammen om hans vogn, og i forvirringen var der en af kvinderne, som stjal en gryde fra vognen. Der var bare det store problem, at kræmmeren eller grydemanden ikke vidste, hvem af kvinderne, der havde taget ham ved næsen, og han beklagede sig til oldermanden i Nyrup ejerlav. Oldermanden ville gerne hjælpe grydekræmmeren og foranstaltede så den omtalte prøve, hvor alle kvinderne skulle drikke af vandet, hvori der var blandet sand og den omtalte seddel med forbandelsesformularen. Så håbede han på, at den skyldige ville blive afsløret. Om det lykkedes at finde synderen, melder historien ikke noget om, men oldermanden havde i hvert fald vovet sig længere ud i det okkulte, end hans beføjelser som oldermand strakte til. Præsten, Holger Andreas Wedsted, fik nemlig kendskab til episoden og var ret betænkelig ved denne ugudelighed i hans sogn. Derfor blev både provsten for Gislum Herred, Søren Bregnholm, og biskop Peder Tetens i Viborg taget med på råd. Sidstnævnte kontaktede ”General Kirke Inspections Collegiet”, der i første omgang gav ordre til, at de implicerede personer skulle udelukkes fra ”Åbenbar skriftemål” i forbindelse med altergangen. Men sagen var af en sådan karakter, at den gik videre til Kancelliet. Det var ret pinligt for præsten, at netop hans sognebørn kunne finde på at udføre den slags hedenske skikke. Nogle mente, at det tangerede en slags ugudelig ofring til Jahve. Med andre ord gik sagen som nævnt helt til tops, og efter nøje overvejelser i Kancelliet fremsendte man følgende til biskoppen i Viborg:

”Hvad nu angaar den af Biskoppen ytrede Uvished, efter hvilken Artikel i Loven ovenmeldte Sag egentlig skal bedømmes, da tror de med ham, at Lovens 6-1-10 eller 12. Artikel, paa ingen Maade herpaa kan anvendes, men paa den anden Side tør de ikke tilraade, at aabenbar Skriftemaal - skiønt i samme henseende til offentlig Forargelser endnu ikke er afskaffet, og ifølge Forordningen af 23. December 1735 uden Kongelig Tilladelse i slige Tilfælde ikke maa eftergives - blev den paaleggende Straf, da de med Sognepræsten ere ganske enige, at den Forbedring, som skulde opnaaes, vilde udeblive, og den offentlige Irettesættelse virke Forhærdelse i dens Sted, hvortil endnu kommer, at de Skyldige, Oldermanden undtagen, ere Fruentimmerne, som vel ikke have indseet, hvad det var de foretoge sig, og hvoraf en del siden for præsten haver bevidnet Fortrydelse, og ikke at melde om, at deres Mænd og Børn, som heri ere uskyldige, maaske ville tro sig beskiemmede, om deres Hustruer og Mødre bleve underkastet denne Kirkens Tugt. Men da de dog ikke kan anse Handlingen uden at være højest forargelig, baade i henseende til det derved fremførte ugudelige Ønske, Stedet, som var en offentlig Gade, og Tiden, - en Søndag, hvor Folk skulde berede sig til at bivaane Gudstjenesten, saa skjønne de ikke rettere, end at Sognepræstens Forslag, til at gå den givne Forargelse i møde, for saa vidt være ganske antagelig: at han nemlig ved Samtaler, søger at bringe de Skyldige til en tydelig Kundskab om Handlingens sande Beskaffenhed, og lade Ophavsmanden i sin og medhjælperes Nærværelse, erklære sit Paafund i Konernes Paahør, som højest ugudeligt og forargeligt. men hvad Pengemulkten angaar, at samme i henseende til de forførte Koner kunne tilsidesættes, da de ellers maaske i lang Tid kunde have Fortræd derfor hos Deres Mænd, hvorimod Oldermanden billig kunde erlægge en passende Mult til de Fattige i Forhold til hans Formue efter Øvrighedens Skiønnende, da Tugthusarbejde som Biskoppen foreslaar, vel ikke kan finde Sted, uden forudgaaende Sagsgivelse og Dom, hvorved Tildragelsen blev mere bekjendt og Forargelsen mere udbredt. Og saaledes indstilles da Sagen til nærmere Overvejelse og Forestilling ….”

Det var Kancelliets afgørelse, og 20/12-1787 sendte Viborg Stiftsøvrighed beskeden videre til provsten i Gislum Herred, Søren Bregnholm, der så informerede præsten. Om synderen blev fundet, og om kræmmeren fik betaling for sin gryde, melder sagen desværre ikke noget om. ¹²

Vejføringer Sidste halvdel af 1600-årene var en periode med mange fremskridt, hvilket ikke mindst skyldtes, at mange havde studeret på udenlandske universiteter og derfor kunne bidrage med nytænkning. De første brugbare og landsdækkende kort med angivelse af milepæle blev udarbejdet under ledelse af Ole Rømer i 1697. Han var født i Aarhus 1644 og døde som borgmester i København 1710. Han var videnskabsmand og fremragende indenfor matematik og astronomi, og han kunne 1676 påvise lysets hastighed. I Danmark gjorde han et stort arbejde for at få indført ensartede betegnelser for mål og vægt. ¹³

Et par af de ældste lokale kort viser tydeligt, at samfærdslen i Gislum og Vognsild Sogne ikke fulgte helt de samme ruter som i nutiden. Udskiftningen i slutningen af 1700-årene og den dermed følgende ændring af skel i marker, heder og enge bevirkede, at flere veje fik en lidt anden linieføring, og andre var derefter helt uden betydning.

Kortet, der viser milesten på de vigtigste hovedveje, er udarbejdet

af videnskabsmanden Ole Rømer i 1697.

I 1760 viser Videnskabernes Selskabs kort, at der gik en direkte vej fra Vognsild kirke til Gislum Herredsting vest for Nyrup i nærheden af Tinggaard. Den må betragtes som præstevej. Den kan kun spores, nærmest som markvej, enkelte steder i den nordligste ende af Mejlstrup. Midt i 1900-årene kunne den stadig ses et par steder ved vejen mellem Østrup gl. Skole og Morum.

Op gennem 1800-årene var den største og mest befærdede vej en øst-vest gående vej. Følger vi vejen fra vest, har den sit udspring syd for Farsø i vejen fra Farsø til Svingelbjerg. Her fra løber den gennem Svoldrup og fortsætter med nogenlunde samme vejføring som Overvejen til Vognsild Kirke. Herefter går den videre ad en nu nedlagt rute over den nordligste ende af Mejlstrup og støder til vejen fra Nyrup til Østrup tæt på et centralt sted på ruten, nemlig det gamle Gislum Herredsting (HT). Vejen betegnes som præstevej. Derefter fortsætter den igennem Nyrup og Gislum og videre til St. Binderup. Med andre ord lå denne gennemfartsvej langt fra den øst-vest gående vej, vi kender i dag. Den såkaldte Svoldrupvej, der i dag går gennem den sydlige del af sognene fra Farsø til St. Binderup Kro, eksisterede tidligere kun som sandede hjulspor uden nævneværdig trafik. Den fik først nogen større betydning, da Østrup blev stationsby i 1892, og de trafikale forhold til jernbanen krævede andre og bedre veje.

Fra Gislum gik der en vej via Kællingtand og videre over en bro til Testrup. Den kan vel også nærmest betragtes som en slags præstevej fra perioden, hvor Testrup og Gislum Sogne var fælles om præsten. I Østrup var der tidligere kun ganske få gårde og huse, og det var Vognsild Sogns mindste ejerlav. Banen gav nyt liv til landsbyen, der i løbet af få år blev til en driftig lille stationsby. Begge sogne grænser mod syd til Lerkenfeld Å, som kun kunne passeres 2-3 steder. Der var en overgang ved godset Lerkenfeld, en ved Årupgårdene og en bro ved Kællingtand Mølle, hvor vejen gik til Testrup. Den nordlige grænse for de 2 sogne ligger på hele strækningen i engdrag og udgøres dels af Halkær Å, dels af Trend Å. Ifølge de gamle kort var det kun muligt at passere disse enge ved henholdsvis Stenildvad og ved vejen imellem Morum og Pisselhøj i Haubro Sogn. Desuden gik der en mindre vej fra Gislum til henholdsvis Sjøstrup og Ll. Binderup.

Pesten Ikke nok med at landet var fattigt og udpint af krige og skatter, i tilgift blev hele Europa ramt af en orientalsk pest. Den blomstrede omkring 1704 i Konstantinopel, og godt hjulpet rundt af en afdeling af den svenske hær blev sygdommen i 1705-10 ført op til Tyskland og Polen.

Kortet over Vognsild Sogn, tegnet ca. 1843, er revideret adskillige gange i perioden 1843-70. Det giver gode oplysninger om datidens vejføringer. Det ses med stor tydelighed, at Overvejen fra Svoldrup nord om Vognsild til Nyrup tidligere var en af de vigtigste øst-vestgående veje. (Tegnet af Kaptajn Mansa)

Gislum Sogn ca. 1843. Kortet viser i lighed med kortet over Vognsild Sogn, at den vigtigste øst-vestgående vej var den direkte vej fra Nyrup til Vognsild Kirke, hvorfra den fortsatte direkte mod Svoldrup-Farsø. Vejen fra Østrup til Binderup Kro via Kællingtand eksisterede ikke, men der var antagelig et sandet hjulspor.(Tegnet af Kaptajn Mansa)

Her i landet tog man sygdommen ret alvorligt og oprettede flere karantænestationer for skibe, der skulle anløbe danske havne. Øer som Sprogø, Kyholm, Brandsø, Askø m. fl. blev brugt, og her skulle skibene og besætningen blive i 40 dage. Værst gik det ud over København, hvor Saltholm var udpeget som karantænestation. Tidspunktet, hvor pesten ramte de enkelte landsdele, varierede lidt. I 1710 så det ud, som om pesten havde raset ud, og forholdsreglerne blev derfor ikke mere overholdt på samme strenge måde. Der var imidlertid kun tale om en galgenfrist, for i 1711 tog pesten fat igen, og bl.a. blev bønderne på Amager ret hårdt ramt. Det var delvis selvforskyldt, for amagerne havde trods forbudet fortsat med at benytte Saltholm til græsning for deres kreaturer. I kirkebøgerne for St. Magleby og Tårnby Sogne ses det, at der på enkelte dage blev begravet op til 45 personer. Knapt så galt gik det i Jylland, og i adskillige sogne ses der ikke de helt store udsving i dødslisterne. Byer med skibsfart til udlandet var fortsat mest udsat. Dødstallene var meget store; alene i København døde næsten 30.000 personer. ¹⁴

Pesten satte også sine spor i Vesthimmerland, men med de relativt lave befolkningstal, var dødstallene knapt så skræmmende. Her var måske en fordel ved at ligge lidt afsides, hvor der var relativt lidt kontakt med rejsende på gennemfart. Vi har kun kirkebøgerne at holde os til, og en gennemgang af årene omkring pestens hærgen vises i følgende tabel over begravelser. Men præsten indrømmer samtidig gang på gang, at han har glemt at indføre en del af det, der er foregået i kirkerne. Han bruger vendingen: ”Jeg har igen forgjet…”. Derfor må tallene tages med et vist forbehold. De kan ikke kontrolleres.

Dette er ikke en fastelavns- eller karnevalsdragt, men derimod en beskyttelsesdragt, som hyppigt blev anvendt af pestlæger og andre, som skulle færdes blandt de syge. Kendskabet til smitte og bakterier var ikke stort, men masken betød i det mindste, at brugeren ikke direkte behøvede at indånde luften fra de syge mennesker. I 1700-årene døde lidt over 50 millioner mennesker af kopper i Europa.

	1705	1706	1707	1708	1709	1710	1711	1712	1713
Gislum Sogn	7	2	2	3	1	10	6	2	1
Vognsild Sogn	14	9	6	12	3	20	7	4	6
Farsø Sogn	10	17	10	8	7	22	12	5	4

Uddrag fra dødslisterne i Gislum, Vognsild og Farsø Sogne i perioden, hvor pesten florerede.

Der var stor forskel på indbyggertallene i de 3 sogne, men procentvis var dødstallene næsten ens.

Gislum var det mindste sogn, derefter fulgte Vognsild, og Farsø Sogn var betydeligt større. Dødstallet i pestårene 1705 og 1710 var langt størst blandt børnene. I Vognsild var der 14 børn ud af 20 og i Farsø 13 børn ud af 22 begravelser, som præsten Laurids Mikkelsen Hinge foretog i 1710. Han havde jævnligt begravelser i Farsø og Vognsild samme dag. Dødeligheden var værst om sommeren. 10/6 måtte præsten begrave hele 5 personer i Farsø kirkegård. I sommeren 1710 var der følgende begravelser i Vognsild: ¹⁵

17/4 Maren Christensdatter af Vognsild

17/4 Peder Lauridsen barn af Vognsild

22/4 Peder Jensens datter af Aarup

22/4 Else Jensdatters barn af Morum

4/5 Peder Poulsens søn Poul af Morum

4/5 Peder Smeds hustru i Østrup

18/5 et barn fra Ullits der var på besøg i Vognsild

9/6 Niels Basses yngste barn Else i Svoldrup

22/6 et af Peder Knævers børn i Vognsild

22/7 et af Niels Basses børn i Svoldrup

24/6 Jens Pedersen af Svoldrup

Som nævnt tidligere var der samtidig krig, og selv om eftertiden nok har fået det indtryk, at det var noget Tordenskjold klarede, så var det hele knapt så rosenrødt i virkeligheden. Her skal ikke udpensles enkeltheder om de lange og grufulde krigsår, men da Karl 12. blev dræbt 11/12-1718 (vist nok skudt bag fra af sine egne) var der ingen, der rigtig havde lyst til at fortsætte. De fleste af hans tropper trak sig tilbage til Sverige, og der blev lavet en fredsslutning i 1719.

Kvægpesten I perioden 1745-50 var hele landet ramt af en meget omfattende kvægpest. Vi har desværre ingen tabstal eller omtale af pesten i de bevarede arkivalier fra Himmerland. På landsplan døde der omkring 300.000 dyr, og det fik følger. Af mangel på kreaturernes gødning havde man ikke noget at blande op med engjord, som var den gødningsform, man da kendte. Det resulterede i flere års misvækst med store tab for såvel herremænd som fæstebønder, så i den sidste ende blev alle ramt af kvægpesten. ¹⁶

Rakkere, natmænd

og tatere Ud over de nærmeste fastboende rakkere, der havde hjemsted i Hole ved Hvalpsund, fik man jævnligt besøg af omvandrende folk og deres familier. Nogen tilbød at lave lidt glarmesterarbejde, andre kunne flikke en ny bund i en kobberkedel, og de fleste kunne slagte og flå selvdøde dyr. Det var ikke noget, som nogen normalt brød sig om at gøre, da det blev betragtet som uærligt og nedværdigende arbejde. Ingen ville sidde til bords med en rakker, og på kroerne, hvor man trods alt ikke kunne nægte udskænkning, havde rakkerne deres egne glas - de såkaldte rakkerglas. Der er flere eksempler på, at netop disse natmænd havde levet således i flere generationer, og at man egentlig var født til at fortsætte og ikke uden videre kunne begynde et normalt liv. Det var også en del af natmandens eller rakkerens arbejde at hjælpe bødlen ved hængninger, halshugninger etc., herunder at anbringe de parterede lig på hjul og stejle. I Aalborg var rengøring af fængselskælderen under rådhuset en af rakkerens faste pligter, og hans betaling for arbejdet figurerer hvert år i byens regnskab.

Rakkerhullet i Østrup Lidt øst for alderdomshjemmet Grønhøj og sydøst for gravhøjen af samme navn nord for Østrup var der tidligere et menneskeskabt hul i terrænet ned mod gården (matr. 4a), der nu har adressen Nørregade 51. Der var antagelig tale om en gammel grus- eller sandgrav, der delvis blev opfyldt i forbindelse med vejarbejde i 1942-44. Denne fordybning gik under navnet ”Rakkerhullet”. Da hullet lå lidt uden for byen, er det ret sandsynligt, at det netop var her, rakkeren flåede de selvdøde dyr. Muligheden for, at rakkerne ligefrem boede i hullet, når de besøgte egnen, er ikke fjern.

24/2-1765 flyttede Chr. Bertelsen til Østrup. Han havde fået fæstebrev på et husmandssted vest for gadekæret Smededammen i Østergade (matr. nr. 5). ¹⁷ Det nævnte gadekær blev siden fyldt op, og en dørfabrik er delvist bygget på samme plads. I begyndelsen af 1900-årene badede byens børn i dammen. Chr. Bertelsens måde at leve på og den omgangskreds, som han dyrkede, faldt ikke i tråd med de øvrige beboeres meninger. Da der var gået 5-6 år, havde landsbyen fået nok, og i 1771 blev der indgivet en klage til birketinget. Beboerne i Østrup følte sig stærkt generet af alle de forskellige personer, der til stadighed indlogerede sig hos husmand Chr. Bertelsen i Østrup.

Taterfamilie med en stjålet gås. Zigøjnerne var indvandret engang med betegnelsen tatere, det samme som tartarer. De var af asiatisk oprindelse. De flakkede omkring, spåede folk, flikkede ny bund i kedler, lavede glarmesterarbejde, tog sig som natmænd af renovationen og fjernede som rakkerne de selvdøde kreaturer. Mange af dem var i det hele taget ret dygtige håndværkere.

^{På billedet fra ca. 1908/10 kan
gadekæret anes nederst i både højre og venstre side. Huset til højre med det
enlige træ, var i første halvdel af 1900-årene ejet af skrædder S. Mogensen.
Det er nu nedrevet, men lå mellem Nørregade 41B og 47. Gården til venstre på
adressen Nørregade nr. 51 er en meget gammel slægtsgård, der har tilhørt flere
generationer af familien Jensen.}

Der var dels tale om omvandrende rakkere og betlere, dels mere eller mindre lyssky elementer, som fartede rundt på landevejene. De fleste havde en ret truende og provokerende opførsel, og der kunne med mellemrum godt forsvinde en høne eller to. Kunne man ved birketingets hjælp få lavet lidt om på disse noget uholdbare tilstande, var det da et forsøg værd. ¹⁸

Retssager som den nævnte kunne let forekomme i nutiden, hvor mange får sig en nabo, som de ikke helt kan acceptere. Et par år senere var birketinget impliceret i en arvesag, hvor samme Chr. Bertelsen delvis skulle arve søsteren Else Bertelsdatter Riise, der var død barnløs. Derfor var der ret så mange personer, der mente, de kunne komme i betragtning. Med hensyn til at hjælpe de stakkels omstrejfende folk, uanset om de var rakkere, eller der var tale om folk, der af nød gik rundt og tiggede, så var følelserne i befolkningen noget blandet. Det var kun meget nødtvungent, at de fik lov til at overnatte i stald eller lade, og man så helst, at de fortsatte deres rejse til nabosognet. Fattigloven af 1803 pålagde nemlig sognets beboere bl.a. at yde hjælp, hvis man var født i sognet, men også tidligere havde mange følt en slags moralsk pligt til at hjælpe staklerne. Det viser Vognsild kirkebog et par eksempler på. ¹⁹

10/3-1720 ”Døbt et barn, hvis mor var kommen til Chr. Poulsen i Vestrup og født - kaldet Kirsten. Faddere var Chr. Poulsen m. fl. ….”

14/8-1720 ”Døbt et fremmed kvindfolks barn: Kirstine Fideler, som var kommen til Jens Gamborgs i Morum, hendes barn blev kaldet Peder - faddere Niels Hvid m.fl .- alle Morum ..”

Samme Kirstine meddelte i øvrigt præsten, at barnets far var forpagter Søren Pedersen på Rotkjær i Vensyssel. Men det var nok tvivlsomt, at han ville vedkende sig faderværdigheden.

8/11-1805 ”Døbt Natmanden Elias af Laastrup, hans barn, kaldet Anne Marie - født i Østrup - alle fadderne var fra Østrup”

11/1-1767 ”Begravet en ukendt mands hustru: Johanne, ca. 30 år gammel - hun døde i Morum, manden Jens Andersen gik rundt og spillede Viol”

Mærkelig nok viser Gislum kirkebog ikke, at omstrejfere eller rakkere fik udført kirkelige handlinger i Gislum kirke. Rent geografisk var sognet mere udsat for besøg af fremmede, idet den ret befærdede hærvej Viborg-Aalborg kun var ca. 1 km borte. Mange af de sølle stakler behøvede ikke at være rakkere eller natmænd. Når der var tale om ugifte, gravide kvinder, kunne det jo være, at de af hensyn til konsekvenserne, simpelthen var flygtet fra hjemsognet.

Matrikuleringen 1724 Hovedparten af Danmarks befolkning var i 1700-årene fæstebønder, og der var kun enkelte selvejere. Som de følgende uddrag af matrikuleringen 1724 viser, var det meste af krongodset i Himmerland allerede afhændet til private godsejere og herremænd. Kongen havde i årene 1717-20 afholdt store auktioner over sine ryttergårde. De store omkostninger til de udenlandske lejetropper havde tømt hans pengekasse. Af ryttergods var der, som den følgende tabel viser, kun en halvgård tilbage i Gislum Sogn. På trods af, at der i begge sogne var en del vandløb både i og omkring sognene, havde man i 1724 ikke nogen mølle. I tabellerne over antallet af fæstere i ejerlavene ses, at der var ikke mindre end 12 herremænd eller godsejere, der havde fæstegårde i de 2 sogne. ²⁰

Kvægskatten 1699

i Vognsild Sogn Umiddelbart før årsskiftet år 1700, nemlig 23/11-1699, blev der på foranledning af lensmanden for Mariager Amt udarbejdet en kvæg-skatteliste for de vesthimmerlandske sogne. Her får vi en oversigt over ejere og fæstebønder, husmænd og forarmede stakler i Vognsild Sogn. Med hensyn til hartkorn henvises til tidligere nævnte lister. ²¹

Ejer Fæster 1/1 eller 1/2 gård

--------------------------------------------------------------------------

Svoldrup:

Lercke Hans Eriksen 1/1

” Chr. Laustsen ”

” Jacob Mogensen ”

Viborg Hosp. Peder Andersen 1/2

” Jens Pedersen ”

Husmd. Enevold Laustsen

” Las Jensen

Østrup:

Lercke Peder Pedersen 1/2

” Niels Mikkelsen ”

” Søren Pedersen ”

” Jens Nielsen (tidl. øde) ”

Mejlstrup:

Lercke Anders Nielsen 1/1

Vestrup:

Lercke Gravers Nielsen 1/1

Gunder …? Jep Nielsen (ungkarl) ”

” Jens Andersen (øde) ”

Aarup:

Lercke Jacob Graversen 1/1

” Niels Nielsen (eft. Chr. Basse) 1/1

Morum:

Torstedld. Niels Hvid (Christensen) 1/2

Lercke Jens Jensen „

„ Morten Jensen „

Julius Keil Søren Christensen Torsgård ”

Chr. Stistrup Chr. Christensen (forarmet) ”

Lercke Chr. Sørensen Torsgård (ungkarl) ”

Husmd. Jens Laustsen

” Mads Christensen

” Karen Laustdatter

Vognsild:

Lercke Søren Dal (på Annexgrd.) 1/2

Chr. Nielsen ”

Søren Skovboe (øde)

Jørgen Laustsen (øde)

Niels Madsen 1/2

Mikkel Nielsen 1/1

Søren Andersen (øde og forarmet)

Jens Johansen

Jens Mikkelsen 1/2

Jens Smed (øde og forarmet)

Peder Andersen 1/1

Søren Christensen 1/2

Peder Sørensen 1/2

Kirsten Jensdatter ”

Husmænd uden kvæg:

Jens Johansen

Poul Christensen

Poul Jensen

Peder Sørensen

Peder Laustsen

Huskvinder:

Karen Mortensdatter

Anne Skovboe

Fattige og forarmede, som ikke kunne svare skat:

Inger Børgesdatter

Maren Laustdt.

Ane Christensdt.

Johanne Jensdt.

Peder ….? og hans hustru

Karen Albertsdt. og hendes dt. Kirsten Laustdt.

Og hendes søster: Gertrud Albertsdt.

Anne Nielsdt.

Maren Christensdt. og hendes datter

Ole Olsen og hans hustru.

Bortset fra de enkelte fæstere, der er anført som forarmede, eller hvis gårde blev vurderet som ødegårde, så havde de øvrige mulighed for at dyrke noget af det, der skulle bruges i den daglige husholdning. Helt anderledes stod det til med de 14 personer, der er nævnt under ”Fattige og forarmede, der ikke kunne svare skat”. Her var der bl. a. tale om gamle, syge, enker og måske vanføre, som ikke kunne arbejde og tjene til livets ophold (se senere afsnit). Der var mange, der af nød gik fra dør til dør og tiggede. I folketællinger og kirkebøger møder vi ikke så sjældent betegnelsen ”Omvandrende Betler”.

Fæstere i Gislum

Sogn 1724 Gislum Nyrup Kællingtand

__________________________________________________________________

Rytgård 1

Testrupgård 6 4

Lerkenfeld 2 2 1 boel

Gunderupgård 1

Aalb. Hospital 2

Bjørnsholm 1

Mønichen 2 2

Volstrup 1

Korsøgård 2

I alt var de 27 fæstere i Gislum Sogn sat i hartkorn til 81 tdr. 5 skp. 2 fjk. 1 alb. Ved hovedparten af fæsterne var der tale om gårde, der i størrelse betegnes som halvgårde, hvoraf flere var tvillinggårde. Kællingtand Mølle og 2 andre, betegnes som kvartgårde. Ved opmålingen 1688 var sognets hartkorn sat til 87,2 tdr., og det dyrkede areal til 887,3 tdr. land dyrket jord, hvortil kom overdrevene eller den del, der lå brak. Gislum Præstegård er ikke med i tabellen. Den blev sat i hartkorn til 5.4.1.1. tdr. ²²

Fæstere i Vognsild

Sogn 1724 Svoldrup Vognsild Østrup Aarup Mejlstrup Vestrup Morum

_____________________________________________________________________

Testrupgård 2

Lerkenfeld 7 4 2 1 2 4

Gunderupgård 4 1 1

Aalb. Hospital 1

Bjørnsholm 5

Mønichen 6

Junget 2

Sebberkloster 2 1

Adm. Ritz 1

Selvejer 1

De 51 fæstere i Vognsild Sogn var samlet sat i hartkorn til 162 tdr. I 1688 var det næsten samme hartkorn, nemlig 161,98 tdr. Det dyrkede areal i 1688 var 1389,4 tdr. land agerjord. Hovedparten af gårdene i Vognsild Sogn var halvgårde, hvoraf flere med 2 fæstere. Lerkenfeld var med 29 fæstere den største lodsejer i de 2 sogne. Ved matrikuleringen 1724 var der kun 3 af gårdene i de 2 sogne, der blev betegnet som ødegårde. Der var kun 6 af de såkaldte helgårde, hvoraf den ene tilhørte selvejer Jens Sørensen Thorsgaard i Morum. Som det fremgår af skemaerne, var næsten alle ejerlav i de 2 sogne opdelt mellem flere godsejere. Kun Svoldrup var helt og holdent ejet af Lerkenfeld. De ret varierede ejerforhold bevirkede, at de enkelte fæstebønder i en by sjældent havde samme vilkår. Var ejeren af fæstegården et fjerntliggende gods eller en handelsmand i f.eks. Aalborg eller København, så slap man for hoveri, men måtte til gengæld betale langt større afgifter. Så havde man trods den større afgift alligevel mere tid til at dyrke sine marker. Var bonden derimod underlagt Lerkenfeld, Testrupgård, Hvanstrup, Bjørnsholm eller Gunderupgård, var sagen straks en hel anden. Her var afstanden til herregården overkommelig, og bonden eller dem, han nu sendte, måtte derfor bruge en stor del af tiden til at pleje og passe godsejerens marker ved herregården. ²³

Selvejer I Gislum Sogn var der i begyndelsen af 1700-årene ingen selvejere. Den første var - så vidt det kan spores - en ”Hjorth”, der købte Dalgården i sidste halvdel af 1700-årene. Som tidligere nævnt var Vognsild Sogns eneste selvejer i 1724 Jens Sørensen Thorsgaard, der var ejer af en gård, der i hartkorn var sat til 7.5.2.2½ tdr. Det var samtidig sognets største gård. Ud over Jens Thorsgaard var der i alt kun 5 selvejere i hele Gislum Herred eller Mariager Amt. De øvrige 4 selvejere havde kun mindre gårde og husmandssteder. Det var uhyre svært at blive selvejer. Herremændene ville hellere købe end sælge fæstegårde, fordi de derved forøgede deres indtægter. Men netop ved kongens auktioner, hvor der blev solgt ryttergårde eller krongods, havde den højestbydende en chance. Forpagter Albreth Sørensen på Lerkenfeld købte 3/10-1717 gård nr. 5 i Morum af kronen/kongen. Den var tidligere anført som rytter- eller officersgård. Omkring 1720 solgte han den til Jens Thorsgaard, der lagde den sammen med sit fødehjem, der i hartkorn var sat til 1 tdr. 5 skp. 2 fjk. 1½ alb. Den er i dag kendt som Morumgård, og siden 1844 har den haft matr. nr. 2a. Den bestod af en sammenlægning af Jens Thorsgaards fødehjem og hans kone Anne Henriksdatters hjem, der var sat til 5 tdr. 7 skp. 1 fjk. 2 3/5 alb. For et beløb på godt 5 rdl. erhvervede han relutionsrettighederne (genindløsning af pant) på sidstnævnte gård 13/09-1723 og var derefter ejer af en gård på godt 7 tdr. hartkorn. Jens Sørensen Thorsgård (1670 - 21/05-1730) var antagelig søn af den Søren Christensen Thorsgård, der sammen med Chr. Christensen ved matrikuleringen 1688 var fæster på gård nr. 7. Hans hustru Anne Henriksdatter (1658 - 10/5-1736) var datter af Henrik Jensen og Anne Lauridsdatter (gård nr. 5, den senere matr. nr. 2a). Først var hun gift med faderens medfæster Christen Jensen, med hvem hun fik børnene Maren (1679-1736), der var gift med Chr. Thorsgaard, og Anne (1685-1708).

Efter sit første ægteskab blev Anne Henriksdatter enke omkring 1688-90. Hun blev derefter meget hurtigt gift med Jens Sørensen Thorsgaard, som derfor overtog fæstet på grd. nr. 5. I dette ægteskab var der børnene

1) Henrik Jensen (1691-1764, aldrig kaldet Thorsgaard). Han bosatte sig i Jelstrup, men ejede i en årrække sit hjem i Morum, som han bortfæstede til sin broder, indtil dennes enke, Else Knudsdatter, købte gården.

2) Søren Jensen Thorsgaard (1699-1760), gm. Else Knudsdatter

3) Anne Jensdatter (1701-?), gm. Jens Andersen, Morum.

Når man tager i betragtning, at der fandtes fæstebønder helt op til omkring 1910, så var det relativt tidligt, at Jens Thorsgaard kunne købe sin gård allerede i begyndelsen af 1700-årene. Hvorfra han fik pengene, meldes der ikke noget om. ²⁴

Et typisk fæstebrev

fra Lerkenfeld Historiebøgerne handler for det meste om kongernes og de velbjergedes historie. Ud over krige, der for det meste blev tabt, fortælles der i store træk kun om, hvilke slotte og borge de enkelte konger har opført. Det er altså ikke der, man skal søge oplysninger om befolkningen i Gislum og Vognsild sogne. Derimod kan fæste- og skifteprotokoller på flere måder bringe os noget tættere på bondens dagligdag og livsbetingelser. Ved overtagelse af en gård eller et husmandsted blev der udstedt et fæstebrev. Blev han fæster under Lerkenfeld, var betingelserne i forhold til mange af de øvrige godser i området ret stramme. Fæstebrevet kan måske oplyse om den nye fæsters fødested og evt. familierelationer til den tidligere fæster. Var den tidligere fæster afgået ved døden, havde godsejeren visse forpligtelser med hensyn til at forsørge den efterladte familie. Og hvad var lettere end at tvinge den nye fæster til at gifte sig med enken. En gennemgang af fæstebreve og kirkebøger over en årrække viser utallige eksempler på den slags tvangsægteskaber. Det betød ikke noget, at enken var 15 eller 25 år ældre end den nye fæster. ”God gård med rig enke var ikke at foragte”. Når en udslidt fæstebonde måtte opgive, eller som det benævnes ”oplade gården” på grund af alder eller sygdom, blev det gerne indført i det nye fæstebrev, at han og konen måtte blive på gården, så længe de levede. I mange fæstebreve fremgår det, at fæsteren havde tjent som soldat for godset i en årrække og derfor havde gjort sig fortjent til en gård. Nægtede en tjenestekarl at overtage en dårlig gård - med en gammel enke, så kunne han til gengæld få lov til at springe soldat i både 10 og 15 år. Gårdes og huses tilstand er bedst beskrevet i skiftet efter den tidligere fæster. Her havde godsejeren mulighed for at tage sig rigeligt betalt for såvel mangler i besætning og inventar, som mangler på vedligeholdelse af gårdens bygninger. Var der tale om en gård, der henlå totalt øde, gives der eksempler på, at godsejeren var parat til at give den nye fæster et par års skattefrihed og fritagelse for betaling af indfæstning eller stedsmål ved fæstets indgåelse. En nærlæsning af godsernes protokoller kan på flere måder give ret fyldestgørende oplysninger om fæsterne livsbetingelser. Den efterfølgende tekst var i 1735 næsten en standardskrivelse for en mindre gård. I det viste eksempel var der tale om en såkaldt kvartgård. ²⁵

”Jeg Christian Lerke, til Lerkenfeld og Rugaard, Ridder og Kongelig Mayestæts Generalmajor og deputeret udi Landetatens Generalcommisariat, kiendes herved at have sted og fæstet, så med steder og fæster nærværende (navn), barnefødt i Svingelbjerg, dend halve gård, af den 3/4 gård, som hans fader (navn) til hanem formedels alder og svaghed afståed haver, da han ej deraf kunne svare de fornødne skatter og afgifter, til hans søn (navn), hand sin livstid til brugelighed skal nyde, bruge og beholde på følgende conditioner:

At svare og betale alle Kongelige skatter, contributioner, og påbuder af samme halve gård årlig, og i rette tid at levere:

Skal hand til hver Martini årligt levere skyld af Landgilde efter min Jordebog. 3.

At gjøre sædvanlig ægt og arbejde, når han advares (tilsiges) 4.

Gårdens bygninger at forbedre, og forsvarlig vedligeholdes, og dens jorder og ejendomme tilbørlig at dørke og medhandle, og ej til upligt at bruge, eller at lade bruge. Når hans fader ved døden afgår, tiltræder han den 1/4 gård, som hans far sin livstid nyder, såfremt der afsvares hvis med rette bør, og bliver de således begge ansvarlige til inventarium, besætning, gårdfeld, og restancer tillige med forstrækninger. I det øvrige skal han være fri for indfæstning og ellers ialt at holde sig til hans Kongelige Maystæts Lou og Forordninger efterrettelig under dette fæstes forbrydelse.

Til bekræftelse under min egen hånd og signet.

Lerchenfeld dend 4. maj 1735 C. Lerche

Ligelydende med dette fæstebrev, haver jeg underskrevne (navn), som jeg mig hermed tilforbinder i alle måder, under dette fæstes forbrydelse at efterleve og efterkomme.Til bekræftelse under min egen hånd, med 3-de bogstaver, og til vitterlighed med mig at underskrive, ombedes Søren Jocumsen på Lerchenfeld og Christen Stær i Svingelbjerg.

Datum ut supra (fæsterens ubehjælpelige forbogstaver)

Vidner: Søfren Jocumsen Chr. Nielsen Stær.

Hoveriebetingelserne for en husmand eller håndværker med eller uden jord varierer lidt, men de fik bestemt også lov til at yde deres til herregårdens daglige drift. Var der eksempelvis tale om en smed eller snedker, skulle han med aftens varsel møde næste morgen på herregården og lave de reparationer eller forbedringer, som herremanden ønskede. Ud over dette skulle han som oftest betale et i fæstebrevet fastsat årligt beløb. Herregårdens daglige post til og fra gården var noget af det, som en husmand eller husfæster kunne blive forpligtet til. Desuden var det gerne en husmand, der forestod budtjenesten om hoveri til de øvrige fæstere. Vi kender tilnavnet ”Bøjer”, hvori den umiskendelige jyske dialekt ikke fornægter sig - altså ham der gik med Bud eller ”Bøj”.

Desværre er det næsten kun Lerkenfeld og de enkelte gårde, der var underlagt Aalborg Hospital, der kan spores kontinuerligt op gennem årene, hvorimod afleveringerne af skifte- og fæsteprotokoller fra de øvrige godser er ret begrænset.

Ny skolelov 1739 Et af eftertidens helt store - og meget omdiskuterede - spørgsmål er, hvor mange af vore forfædre, der har kunnet læse og skrive. Med andre ord: hvilken lærdom blev puttet ind i hovederne på skolebørnene i Gislum og Vognsild? Og hvor meget havde de brug for disse kundskaber i resten af deres møjsomme tilværelse, hvor de helt og holdent levede på herremandens præmisser. Undersøgelser viser, at der nok var en del, der godt kunne læse til husbehov, hvorimod det der med at skrive krævede mere øvelse. Her måtte de fleste ty til andre, når der var brug for det. Først og fremmest blev der undervist i kristendom i form af katekismus og salmevers. Så formodede øvrigheden, at almuen derefter var i stand til at leve et nogenlunde hæderligt liv og indrette sig som lovlydige samfundsborgere efter kongens og øvrighedens ønsker.

Det bliver for omfattende at gå i dybden med alle gennem tiderne udgivne love og resolutioner om skoler; her må henvises til allerede trykte værker. Her medtages kun et uddrag af en forordning, som blev udstedt af Christian 6. i 1739, med særligt fokus på tilstandene i Gislum og Vognsild Sogne. Efterfølgende ses forsiden af et referat fra et møde i Gislum Degnehuus, afholdt 27/2-1741. Hensigten med dette møde var at udarbejde en rapport over skoleforholdene i samtlige sogne i Gislum Herred og bringe dem i overensstemmelse med den nye lov. Som nævnt på forsiden var mødet kommet i stand på foranledning af en kongelig resolution af 29/4-1740 (egentlig 23/4-1739).

Mødet i ”Degnehuset” blev afholdt efter befaling af Ditløf Trappaud, der var amtmand over Dronningborg, Silkeborg og Mariager Amter. På amtmandens vegne var mødt herredsfoged Chr. Thestrup. Desuden mødte provsten og samtlige præster og degne i Gislum Herred, samt repræsentanter for proprietærer og kirkeejere.

Formålet med mødet var:

”At fastsætte hvor mange skoler der behøvedes. Og finde frem til hvad løn skolemestre samt degne behøvede for deres umage og information, at nyde med videre”.

Herefter følger en kortfattet gennemgang af tilstandene for skolerne i samtlige 14 sogne i Gislum Herred.

Gislum Skole ”I Gislum Sogn, der findes et Degnehuus ved Gislum Kirke, som eragtes bekvem for bemeldte Sogns ungdom at søge, hvor udi degnen Hans Johansen holder skole”

Vognsild Skole ”I Vognsild Sogn, der udi behøves en Skole at bygges i Vognsild Bye, hvilken bygges af Deres Exellence Hr. generalløjtnant Lerke, som største lodsejer i Sognet, og søger samtlige Sognets Ungdom samme Skole i bemeldte Vognsild Bye”

I nabosognet Farsø skulle der bygges 3 fag til den eksisterende skole, hvilket skulle bekostes af Hvanstrups ejer, Senor Meyling. Denne skole skulle benyttes af børn fra Farsø, Ebdrup, Dammergaarde, Holmgaarde, Fragtrup og Fandrup. På grund af de store afstande påtog han sig også at bygge skole i Støttrup for børnene i Støttrup, Giøttrup, Fredbjerg Holm, Trendhuse og Wandrup. Forholdene i St. Binderup Sogn var besværliggjort af moser, kær og morads, hvorfor en del børn måtte søge skoler i andre sogne. Det blev bestemt, at der skulle bygges et skolehus i St. Binderup by, hvilket skulle bekostes af den største lodsejer, nemlig godset Nørlund.

Med hensyn til aflønning eller de såkaldte ”Degnepenge” forholdt det sig således, at i Gislum skulle degnen/skoleholderen årligt have 6 rdl. samt 1 td. rug og 1 td. byg. Skoleholderen i Vognsild fik sine degnepenge fastsat til 6 rdl. 4 tdr. 4 skp. rug og 4 td. 4 skp. byg. Desuden skulle proprietærerne yde deres del i forhold til størrelsen af deres bøndergods målt i tønder hartkorn. Det blev fastsat til ½ fjerdingkar rug og ½ fjerdingkar byg pr. fæstegård. Præsterne, som sad på forholdsvis gode gårde, skulle også yde deres part. Eksempelvis skulle præsten for Gislum Sogn (og Testrup) betale 1 rdl. 3 mark, og præsten for Vognsild (og Farsø) skulle yde samme beløb. Præsterne kunne oplyse, at der i offer fra husfolk, håndværkere og tjenestefolk og i tavlepenge kunne påregnes 3 mark i Gislum Sogn og 3 rdl. i Vognsild Sogn. Her kommer forskellen i befolkningstallet i de 2 sogne tydeligt frem. For samtlige 14 sogne i Gislum Herred, der samlet var sat i hartkorn til 1252 tønder, var der tale om en afgift på 19 tdr. 4 skp. rug, og 19 tdr. 4 skp. byg. Summen af de kontante bidrag var i alt 74 rdl. Med hensyn til den sidste post havde man den forhåbning, at der med tiden ville blive et overskud fra de penge, der blev ydet fra håndværkere, husfolk og tjenestefolk samt fra tavlepengene. Så ville man bruge dette overskud til indkøb af bøger til fattige folks børn. Det blev desuden vedtaget, at degne og skoleholdere årligt skulle have leveret et læs tørv af hver gårdmand. Med hensyn til deres dyr, så skulle de om sommeren have fri græsning til 10 får og 1 ko. Fremover skulle der årligt holdes et møde for proprietærer, præster og degne i de enkelte sogne for at lave et nøjagtig regnskab for deres skoledistrikter. Mødet sluttede med samtlige deltageres underskrift, i alt 22 personer. Og de selvdøde høns, som degnen normalt kunne påregne i offergave, blev ikke nævnt med et ord. De beslutninger, der blev taget på mødet d. 27. febr. 1741, blev bekræftet eller godkendt af biskop over Viborg Stift Andreas Wøldike. Han havde dog en del kommentarer, der hovedsagelig omhandlede sogne, hvor degneboligen var så dårlig, at den ikke kunne bruges. Der var dels problemer i Ullits, dels i Durup og Grynderup Sogne. For at herremænd og kirke-ejere ikke skulle kunne springe over, hvor gærdet var lavest, lod biskoppen opstille nogle mindstekrav. Som det fremgår af følgende citater, var disse krav gældende, hvor det var nødvendig at bygge en degnebolig op helt fra grunden:

”Hvor nogen mangler Degnebolig af ny at bygge, kan den ikke være mindre end på 8 fag, de fag uberegnet, som for Skoleholderens skyld behøves at vorde tilbygget, ligesom også på andre steder i Stiftet der om er sket ændring. Så forsynes også Degneboligen af kirke ejeren med en skorsten, opbygget af vel tilberedt ler under taget, men Piben, og så vidt den går over taget, bygges af muursten. Ligeledes forsynes også degneboligen med en god bageovn af sådan beskaffenhed, som hos bønderfolk er brugelig.”

”Det stilles i Kirke ejernes samt de øvrige lodsejeres eget valg, hvad heller de vil bygge Degneboligen og Skolehuset med fodstykker eller suler. Ligeledes om de ville bruge fyrre- eller ege tømmer, når ikun til alt udetømmer. I særdeleshed så vel som til spær, remme og lægter - ej tages noget som forhen allerede er forrådnet, ormstukket og fordærvet, men alene det som er godt og stærkt, så det der bestandigere gavn kan have, af den omkostning der gøres. Til hvilken ende da tillige erindres, at der som nogen behager at lade bygge med fodstykker, de da måtte sættes så højt på stene, at den nederste kant der af bliver halv anden quarter eller en halv alen højere end gaden er, og ingen steder lavere."

"Når nogen ny bygning, være sig Degnebolig eller tilbygget skolestue, er opsat, da tages den over et lovligt syn, med uvillige og af Retten der til udnævnte mænd, hvor af videre copie til Stiftet indsendes til bevis, at hans Kongelige Mayestæts allernådigste Vilje er bleven efterlevet, og på det der om behørige (vidne) kan gives til forklarlig relation når det eskes. Når disse poster tillige med denne forretnings øvrige indhold bliver i agt taget, og der næst informationen sker med flid og under behørig tilsyn af vedkommende efter skoleforordningerne og instruktionen, da håber vi at Hans Mayestæts Christelige ønsker, med Guds bistand, i muligste måder skal kunne opnås i dette herred. Gud lægger dertil sin velsignelse, og lader indretningen lykkes til sin ære og menighedens opbyggelse i den Saliggørende kundskab med Jesum Christum

Viborg den 27. november 1741.

Gyldencrone Andreas Wøldike"

( laksegl )

Brevet fra biskoppen taler for sig selv, men diverse herremænd og kirkeejere blev gjort opmærksom på, at de ikke bare kunne bygge en skole og den tilhørende degnebolig, som de nu syntes. I et brev til Ditlev Trappaud, amtmand for Dronningborg, Silkeborg og Mariager Amter bekræfter Andreas Wøldike, at man nu vil følge op med de påkrævede årlige inspektionsbesøg på samtlige stiftets skoler. Dette kontrolbesøg skulle foretages af herredsfogden, provsten og præsten. De skulle kontrollere, at såvel skoler, degnehuse som det nødvendige inventar var fremskaffet. Biskoppen udtrykker i brevet, at nu må hovedparten af de nødvendige om- og nybygninger af skoler være tilendebragt. Resultatet skulle følges op med en rapport med kopi til Det Kongelige Danske Cancelie. Brevet er dateret Viborg 25/2-1745. For at undersøge, hvordan det var gået i Gislum Herred, var Degnehuset i Gislum igen ramme om et præste- og degnemøde 9/4-1745. Her var mødt de sædvanlige, nemlig herredsfoged Chr. Testrup og repræsentanter for godsejerne, samt de 14 sognes præster og degne. Præsten for Farsø og Vognsild Sogne, Jerimias Sander, kunne for Vognsilds vedkommende meddele:

”Udi Vognsild Sogn er anlagt en Skole i Vognsild Bye, udi samme Skole holder en person ved navn Ole Pedersen skole. Vognsild Sogn er vel forsynet med denne ene Skole, som er anlagt paa det bequemmeste sted i Sognet. Til bemeldte Skole er henlagt alle Byer og Steder i Vognsild Sogn. Skolehuset som er i Vognsild Bye, er af nyt opbygt, og bestaar af 10 fag forsvarlig bygning. Skolestuen er forsynet med 3 borde og tilhørende Bænke, og en Gryder-kakkelovn, og er ellers intet andet inventarium til samme Skolehuus”

Gislum haltede efter I Vognsild var man således godt på vej til at opfylde lovens krav, men med Gislum Skole gik det knap så godt. Her er følgende anført:

”Provsten Hr. Michel Wittrup i Gislum var ikke til Stede, men Degnen leverede hans skriftlige af indhold, at det med Skolehold i Gislum Sogn har sin rigtighed ved Degnen, men han beklager sig at der er ikke Rum i den ene Stue til Sognets Ungdom, og derfor lever i det Håb, at få en aparte (særskilt) Skolestue indrettet, og største Lodsejer måtte ved denne angivelse erindre, at udi Degnehuset, hvor der holdes skole, er fornødent inventarium med Borde og Bænke, som største Lodsejer har bekostet og hidindtil har været tilstrækkelig for Ungdommen, da begge sognes Ungdom var useparerede, alt så er det rimeligt, at Gislum Sogns ungdom alene der kan rummes og nyder Degnen for skolehold efter Forordningen”

Her var altså ikke foretaget noget som helst af ”Største Lodsejer” for at få opfyldt de efter loven af 1739 opstillede betingelser for skolen i Gislum. Degnen måtte stadig som teksten angiver, benytte sin private stue til undervisning. Når der senere i teksten benyttes vendingen ”begge sognes ungdom”, så var der frem til 1813 tale om Testrup Sogn, som det andet sogn præsten og degnen betjente. ²⁶

Vognsild Skole 1771 I indberetningen om præste - og degnekaldenes økonomiske forhold 22/10 1771, er følgende citat taget fra et notat i kirkebogen for Vognsild Sogn:

”Vognsild Sogn har et skolehold. Skolehuuset i Vognsild Bye der er bygt fra Lerkenfeld, formodentlig med fælles Lodsejer bekostning, holdes på samme måde som Farsøe Sogns Skolehuus. Skoleholderens navn er Ove Lund, har tjent i 23 år, er ikke Studius, indkomst 5 skl. pr. tønde hartkorn over hele Sognet ved … lysepenge ?? af Vognsild kirke, som modtages på Lerkenfeld, der i alt skal udgøre 1 rdl. 4 skl. Hvortil føjes forne løn tørv til Skolehold af Bønderne. Af hvem denne indretning er gjort, vides ikke.”

Denne indberetning er underskrevet af præsten Knud Bjerrum 22/10-1771 på Torupgård. Skoleholder Ove Lund døde kort efter i en alder af 56 år. Han blev begravet 19/1-1772. Ove Lund havde en datter Ane Cathrine. ²⁷

Sognedeling Frem til 1813 havde Gislum Sogn præst sammen med Testrup, og Vognsild Sogn var sammen med Farsø. En af de ældste kirkebøger er ført med Farsø i venstre side og Vognsild Sogn i højre side. Der var præstegård i henholdsvis Gislum og Farsø, eller for at være mere præcis: Tor(r)upgård vest for Farsø var præstegård i en lang årrække. Efter 1814 blev Gislum og Vognsild Sogne samlet til et kald, og Testrup delte præst med Simested, der havde sin præstegård i Eveldrup. Ud over præstegårdene var der anneksgårde både i Vognsild og Svoldrup, hvorfra afkastet gik til kirken. Gudstjenesten eller kirkegangen hver søndag var noget helt obligatorisk. I de danske love og forordninger blev det atter og atter præciseret, at øvrigheden eller husbonden skulle sørge for, at befolkningen gik i kirke hver søndag. Med andre ord ønskede man fortsat at efterleve Christian 4.'s valgsprog, ”Fromhed styrker Rigerne”. ²⁸Alt arbejde under prædiken og om søndagen var simpelthen forbudt, og kun det mest uomgængeligt nødvendige måtte forrettes. Fra begyndelsen af 1700-årene er hovedparten af kirkebøgerne bevaret, og heri fremgår det jævnligt af præsternes små bemærkninger, når enkelte kirkegængere var udeblevet fra altergangen eller gudstjenesten. Et var, at befolkningen skulle søge kirken for gudstjenestens skyld, men noget helt andet var, at præsten fra prædikestolen skulle videregive oplysninger af almen vigtighed. Det kunne være et varsel om at få betalt skatterne, men også informationer om nye dyrkningsmetoder og nye afgrøder. I denne forbindelse bør det vel nævnes, at kartofler er en relativ ny ting i Danmark, hvor man tidligere spiste uanede mængder af kål. Her hentydes til, at ved opmålinger blev havejord altid betegnet som ”kålhave”. Prædikestolen kunne også bruges til at revse personer, som på en eller anden måde havde generet andre. Knud Bjerrum var præst i Farsø og Vognsild Sogne 1765-1805. Han var, som tiden krævede, både præst og landmand - og af og til temmelig egoistisk. Da nogle løsgående hunde engang havde dræbt et par af præstens får, blev han meget fortørnet og beklagede sig i kraftige vendinger fra prædikestolen. Et var, at hundene havde dræbt et par får, men at de netop havde valgt at æde præstens får, kunne Knud Bjerrum slet ikke bære. Efter gudstjenesten var menigheden stærkt uenige, og flere mente, at han i sit raseri helt havde glemt at holde prædiken.

Præstens indtægter For at få brød på bordet skulle præsten helst være lige så meget landmand, som han var sjælesørger. Indtægterne fra selve kaldet varierede meget fra sogn til sogn, og præsterne kunne i hvert fald ikke leve af dem alene. En opgørelse i kirkebogen af præsten Knud Bjerrum 22/10-1771 på Torupgård viser befolkningsgrundlaget for præstens indtægter i Farsø og Vognsild Sogne for året 1771. Det er opstillet i følgende tabel.

Vognsild Farsø

Decimanter (tiendeydere) 46 67

Communicanter (altergængere) 218 285

Husmænd 25 30

Sognets hartkorn 162 tdr. 217 tdr.

Hvanstrup 16 ”

Torup Præstegård 13 ”

Personer (over 12 år) 234 310

Var der misvækst, blev tiendet mindre, og en dårlig høst bevirkede, at bønderne ikke var i stand til at yde noget større høst-, sankthans-, eller påskeoffer. ²⁹

Folketællinger

1787 og 1801 Blandt de ekstra byrder, som præsten blev pålagt, var bl.a. også at lave indberetninger om folketallene. Det var kun meget få steder i Vesthimmerland, hvor jordens beskaffenhed kunne brødføde en større samling beboelser. Ejerlavet Vognsild by var et af de største i Gislum Herred. Her var der 18 gårde med et samlet hartkorn på 62,48 tønder, og Morum fulgte efter med 7 gårde. I Nyrup var der 13 gårde, og i Gislum by var der kun 12 gårde. Ser vi på nabosognene i Vesthimmerland, finder vi den største koncentration i Gedsted by med 22 gårde. Folketællingen 1/7-1787 er ordnet efter ejerlav i begge sogne. Der havde tidligere været folketællinger, nemlig i 1769, men de har ikke nogen større værdi, da beboernes navne og køn ikke er opført. Samme arkivalier skulle efter sigende være brugt til at lave krudtladninger til kanonerne i krigene 1848 og 1864. Fra 1787 burde samtlige personer med alder og familiær stilling være opgivet. Det gælder også tjenestefolk og ældre, der var på aftægt. Der er dog en vis usikkerhed i alle folketællinger. Noget tyder på, at mange af dem er rent skrivebordsarbejde, hvor præsten ikke har gjort sig den ulejlighed at kontakte familien. I adskillige tællinger mangler der hele familier eller ældre familiemedlemmer, hvilket med al tydelighed afsløres af de senere begravelseslister. I den følgende tabel er betegnelsen husmænd knap nok dækkende, idet ikke alle havde et egentlig husmandsbrug med jord. I et fæstehus uden jord kunne der godt være 2-3 arbejderfamilier eller husstande. De såkaldte inderster var folk, der sad til leje, og i øvrigt tit nogle, der modtog almisser. Det skal nævnes, at i den originale rubrik for hjemmeboende børn indgår også voksne børn, der fungerede som arbejdskraft i den daglige drift eller gik på dagleje hos andre. Så at sige alle beskæftigede sig med landbrug, altså også de få håndværkere, der er nævnt. Et håndværk var ikke uden betydning for samfundet, men de færreste kunne leve af det alene, og næsten alle var samtidig en slags husmænd. Her er igen et område, hvor præsten under optegnelserne har taget let på, om en husmand havde et bierhverv. For Gislum Sogns vedkommende anføres der ved tællingen 1787 slet ingen håndværkere, og ud over de personer, der beskæftigede sig med landbrug, nævnes der 3 nationalsoldater, en i Gislum, en i Nyrup og en i Kællingtand, hvor de var tjenestekarle. Hvorfor smeden i Nyrup ikke er medtaget vides ikke, men han fungerede i bedste velgående, og der havde boet en smed i Nyrup lige så langt tilbage, som kirkebøgerne rækker.

		1787			1801
	Gårde	Husmænd	Personer	Gårde	Husmænd	Personer
Gislum	13	5	93	12	10	99
Nyrup	10	6	67	10	9	75
Kællingtand	3		20	3	2	24
Vognsild	13	22	136	14	23	155
Svoldrup	6	4	48	6	6	57
Morum	8	6	64	7	6	78
Aarup	2		16	2		19
Vestrup	3	1	21	3	1	22
Meilstrup	1		8	1		7
Østrup	4	4	39	4	4	32

I tællingen 1801 er præsten måske lidt mere konsekvent, for da husker han smeden i Nyrup (Anders Jensen), som også var husmand med jord. Desuden en hestehandler (Chr. Møller), der var gårdmand og ungkarl, samt en årelader (Niels Sørensen), der gik rundt og ”årlod”, som det angives under erhverv. Desuden opgives en af tjenestekarlene som værende landsrytter. I Vognsild Sogn ved tællingen i 1787 nævnes i Vognsild by en smed (Laurs Christensen), en snedker (Søren Næsborg), en skrædder (Chr. Sørensen), og en, der lever af at binde eller strikke (Chr. Nielsen). I Svoldrup var der en kvinde, der levede af at spinde. I hele sognet var der 6 nationalsoldater, som fungerede som tjenestekarle hos gårdmændene.

Ved tællingen i 1801 var der i Vognsild by en smed (Poul Madsen), der sad til leje hos gårdfæster Søren Nielsen, en glarmester, som også var husmand (Peder Laursen), en skrædder og husmand (Andreas Laursen) og en snedker (Søren Nielsen). I Morum var der en sadelmager (Peder Andersen) og en skrædder (Mads Knudsen). I Svoldrup boede en væver (Peder Pedersen). Af tjenestekarlene benævnes 6 som nationalsoldater, altså samme antal soldater som i folketællingen i 1787. Ifølge andre kilder var der også op gennem 1700-årene en smed i Østrup, men også her tyder det på, at præsten måske har haft lidt for travlt. ³⁰

Fattigforsorg Der er himmelvid forskel på nutidens bistandsklienter og datidens fattiglemmer. Hvis vi kan tale om nogen form for organiseret fattigforsorg, så var det kun noget, der var ret begrænset og vidt forskelligt fra sogn til sogn. Havde nogen af de velbjergede begået et eller andet lovstridigt, måtte de som straf bøde et eller andet beløb til de fattige. Af og til var der vel lidt af det, som menigheden puttede i kirkebøssen, der kom staklerne til gode, men i et så godt som pengeløst samfund, hvor korn var det vigtigste betalingsmiddel, var der ikke meget i overskud til at ofre i kirkebøssen. I de ældste kirkebøger ser vi jævnligt noget lignende som ”I dag kastede jeg jord på Gamle Cathrine, ungefar 70 Aar - begravet i de fattiges jord”. Og det var så det liv. Vi kender ikke forholdene på Gislum og Vognsild kirkegårde i 1700-årene, men den slags begravelser foregik næsten altid i det fjerneste og mest vindblæste hjørne af kirkegården. Her var der jo kun tale om personer, som havde været andre til byrde i hele deres kummerlige tilværelse. Det var ikke grave, der blev værnet meget om, og kom der endelig blomster på graven, var det nok kun en gavmildhed fra naturens side i form af et par vildtvoksende mælkebøtter. Fattigdom var svær at arbejde sig ud af, især hvis man samtidig var født med eller havde pådraget sig en eller anden skade. Var man født i fattigdom, stod det næsten ikke til at ændre. Nogen tog sig virkelig godt af syge og krøblinger, og var de helt overladt til sig selv og hjælpeløse, er der mange eksempler på omgangsforsørgelse. Det vil sige, at de gik på omgang mellem de mere velbjergede gårdmænd. Andre gik rundt og tiggede lidt mad og fik vel også lidt aflagt tøj, som ingen andre ville bruge. Hvordan fik man så fremskaffet lidt penge til at hjælpe dem, der var værst stillet, således at de ikke døde af sult? Ud over kirkebøssen, som stadig hænger ved døren i adskillige kirker, var der flere muligheder. Nogen gav frivilligt et mindre beløb ved deres vielse, andre hvis de havde gjort en god handel. Retsprotokoller viser, at folk, der havde begået en forseelse, jævnligt blev idømt en bod til de fattige. Enkelte herremænd, præster, møllere eller andre velhavende personer oprettede legater, hvoraf renterne blev uddelt til trængende. I Farsø Sogn blev der eksempelvis oprettet et legat af godsejeren på Hvanstrup, Hans W. Kaalund, der stod som ejer 1768-77. Det fungerede i mange år. Desuden var der i Farsø Sogn et par mindre legater. Et blev oprettet af en Thagaard, og et af degnen Rosendahl. Det sidstnævnte blev i en mindre årrække også uddelt til fattige i Vognsild Sogn. Her havde man et legat, der var oprettet af Christen Nielsen (Kræmmer). Der er ikke efterladt det helt store regnskab over uddelingen af fattighjælpen, og der var bestemt ikke mange, der kom i betragtning. Det efterfølgende, som omhandler uddelingen af mindre beløb til fattige og syge, er desværre ikke ført efter nogen bestemt plan. Det er, som om det er skrevet, når præsten Knud Bjerrum huskede det eller havde tid. Vi kan bestemt ikke sige om ham, at han ødslede med penge til papir. Han har nemlig brugt det bagerste i den kirkebog, der blev ugyldig, da der efter 1813 skulle bruges kolonnebøger. Ser vi lidt på en af indtægterne, nemlig en slags bødekasse, oplyses følgende om de indbetalte beløb.

Almisser Ved Biskop Tetens visitats i Farsø Kirke den 14. Juli 1791, ere erlagte Bøder for uorden i Menighederne betalt.

1791. Søren Michelsen i Dammergaarde, for skældsord imod sin Nabo, 1 mark og 8 skilling. Er blevet uddelt til følgende fattige: Maren Rønbjerg i Fandrup. Mads Forpagters Enke, og Furboe Bodil i Gjøttrup.

1792. Niels Ottesens sønners bøde i Østrup. De udtog paa en voldsom maade en Stud af Christen Esbensens gaard, derfor bøde 2 rdl. De blev uddelt efter Raadføring med Medhjælperen saaledes: Næsborg Degnens Enke 1 rdl. Karen Degns 2 mk. Søren Pedersens Kirsten (i Vognsild) 2 mk. og Bente i Svoldrup fik 2 mk.

Christen Vognsen i Morum slog sin Nabo Jens Esbersen, derfor bøder han 2 rdl. Ved Medhjælperen uddeltes den ene rdl. Til Hans Jacobsen i Østrup og den anden til Jens Christensen i Østrup.

1793.

Her har præsten indført en lang historie om Christen Sørensen i Fandrup, hvor konen Maren Christensdatter var gået, og præsten forsøgte at få dem til at indgå forlig.

1794 d. 11 juli. Blev 1 rdl. Sendt fra Lerkenfeld til fattige i Vognsild Sogn, fordi Vognsild mænd havde drevet deres Faar ind paa Lerkenfelds mark, fordelt saaledes: Søren Pedersens Kirsten 2 mk. Karen Degns 1 mk. Gamle Bente i Svoldrup 1 mk. Hans Jacobsen i Østrup 1 mk. Niels Tysk 1 mk.

Her er indført en lang sag, hvor Chr. Poulsen i Farsø i perioden 1774-84 havde solgt brændevin i sit hus. Bøden blev fordelt i begge sogne. Den sengeliggende Chr. Grynderup i Vognsild fik 4 mk. Og de øvrige 4 personer, der fik en almisse var fra Farsø Sogn.

1788: Søren Nielsen i Dammergaarde - tilstaar at han med klammeri haver forarget Menigheden og Sognepræsten Hr. Bierum ..osv været i klammeri i Nibe, og med Jens Holmgaard… følte sig uværdig til at komme til Herrens Bord ..og bøder 2 rdl. 1790 d. 30 juli.

Vedr. Jens Christensen Brohus, der havde været bortrømt i 11 maaneder i Holsten…

Præsten søgte råd hos Biskoppen, om Jens igen måtte søge Herrens ord i Farsø - med skudsmål fra Holsten. Han fik lov til at begynde altergang den 1. august.

1799 d. 3. november, blev uddelt 4 mark og 8 skilling, som Christen Torsgaards kone i Svoldrup bødte for at have slaaet Eriks Enke samme sted til 3 Sogne Almisselemmer

1799 d. 17. november, blev uddelt til Almisselemmer: Søren Pedersens datter i Vognsild og Bente i Svoldrup som Christen Jensen i Vognsild bødte, for at tage Præstens fire..? (nyt afsnit om legater og resten mangler).

Ved udbetaling af legatrenterne fra Rosendahls og Kaalunds legater blev der desværre ikke hvert år sat navne på de 4 personer, som modtog et par mark. Men i 1787 var det Anne Farsø i Støttrup, Mette Forpagters og Sy-Konen i Gøttrup, samt Nørhede Maren i Farsø. I 1791 blev der også et par mark til ”Næsborg Degneenken” i Vognsild. ³¹

Christen Kræmmers

Legat i Vognsild Hvornår dette legat blev oprettet, ligger ikke helt fast, og det er nok tvivlsomt, om vi i dag kan finde en fundats. Men fra 1792 til ca. 1813 har sognepræsten administreret og ført en slags regnskab med udbetaling af de årlige renter. Der var bestemt ikke tale om store beløb, for renten beløb sig kun til 1 rigsdaler 5 mark 4 skilling. Antagelig var hovedstolen på 45-50 rdl. I præsten Knud Bjerrums sporadiske notater nævner han 1791 Christen Kræmmers Legat i Vognsild. Heraf fik Jens Bystrup 1 rdl., Søren Pedersens Kirsten, Karen Degns og Christen Grynderups børn fik hver 4 mark og 8 skilling, og Næsborg Degneenken fik 12 skilling, alle af Vognsild. Disse uddelinger fortsatte frem til 1813. ³² Herefter har præsten lavet et notat om en ny forordning dateret 24/6-1791 vedr. uddeling af almisserne. I Vognsild Sogn blev det overdraget til Peder Jacobsen, Vognsild, Christen Selvejer (Sørensen), Morum, Niels Jepsen, Østrup og Peder Hougaard, Svoldrup. I samme forbindelse oplyser han, at selvejer Christen Sørensen i Morum var sognefoged i Vognsild Sogn. Sognefogden fik 19/5-1793 udleveret de nye forordninger om brandforsikring, der var dateret Christiansborg 27/3-1793. Senere en bemærkning om, at besked om udskrivning af nye skatter nu var overleveret til sognefogderne i Vognsild og Farsø. Præsten notater viser, at han var mellemled til sognene, når der fremkom nye love og resolutioner fra regeringsmagten. ³⁴

Stistrups bibler Fra 1775 førte præsten Knud Bjerrum en nøje fortegnelse over uddelingen af Stistrups Bibellegat. Hvorledes fundatsen ser ud vides ikke, men det var måske de mest ugudelige, for det var bestemt ikke altid de fattige der fik biblerne. Tilfældigvis - eller måske ikke helt uden grund - var det en af mine forfædre, der fik udleveret det første eksemplar. Det foregik meget højtideligt 1/1-1775 i Torup Præstegaard under overværelse af præsten Knud Bjerrum, degnen Christen Forsum og kirkeværge P. Mortensen. Citeret ordret:

”Denne Bibel er ifølge Fundatsen af Hr. Laurids Stistrup, af Præsten i Torup, i overværelse af Degnen og Medhjælperne foræret gaardmand Mads Rønbjerg i Farsøe - med formaninger, hverken at sælge samme, eller afhænde den, men fremvise den naar det forlanges”

Knud Bjerum Præst, Christen Forsum, degn, P. Mortensen, medhjælper, Jens Pedersen, medhjælper.

Samme dag blev der leveret en bibel til gårdmand Jacob Pedersen i Vognsild. Den var underskrevet af medhjælperne N. Kirkegaard og N. Aarup. Herefter skriver præsten, at bibel nr. 3. blev udleveret ved samlingen i Vognsild 19/9-1776 til Bertil Pedersen i Fredbjerg, med samme påtegning på første side, som angivet ovenfor. De næste bibler blev den 2/11 samme år udleveret til gårdmand Chr. Helming i Vognsild og Christen Krag i Fandrup. Ved provstens besøg - de såkaldte visitatser - påpegede han hver gang, at der skulle tages vare på de udleverede bibler, og hver enkelt måtte passe godt på det til ham udleverede eksemplar. For året 1790 har provst Søren Bregnholm i forbindelse med sit besøg noteret følgende: ³⁴

”1790 d. 21. November befandt paa min Visitatz i Vognsild Kirke, at Ungdommen vedligeholdte fremgang i Kundskaben til min glæde og fornøjelse i Herren begge fremdeles sin Velsignelse til arbejdet. Af Stistrups Bibler blev Peder Hovgaards i Svoldrup, Jacob Pedersens i Vognsild, Poul Madsens i Morum, Peder Nielsens i Aarup og Niels Grynderups i Vognsild fremvist. Af de smaa bøger Peder Nielsens i Aarup. Søren Bregnholm

Her var alt med andre ord i den skønneste orden, men om biblerne også blev brugt, melder historien ikke noget om. Legatet var oprettet af Laurids Christensen Stistrup og hans kone Christine Marie Sønderborg, som havde tjent en formue ved at drive købmandsvirksomhed i Hobro. Kort fortalt overlevede de deres 4 børn og oprettede et legat. Det bestod af en hovedstol på 7000 rdl. samt et hus i Rådhusstræde i København. Der findes en længere fundats med en kongelig konfirmation dateret 17/1-1749. I hovedtrækkene skulle renterne gå til uddeling af bibler til almuen i Danmark, Norge og den dansktalende del af Slesvig. Hofmans fundationer giver et godt indblik i legatets størrelse og betydning. Heri i nævnes ”..at i året 1755 skænkede han alene til den fattige Islandske almue 600 bibler og 1700 bind af det nye testamente, trykt på landets sprog, og vel indbundet.” Efter hustruens død flyttede Laurids Stistrup til København, hvor han døde 14/7-1766. Legatet fungerede i øvrigt langt op i 1900-årene. Laurids Stistrup havde dybe rødder i Vesthimmerland og var født i Ullits i nov. 1692. Han var søn af præst og provst i Ullits, Chr. Christensen Stistrup, og dennes anden hustru, Else Lauridsdatter Bie. I dette ægteskab var der 5 børn. I sit første ægteskab var Chr. Stistrup gift med Apollonie Eskesdatter - forgængerens enke, der døde 18/9-1689. I dette ægteskab var der ingen børn, men hun havde 2 børn med ind i ægteskabet fra sit første ægteskab. Chr. Stistrup, eller som han gerne blev benævnt ”magister Stistrup”, var en stridbar herre, og han førte utallige retssager. Han anklagede også sin egen kone for utroskab. En af de personer, som han førte mange processer imod, var den største lodsejer i Gislum og Vognsild Sogne, nemlig godsejer Peder Lerche på Lerkenfeld. Men det gik dog knap så galt for Chr. Stistrup, som det var gået en af hans forgængere i embedet, nemlig præsten Mads Iversen. Han anklagede herremanden Jørgen Lykke for at have nedrevet Svingelbjerg Kirke og brugt stenene til at opbygge Bonderup (senere Lerkenfeld). Samme Hr. Mads blev 1570 på Jørgen Lykkes foranledning halshugget på Foulum hede. På de ældste fløje af Lerkenfelds gamle hovedbygning findes sten i form af nogle indmurede buer, som med al tydelighed tidligere har været brugt i en kirke. Så der var nok alligevel hold i præstens beskyldninger. Ved en af de mange retssager mod herremanden var Chr. Stistrup syg og sengeliggende, men han lod sin seng transportere til herredstinget i Østerbølle og førte ikke mindre end 100 personer som vidner i den pågældende sag. Det endte da også med, at den stridbare og noget koleriske præst i 1705 måtte gå af som herredsprovst, fordi hans præstekollegaer havde klaget over hans til tider mærkelige adfærd. Men han fortsatte som præst i Ullits-Foulum til sin død 28/1-1712. Samme Chr. Stistrup havde, i.h.t. notater i præsten Laurids Axelsens dagbog, en ypperlig hukommelse og et stort kendskab til såvel jura som dansk historie. Desuden var han en stor poet, især satiriske vers var hans helt store speciale. Som tidligere nævnt havde han aldrig været i kridthuset hos herremanden på Lerkenfeld, og det modsatte var heller ikke tilfældet. Da Peder Lerche døde i 1699, fik han følgende vers med på vejen - hvor den så end gik hen ? (omskrevet til nudansk)

In memoriam Peder Lerche

Den største snavs I Verden var

Han lægges nu i kiste

Ej større gnier Jorden bar

som Gud og hver mand vidste

Han gjorde aldrig noget godt

Den u-omskårne jøde

Thi har han nu den evig spot

Så Gud ske lov han døde

Vi skriver derfor på hans grav

Her hviler Lerches bene

Men hvor hans arme sjæl blev af

Er Gud bevidst alene

Stat vandringsmand, om nogen her

Til dette skal komme

Hvor fordum tid udgivet er

Vel mange provstedomme

Men nu et prægtigt hvilested

At skjule disse bene

Som ravnene med billighed

Tilhøre bør alene

Thi denne levede som et bæst

Og som et bæst han døde

En landeplage. Enkers pest

Et snavs, et drog, en jøde

Men vandringsmand kan du ej her

Af disse dyder mærke

Vor dødes navn, da vid det er

Landsdommer Peder Lerche

Som man hører fra prædikestolen ”så skal du elske din næste”, men efter Chr. Stistrups opfattelse, så var Peder Lerche bestemt ikke en, som han anså for at være sin næste. Han havde sine meningers mod, den kære Chr. Stistrup, og når han ikke var særlig begejstret for godsejerne på Lerkenfeld, så var det nok ikke helt uden grund. Netop Lerkenfelds ejere har gennem tiderne været nogle af de værste bondeplagere i landsdelen, hvilket kan påvises ved utallige lejligheder. Selv da Lerkenfeld i midten af 1800-årene begyndte at afhænde fæstegårde, var deres krav på kanten af, hvad man kunne tillade sig. I smædeskrifterne går samme Chr. Stistrup ikke af vejen for at flette et par racistiske bemærkninger ind. Det skinner det lidt igennem, at hans begejstring for jøder tilsyneladende ikke har været overvældende. ³⁵

Nye love

og reformer I sidste halvdel af 1700-årene blev det klart for regeringen, at det danske landbrug slet ikke kunne følge med tiden, og at det på ingen måder var rentabelt. Der blev nedsat udvalg, og her kan nævnes nogen af de fremsynede mænd, der var gået i spidsen for at afhjælpe manglerne og fremkomme med forslag til fyldestgørende ændringer. Det var J.G. Moltke, A.P. Bernstorf, J.E.Colbjørnsen og C.D. Reventlow. Den mest betydningsfulde lov var loven om udskiftning af landbrugsjorden, men et andet led i bondefrigørelsen var ophævelsen af Stavnsbåndet. Det var indført 1733 og blev ophævet 1788. Den formelle begrundelse for indførelsen var, at godsejerne skulle sørge for folk til landmilitsen, men det blev faktisk mere anvendt til at holde på folk, således at der var fæstere nok til deres gårde. Oprindelig gjaldt stavnsbåndet fra det 14. til det 36. år, men det blev senere udvidet til at gælde fra det 4. til det 40. år. Det forsvandt egentlig først omkring år 1800, men fra 1792 blev det afløst af lægdsrullerne, som skulle holde styr på de unge mænd, der var egnet til militærtjeneste. ³⁶

Hartkorn og hoveri Øvrighedens hensigt med hartkornsspecifikationerne og med hoveriregulativet var at skabe nogenlunde ens forhold for fæstebønder i hele landet. På landsplan varierede udnyttelsen af bøndernes arbejdskraft i form af hoveri en hel del. Nogen havde helt umenneskelige forhold og fik kun lidt tid til overs til at passe deres fæstegård. Fra regeringens side blev der gjort ihærdige forsøg på at lave tilnærmelsesvis ens forhold for hele landet, og i 1770 og 1773 blev det pålagt de enkelte godsejere at udarbejde en oversigt over deres hoveriform og indsende den til Rentekammeret. Her havde man så mulighed for at sammenligne indberetningerne og lave bedre vilkår for de bønder, der havde de dårligste forhold.

Hartkorns-

specifikationen I 1770 viser hartkornsspecifikationen hvilke fæstere Lerkenfeld havde i de 2 sogne: ³⁷

Gislum Tdr. Skp. Fjk. Alb.

Søren Christensen 2 3 1 1½

Knud Sørensen 2 3 1 1½

Chr. Jensen 3 5 0 2

Niels Henriksen 2 6 0 2

Anders Jepsen (husmand)

Morum

Jens Pedersen 3 2 3 2½

Chr. Sørensen 4 7 2 2½

Jens Sørensen 3 1 0 2

Vogn Christensen 4 5 3 2

Chr. Danmand (husmand)

Jens Svoldrup (husmand)

Jens Knudsen (husmand)

Tærkilds Enke (husmand)

Vestrup

Niels Bjørn 3 5 0 1

Niels Knudsen 3 4 0 2

+ 1 hus

Vognsild

Mads Sørensen 3 7 0 0

Chr. Christensen 3 7 0 2

Mikkel Nielsen 3 7 3 2

Peder Madsen (husmand)

Anders Jacobsen (husmand)

Niels Jensen (husmand)

Chr. Holm (husmand)

Gravers Christensen (husmand)

Mejlstrup

Chr. Hansen 7 3 2 0

Aarup

Niels Christensen 6 1 0 1

Thomas Andersen 5 0 0 2

Østrup

Niels Ottesen (Christensen) 3 4 3 2½

Jens Christensen 3 4 3 2½

Jep Nielsen 3 4 3 2½

Niels Jepsen 3 4 3 2½

Hoveriet Efter familien Kjeldsens overtagelse af Lerkenfeld blev der lavet en ny hoverioversigt, der blev tinglyst på Lerkenfelds eget birketing 23/10-1794. Følgende oversigt viser, hvor stort hoveriet var af gårdene i Vognsild Sogn. ³⁸

Svoldrup Pløjedage Spanddage Gangdage

Niels Vestergaard 6 34½ 111¾

Niels Madsen 6 34½ 111¾

Søren (Christensen) 6 34½ 111¾

Niels Mikkelsen 6 34½ 111¾

Niels Mejlstrup 6 34½ 111¾

Peder Hougaard 6 34½ 111¾

Morum

Poul Madsen 4 23 74½

Søren Back 4 23 74½

Jens Christensen 4 23 74½

Chr. Vognsen 4 23 74½

Østrup

Niels Ottesen 6 34½ 111¾

Jens Christensen 6 34½ 111¾

Chr. Christensen 6 34½ 111¾

Niels Jepsen 6 34½ 111¾

Vestrup

Knud Nielsen 4 23 74½

Laust Andersen 4 23 74½

Aarup

Peder Nielsen 8 46 149

Niels Nielsen 8 46 149

Mejlstrup

Chr. Willumsen 6 28½ 35

Af de nævnte tal fremgår det med al tydelighed, at flere af fæstere skulle have et ret så stort folkehold for at kunne efterkomme hoveriet. Når det gjaldt dyrkning af fæstegårdens marker, kunne bønderne ikke lægge de helt store langsigtede planer. De måtte altid være forberedt på, at påbud til hoveri kunne komme ”med aftens varsel” - altså dagen før de skulle møde.

I 1802 var de samlede hartkorn på Lerkenfelds fæstegårde i de 2 sogne som følger:

Tdr. Skp. Fjk. Alb.

Gislum By 11 2 0 1

Nyrup By 2 3 2 ½

Kællingtand Mølle 1 5 0 2

Vognsild By 22 6 0 2½

Svoldrup By 23 4 0 1

Aarup 11 1 1 0

Vestrup 7 1 1 0

Mejlstrup 7 3 2 0

Morum 16 1 3 0

Østrup 14 3 3 1

Af andre lodsejere kan nævnes Korsøgaard, der ejede de 2 store gårde i Kællingtand på hver 5.2.2.0 tdr. hartkorn. Gunderupgaard havde en gård i Morum på 3.1.2.1 tdr. hartkorn og en i Vestrup på 3.2.3.2 tdr. Endelig havde Hvanstrup en gård i Vognsild på 3.4.0.0 tdr. hartkorn. ³⁹

Udskiftningen Lovgivningsarbejde vedr. udskiftningen af den danske landbrugsjord var allerede påbegyndt i 1769. Da blev der vedtaget en lov, der gjorde det muligt at foretage en udskiftning - såfremt lodsejere og fæstere indbyrdes kunne blive enige, men det kunne de sjældent. En af hindringerne for rentabelt landbrug var en bestemmelse i Danske Lov af 1683, der forbød en bonde at indhegne nogen ager, eng eller jordbund uden hans husbonds minde og alle lodsejernes samtykke. Det skyldtes hensynet til jordfællesskabet eller fællesdriften, og det betød, at en gårdmand i f.eks. Gislum havde sine jordstrimler fordelt på lidt over 100 steder omkring landsbyen. Det er ret indlysende, at det var umuligt at opnå en rentabel drift. Når de smalle men lange jordstrimler skulle dyrkes, gik man simpelthen og trådte i naboens afgrøder.

Moltke, der i øvrigt var født i Holsten, havde allerede selv forsøgsvis lavet udskiftninger på sine godser på Sjælland. Hans Rantzau havde også allerede 1740 med gode resultater foretaget en udskiftning af godset Ascheberg i Holsten. Det var hans kongstanke, at hans fæstebønder derefter skulle have sine marker samlet. Ingen fremskridt uden bivirkninger, og her tænkes på husmændene, der totalt blev glemt i denne reform. Deres kår blev nærmest forværret, idet der reelt blev skabt et landproletariat. Gårdmændenes syn på det problem var ret simpelt - uden husmændene ingen daglejere - og dem kunne man ikke undvære. Der skulle i øvrigt gå endnu et par generationer, før husmændenes kår blev taget op til overvejelse. Udskiftningen betød i store træk, at hver bonde så vidt muligt herefter skulle have sine jorder samlet og om nødvendig flytte udenfor byen, hvor han fik anvist sine marker. I nogle landsbyer, f.eks. Gislum og Nyrup, blev hovedparten af gårdene i første omgang liggende inde i byen, hvor hver fik en mindre toft. Landsbyens jord blev så opdelt i en slags stjerneform. Hver parcel har form som et stykke lagkage, hvor gården var anbragt helt ude i spidsen. Og det var kun ganske få, der fik anvist plads ude på markerne. Hvor der i forbindelse med udskiftningen blev foretaget mange udflytninger af gårdene, taler man om en såkaldt blokudskiftning. Fordelene ved at få sin fæstejord samlet var mange, men ikke desto mindre var en stor del af bønderne meget vrangvillige og skeptiske over for dette fremskridt. Der var nu ikke mere brug for bystævnet, hvor man hver søndag efter kirketid planlagde næste uges arbejde. Nu var man til gengæld fri for, at naboer under såning, høst og pløjning kunne ødelægge hiandens jord, som det var tilfældet, da den var opdelt i lange smalle strimler. Driftige landmænd kunne foretage markarbejdet uafhængigt af de øvrige. Hvis der var en, der havde lidt svært ved at komme op om morgenen, var det nu helt og holdent hans eget problem, og det gik ikke mere ud over de øvrige. Udskiftningen var den af landbrugsreformerne, der satte størst præg på det danske landskab, og de dengang trukne skel og grænser var i høj grad med til præge senere tiders vejføringer. Med et udskiftningskort i hånden kan vi stadig mange steder se de gamle diger og de opdelinger, der blev lavet for mere end 200 år siden. Der var mange dygtige landmålere, som kunne deres kram, og deres udskiftningskort var fremstillet med meget stor nøjagtighed. De samme kort fra slutningen af 1700-årene, blev mange steder brugt som matrikelkort, da de nuværende matrikelnumre trådte i kraft i 1844. I Gislum blev udskiftningen foretaget 1797, Nyrup 1789, Vognsild 1793, Østrup 1790, Svoldrup eft. 1805, Morum 1790, Vestrup 1793. Som en formalitet skulle de implicerede bønder underskrive udskiftningsdokumenterne. For Østrups vedkommende foregik det 30/10-1790, og de 4 fæstegårdmænd var mødt op på Lerkenfeld. Det var Chr. Espersen, Niels Jepsen, Jens Christensen og Niels Christensen. Deres skrivekundskaber har nok været ret begrænsede - og de har skrevet med ”ført pen” - for det er nøjagtig samme skrift for alle 4 personer. I Vognsild blev udskiftningen foretaget for 4 af Lerkenfelds gårde, nemlig Mikkel Fruergaard, Gamborggaarden, Chr. Hansen og Claus Hansen. I Kællingtand, Årup og Mejlstrup var en udskiftning ikke nødvendig, da de i forvejen havde det meste af deres jorder samlet.

Alle kunne nu ikke mere få en strimmel af den bedste jord, samtidig med at de også måtte dele den dårlige del af markerne. Men så havde fæstebonden herefter selv mulighed for at dyrke, forbedre og gøde, som han havde lyst og evner. De, der fik den dårligste jord, fik til gengæld så meget mere, at de var i stand til at opnå samme hartkorn, som gården tidligere skulle svare skat efter. ⁴⁰

Side fra resolutionen om udskiftning, der som nævnt øverst også skulle

bekendtgøres i landets kirker.⁴¹

Konstruktionstegning af en ny type hjulplov fra 1759, der blev prøvekørt på Sjælland. Plove havde ellers en

udformning, som kunne variere en hel del fra smed til smed.

Fæstebondens

bygninger

Hvilke krav stillede fæstebonden til sin bolig? Hvilken indflydelse havde han på indretning og byggestil på den gård, han havde i fæste? Fæstebondens vilkår og muligheder for at forbedre sin bolig og de tilhørende avlsbygninger varierede i landets forskellige egne. Han var stærkt afhængig af stedets naturforhold, som var afgørende for hvilke byggematerialer, der var til hans rådighed. I sidste ende afhang vedligeholdelsen også af godsejerens indstilling. Derfor var der stor variation i måden, man byggede på, alt afhængig af hvor man boede, og de skiftende naturforhold som heder og skovfattige områder satte sit præg på byggeskikken. I bondens fæstebrev blev han pålagt at vedligeholde og forbedre gården, men der blev egentlig ikke levnet ham tid eller resurser til at foretage disse forbedringer. Når så der efter et ofte kort og slidsomt liv blev holdt skifte efter ham, benyttede godsejeren lejligheden til at få betaling for manglende vedligeholdelse. Det giver et lille vink om bygningernes tilstand, hvoraf der også kan udledes lidt om egnens byggeskik. Hvorledes fæstegårde var indrettet i 1600- og 1700-årene, ved vi ikke ret meget om, men at der gennem flere hundrede år egentlig ikke var de store ændringer, er de kloge dog nogenlunde enige om. I visse dele af landet især langs vestkysten, var der mange gårde, der bestod af én længe eller af to parallelle bygninger. Andre steder var der gårde med tre og fire længer. Der var opstillet et par suler for hvert fag, som skulle bære rygningen eller mønningen. De kunne også være anbragt i selve skillerummene, hvor disse fandtes i lader og stalde. I sin simpleste form var sulerne et par stammer, som foroven endte i en grenkløft, der var tilpasset den bjælke, der udgjorde rygningen. Nogen steder var sulerne gravet ned i gulvet, i andre bygninger var de bare understøttet af store sten.

Det var en ret omfattende ildebrand i København, der gav anledning til, at vi fra ca. 1792 har fået et ret indgående kendskab til landbrugsbygninger på landsplan. Der var brandkasser i købstæderne tidligere, i København eksempelvis fra 1731, i en del købstæder fra 1761, og fra ca. år 1800 blev brandforsikringerne også indført i landdistrikterne.

Skitsen viser en byggestil, hvori de såkaldte suler, i form af 2 skråtstillede stykker tømmer, indgik i den bærende del af tagkonstruktionen. Denne byggeform var meget benyttet i udhuse og er påvist i varierende udformninger.

En systematisk gennemgang af Gislum Herreds brandforsikringsarkivalier kan give mange værdifulde oplysninger om de bygninger, som netop bønderne i Gislum og Vognsild Sogne havde i fæste.⁴² De undersøgelser af bevarede landbrugsbygninger, der er foretaget af Halvor Zangenberg, Axel Steensberg og Svend Jespersen, omfatter desværre næsten ikke Himmerland. Årsagen har vel været, at de gamle huse for længst var nedrevet og erstattet af mere rentable bygninger. Derimod er Salling, Thy og Vendsyssel godt repræsenteret i undersøgelserne.

I huse med udskud eller kuer, som de også blev benævnt, ses en konstruktion, hvor taget hovedsagelig blev båret af en langsgående højrem. Udskudene langs husets sider var dog ikke altid udført i hele husets længde. Den viste skitse er et tværsnit af et ca. 30 meter langt hus i Agger.

Et par typiske eksempel på en brandtaksation, hvori der forekommer en kortfattet bygningsbeskrivelse, er i det følgende gengivet for en gård midt i Vognsild by, nemlig den nuværende Morumvej nr. 9. (matr. nr. 3) samt for et selvejerhusmandssted i Nyrup. Det skal her tilføjes, at hvis man sammenligner med de senere taksationer, kan man uden besvær se hvilke ændringer og forbedringer, der blev foretaget over en årrække. Nogle byggede et par fag til beboelsen (stuehuset, isterrollingen, rolingen, rålingen, salshuset, alhuset m.fl.). Andre byggede en ny lade, hvor der tidligere havde været fårehus o.s.v. De af synsmændene fastsatte værdier afslører op eller nedgange for de enkelte gårde og huse, og de elendige tider i forbindelse med statsbankerotten ses tydeligt. Den, der i perioden 1795-1844 boede længst i gården, var Anne Nielsdatter. (Rettet 5/11-06 fra Sørensdatter efter venlig henvendelse fra Grethe Døpping, Risskov). Hun var først gift med Søren Brorstrup, der døde 1810, derefter med Niels Lauridsen, der døde 1819, og hendes sidste ægteskab var med Hans (Gjedsted) Mouritzen, der overlevede hende fra 1844. Kort efter begravelsen måtte den nu 61 år gamle Hans Gjedsted skyndsomt gifte sig med sin 33 tjenestepige, Ane Cathrine Christensdatter (datter fra matr. nr. 6). Han havde nemlig gjort hende gravid, allerede mens han kone endnu levede. I hurtig rækkefølge fik de 5 sønner, som alle blev selvejergårdmænd i Vognsild. Gården på matrikel nr. 3 var under Gunderupgård sat i hartkorn til 4.4.0.0 tdr., hvilket blev ændret til 3.6.2.2½ i 1844. Brandtaksationen 17/5-1831 var som følger. ⁴³

Stuehuset:

Ligger i øst-vest. Det er 8 fag lang, og 8 alen bred. Fyrre under- og overtømmer. Tækt med stråtag og bygget af klinede vægge. Indrettet til stue, kammer, kjøkken, bryggers. Der er skorsten og bageovn. Forsynet med loft og vinduer og døre. Sat til 140 rdl.

Østre hus:

Er 10 fag lang, 7 alen bred, med fyrre under- og overtømmer, klinede vægge og stråtag. Det anvendes til lade. Sat til 80 rdl.

Vestre hus:

Er 13 fag lang, 9 alen bred, fyrre under- og overtømmer, klinede vægge og med stråtag. Anvendes til Lade. Sat til 140 rdl.

Søndre hus:

Er 8 fag lang, 6½ alen bred, fyrre under- og overtømmer, klinede vægge og stråtag. Anvendes til Fæhus. Sat til 40 rdl.

”Er forsvarlig mod ildsvåde. De foreskrevne Brandredskaber forefandtes. Gården har ej tidligere været forsikret.”

At gården ikke tidligere havde været forsikret, kunne måske skyldes sparsommelighed og den forbavsende gode økonomi. Søren Brorstrups skifte gav nemlig et overskud på ikke mindre end 209 rdl., hvilket bestemt ikke var almindeligt for fæstere i 1810.

Ser vi på en mindre gård eller nærmest et husmandssted i Nyrup på godt 2 tdr. hartkorn, er det andre forhold, der gør sig gældende. Her var der tale om en selvejerejendom, som enken og krokonen fra St. Binderup, Ingeborg Lund (født Mynster) købte af Mikkel Jensen 18/6-1805. Ejendommen var ved forrige vurdering i 1801 sat til 100 rdl. Da Ingeborg Lund havde overtaget ejendommen, blev den renoveret og udvidet en del. Ved takseringen i 1807 kom vurderingsmændene frem til følgende:

Stuehuset:

lå i nordsiden af gården og var 10 fag lang, 8½ alen dyb, ege under- og fyrre overtømmer, klinede vægge og stråtag. Til stue, kammer, køkken og bryggers, med loft, døre og vinduer. En jernbilæggerovn med indmuret keddel på ½ tønde, bageovn af ler, og skorsten af brændte sten.

Taxeret og forsikret for 200 rdl.

Vestre hus:

7 fag lang, 9 alen dyb, til Lade og Lo. Taxeret og forsikret for 60 rdl.

Østre hus:

6 fag lang, 6½ alen dyb, til Stald og Fæhus Taxeret og forsikret for 40 rdl.

Ingeborg Mynster fik dog ikke megen glæde af sit nye hjem. Hun døde 2 år efter, og svigersønnen Chr. Kynæb og hans hustru Johanne Lund overtog ejendommen. ⁴⁴

Noget, der går igen i det meste af Himmerland, er de klinede vægge, og felterne i bindingsværket var ikke, eller i hvert fald meget sjældent, udmuret med brændte sten, som man ser på ældre byejendomme. Leret blev klinet fast på et fletværk af grene og ris, som var fastgjort imellem de nedgravede stolper og tværgående bjælker i konstruktionen. Det eneste sted i husene, hvor der normalt kunne forekomme brændte teglsten, var i skorstenen. Den var næsten altid sammenbygget med såvel bageovn som gruekedel. Sidstnævnte kunne være husets dyreste inventar. En ”Kobberkeddel i grue” på ¾ td. kunne næsten have samme værdi som en fjerdedel af huset, når der var tale om et mindre beboelseshus. Egetømmer var også en sjælden og dyr anskaffelse, når man boede i Vesthimmerland.

Barsel i dølgsmål Ved hjælp af Lerkenfelds Birketing er det muligt at komme lidt tættere på enkelte begivenheder, som ikke bare har med jord og hartkorn at gøre. Overskriften antyder, at der var foregået en barsel i det skjulte - hvorefter barnet, eller som i det følgende - et barnelig - var gemt væk i håb om, at ingen havde opdaget noget. Med nutidens mode ville det ikke være muligt at skjule en graviditet, men i de klædedragter kvinderne benyttede for et par hundrede år siden, så lykkedes det faktisk for adskillige. Det var gerne ugifte piger, som i deres yderste nød ikke kunne finde andre løsninger. Med den grimme titel “Uægte“ hængt på ryggen, var barnets muligheder fremover absolut de dårligste. At få en læreplads var næsten umuligt, og i det hele taget var et uægte barn afskåret fra adskillige rettigheder, som andre i samfundet kunne nyde godt af. Ønskede man et skudsmål fra herredstinget i forbindelse med en eventuel flytning, kunne man f.eks. ikke skrive, at vedkommende var født af ærlige forældre o.s.v. Min personlige mening er, at der findes ikke uægte børn, men kun uægte forældre.

Det følgende er korte uddrag af en retssag i 1754, der i sin helhed fylder 60-70 sider, fordelt over et par måneder, i Lerkenfelds Birketingbog. Mange af vidneforklaringerne er helt enslydende, og derfor tjener det intet formål at gengive alle detaljer. Det hele er kogt ned til 8 sider. ⁴⁵

Gisel Nielsdatter var i 1754 tjenestepige hos Niels Christensen og Bodil Andersdatter i Årup. Hun havde tidligere tjent forskellige steder i omegnen, og den forrige plads havde været hos Jens Knudsen i Østrup. Gisel Nielsdatter var født i Vognsild og døbt 18/8-1726. Moderen var den ugifte Anne Christensdatter. Faderens navn nævnes ikke, og præsten bemærker i kirkebogen, at barnet var uægte. Så Gisels plads i samfundet var forudbestemt fra starten.

Barsel og barnedrab Først på dagen den 27. maj 1754 havde Niels Christensen sendt tjenestepigen Gisel ud for at slå lyng. Det blev ikke til meget, for på dette tidspunkt kunne hun mærke, at hun meget snart skulle føde. Hun var ikke helt ukendt med det forestående, for hun havde tidligere født en dreng, som døde, da han var ca. 1½ år gammel. Hun smed derfor lyngleen og gik mod Østrup. For ikke at blive set gik hun nord om Mejlstrupgården. Hun kunne nemlig se, at Peder Nielsen og hans folk var på markarbejde syd for gården. Da hun kom til Østrup ca. ½ time før middag, skjulte hun sig i Jens Knudsens lade. På gården i Østrup hos Jens Knudsen og hustruen Kirsten Christensdatter boede foruden deres børn også Jens Knudsens moder, Mette Eriksdatter. Hun var enke efter Knud Jensen i Vestrup. Når Gisel Nielsdatter opsøgte sin forrige plads, var årsagen, at Kirsten Christensdatter og svigermoderen Mette Eriksdatter havde lovet hende, at de nok skulle hjælpe til med fødslen. Det var ellers ikke noget, man var glad for, når pigen var ugift. Men årsagen skal findes i, at Jens Knudsens søn Christen var far til barnet, hvorfor de måske også havde en vis interesse i, at sagen ikke skulle blive for kendt. De ønskede derfor ikke at få den fødende kvinde ind i stuehuset, men lod hende føde i laden. De overværede Gisel Nielsdatters nedkomst og var også vidner til, at hun holdt en hånd for barnets næse og mund, indtil det nyfødte drengebarn var livløst. På Gisels ønske om at få noget klæde til at gemme barnet i fremskaffede Mette Eriksdatter et stykke tøj, samt nål og tråd, således at Gisel kunne omvikle og sy omkring det dræbte barn. Derefter gemte Gisel barneliget i en halmbrynge, som hun omviklede med tre bånd. Så forlod Gisel Nielsdatter atter Østrup og gik tilbage til gården i Årup, hvor hun tjente.

Afsløring og forhør At holde den slags hemmeligt i et lille samfund var komplet umuligt. Mange havde set, at pigen var gravid, alle kendte alle, og da rygtet kom til Lerkenfeld, måtte birkedommer Simon Steilberg tage affære. Den 6. juni mødte han op i Niels Christensens fæstegård og meddelte ham, at hans tjenestepige havde født i dølgsmål, og at han nu måtte fortage en afhøring.

Birkedommeren havde åbenbart følt, at han her stod overfor noget, som han ikke helt kunne magte på egen hånd. Da han mødte op i Årup dagen efter, havde han bedt kapellanen Jesper Hagen i Torup præstegård, om at være ham behjælpelig med det foreløbige forhør. Gisel Nielsdatter rodede sig fra starten ind i en masse forklaringer, som ikke havde meget at gøre med sandheden, men besluttede så, at hun godt ville bekende, men ikke hvis præsten skulle høre på det. Hun krævede derfor at være i enrum med birkedommeren. Under de mange udlægninger, som hun kom med, forsøgte hun faktisk at skåne Jens Knudsen og hans familie. Hun forklarede nemlig:

...at selve fødslen havde foregået ude på marken, og at hun derefter havde bragt barnet ind i laden, hvor det døde

...at hun havde været i Østrup i ca. 3 timer

...at hun havde fortalt Niels Christensens kone, at hun havde besøgt Christen Knebers i Vognsild

...at det var en fast aftale med Kirsten Christensdatter og svigermoderen Mette Eriksdatter, at hun skulle komme til Østrup og føde.

Birkedommeren og kapellanen var derefter i Østrup hos Jens Knudsen, hvor de fik påvist barneliget. Således gik sagen sin gang, og der var nye retsmøder 15. og 21. juni, 27. juli, 2. og 5. august. Som forsvarer for pigen blev udpeget forpagter på Hessel, Jacob Winter. De øvrige implicerede, synsmænd mv. var Peder Nielsen, Mejlstrup, Jens Nielsen, Østrup, Niels Christensen, Årup, Thomas Andersen, Årup, Bodil Andersdatter, Årup, Karen Jacobsdatter, Årup og Anne Jeppe Lauridsens på Lerkenfeld. Der kom meget frem under de mange afhøringer af vidner og implicerede, og den, der kom med de fleste kendsgerninger, var nok Niels Christensen. Her skal ikke gengives alle 32 spørgsmål, men af de vigtigste kan nævnes:

...Gisel havde indrømmet overfor N.C., at hun havde ombragt barnet.

...at Kirsten Christensdatter og Mette Eriksdatter havde deltaget i og overværet hele fødslen

...at han ikke havde kunnet se forandringer på pigen før og efter fødslen.

...at hun vel havde gået til tiden med barnet.

...at rygtet gik, at faderen var Jens Knudsens’ søn Christen i Østrup.

...at pigen mindst 4 gange havde besøgt Jens Knudsens, mens hun var gravid.

...at pigen et par gange havde haft besøg af Kirsten Christensdatter sammen med sønnen Christen Jensen, - han havde nemlig givet dem en drik øl.

Afhøringen af de øvrige implicerede gav næsten enslydende svar, og enkelte ting af Gisel Nielsdatters udledninger og forklaringer bør nævnes:

...at det var en fast aftale, at hun skulle føde i Østrup.

...at Kirsten Christensdatter og Mette Eriksdatter havde været medvirkende og tilskyndet hende til drabet, idet de spurgte, om hun ville have en klud samt saks og tråd til barnet, eller hun ville holde hånden for næse og mund med det samme.

...at Christen Jensen en måned efter besvangrelsen havde bragt hende klokkemalm, skrabet af klokken i Vognsild kirke, som hun skulle spise, fordi det ville fordrive fosteret.

...at han senere havde givet hende for 2 mark laurbærblade, som skulle blandes med øl, men det havde heller ikke hjulpet.

...2. påskedag var hun i Østrup for at tale om, hvad de så skulle gøre, men Jens Knudsen og hans familie ville slet ikke tale om det.

...at Jens Knudsen gerne ville, at sønnen Christen Jensen skulle gifte hende, men at moderen Kirsten Christensdatter bestemt ikke ville vide af det ægteskab.

...at Christen havde sagt: ”Nu giver du mig en stærk dreng, som kan hjælpe med at pløje.”

...at da hun havde ombragt barnet, havde hun sagt: ”Nu har jeg gjort en ulykke, som aldrig kan dølges”.

...at hun tidligere havde fået et barn, men at det var død, da det var 1½ år.

Hvor meget støtte hun under de lange og opslidende forhør har haft af sin forsvarer, forpagter Jacob Winter, er nok et stort spørgsmål. Bortset fra at hans navn er nævnt i indledningen, forekommer der ingen steder i forhandlingerne, hvor han blandede sig eller var til nogen hjælp. Men sagens udfald var vel givet på forhånd, så han fandt det nok ikke ulejligheden værd. Der var jo kun tale om et løsagtigt fruentimmer.

Før dommen Denne ulykkelige hændelse har været vendt og drejet i befolkningens ellers trivielle hverdag, og mange har vel haft deres egne meninger og måske taget parti. Sladder har der i hvert fald ikke manglet. Flere af de afgivne vidneforklaringer skyder også en del på Jens Knudsen og ikke mindst hans mor. Retten ville vide, om Mette Eriksdatter tidligere havde fungeret som jordemoder. Det rejste også spørgsmålet om, hvor hun kom fra? Man vidste, at hun havde været gift med Knud Jensen i Vestrup, og at hun vist nok kom fra Simested Sogn. En henvendelse til præsten i Simested/Hvilsom gav følgende svar. Kirkebogen var brændt for nogle år siden, men han kunne da oplyse, at Mette Eriksdatter var født i Guldager for snart 80 år siden, og der var endnu en levende broder, Lars Eriksen, som måske kunne give yderligere oplysninger. Med hensyn til Jens Knudsens kone kom det frem, at Kirsten Christensdatter var født i Ullits 26/12-1705. Og Jens Knudsen selv var døbt i Vognsild kirke 7/9-1705 og var søn af Knud Jensen i Vestrup. Et sted i domsforhandlingerne skriver birkedommeren, som nok var lidt beklemt ved hele sagen og ikke fandt Jens Knudsen og hans familie helt uden skyld:

”....hvorledes De har gået på Rævekløer med dette enfoldige Menneske“

Så får han da i det mindste udtrykt sin personlige mening om disse mennesker for eftertiden. Hvad der ellers skete - og hvilke beskyldninger befolkningen kom med - vides ikke, men natten imellem den 24. og 25. august 1754 forlod Jens Knudsen og hans familie i al hemmelighed Østrup. Gården stod tilbage med personlige ejendele, indbo og kreaturer, hvoraf en del tilhørte Lerkenfeld og en del Jens Knudsen. Der blev udsendt efterlysninger såvel ved herredstingene som ved landstinget. Personerne var nøje beskrevet. Jens Knudsen eksempelvis med gråt hår og sort skæg, og sønnen Christen Jensen, 22 år, var fedladen og rund i hovedet med langt mørkt hår o.s.v. o.s.v. Hvad der siden blev af dem, vides ikke. Den 20. september, blev der holdt offentlig auktion over deres efterladenskaber. Indtægterne kunne ikke dække gælden til Lerkenfeld, som selv efter auktionen androg 78 rigsdaler.

Skyldig eller… ? Det var ikke hver dag, man behøvede at bruge lovbogen for at dømme i alle de trivielle gældssager, som man normalt behandlede på Lerkenfeld Birketing. I det foreliggende tilfælde blev der desværre brug for at studere diverse kapitler, og i forbindelse med dommen blev det oplæst, at efter attest fra kirurgen i Viborg, Sebastian Stabel, var der tale om et fuldt udviklet og ikke for tidligt født drengefoster, som nok kunne have overlevet. Dommen blev som følger:

Den flygtede Jens Knudsen og hans familie kunne ikke dømmes for drabet, men sønnen, Christen Jensen, skulle dømmes efter 6. Bog, 13. Kapitel, 1. Artikel, hvori bøden for at bedrive hor og avle et uægte barn for manden var 12 rigsdaler til Herskabet. (Hvor Christen Jensen så gemte sig, var et andet spørgsmål).

Gisel Nielsdatter blev i første omgang ligeledes dømt efter 6. Bog, 13 Kapitel, 1 Artikel, som fortæller, at kvinden skulle bøde 6 rigsdaler til Herskabet......og ”Miste sit hoved for øxen, som af Skarpretteren fra legemet bør skilles, samme hendes hoved sættes på en Stage, hvorefter Skarpretteren betales med 10 rigsdaler, og legemet af Natmanden at nedgrave, hvorfor han får 3 rigsdaler”.

Vognsild kirkebog

Gisel Nielsdatter blev af gode grunde ikke begravet i indviet jord, og resterne af hende, efter parteringen, ligger antagelig ved retterstedet i Viborg. Men hendes foster fik da den begravelse, som det lille udøbte og dræbte barn kunne tilkomme. Det blev begravet i Vognsild kirkegård den 9. juni 1754. Præsten som normalt udtrykte sig meget lakonisk, syntes nok, at han kunne ofre 8 linier på sagen. De oplysninger, som præsten har noteret i forbindelse med begravelsen, nemlig at det var birkedommeren, som fandt liget, stemmer ikke helt overens med de tidligere forklaringer. Mette Eriksdatter indrømmede nemlig i forhøret, at det var hende, der havde fundet det frem til ham, og at hun i birkedommerens overværelse stod og stak i det med en kæp. Hun havde fundet det, da hun skulle fodre kalvene. Men faktisk havde Mette selv overværet fødslen og set, hvad Gisel gjorde med sit barn.

”Den 9de blev af Morum Anna Jensdatter begraven 64 Aar gl. Samme dag blev og Gidsels Nielsdatters barn, som efter Stabels attest fra Viborg, var levende født til Verden og efter hendes egen tilstaaelse blev qualt af hende idet hun satte sin Haand for Barnets Mund, og saaledes omkom det udi Østrup hos Jens Knudsen, hvor hun fødte samme sit Foster, og puttede det hen blandt nogle Tagkierv i hans Lade. Hvor Capellanen hr. Højer og Birkedommer Seignr. Steilberg fandt samme.”

Bondeoprør Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-årene berørte i høj grad Danmark, og det i en sådan grad, at godsejeren på Lerkenfeld også blev ramt. Priserne på korn var vel nok de højeste, man havde kendt, og derfor var såvel herremændene som bønderne interesseret i at dyrke alt, hvad de kunne. Det helt store problem var arbejdskraften, for så godt som alle arbejdsduelige personer op til ca. 40 år måtte springe soldat i krigen mod England og kæmpe for konge og fædreland - for landets jord, som end ikke var deres, men herremændenes. Tryk avler modtryk, og da bønderne end ikke havde arbejdskraft til at dyrke egne fæstegårde, nægtede de i 1811 at køre møg ud på Lerkenfelds marker i høsttiden. Her skulle de levere ”18 Spanddage og 20 Gangdage” ifølge hoveriforordningen af 25/3-1791, som de fleste påberåbte sig aldrig at have hørt om. Det begyndte med, at det kun var fæsterne i Svingelbjerg, der nægtede at køre møg i sommeren 1811. De blev derfor stævnet til at møde på Lerkenfeld Birketing 2/7-1811.

Hestekøretøj - en såkaldt ”Stiv Vogn”, som egentlig ikke blev ændret nævneværdigt, før den blev afløst af ”Gummivognen” midt i 1900-årene.

I forsøg på at få det hele rigtigt fremlagt havde 10 fæstere underskrevet et dokument med deres klage til øvrigheden. Alle påstod, at de ikke vidste hvem, der havde skrevet dokumentet, og de fleste havde underskrevet med ført pen eller fået en anden til at skrive. Den første, der blev taget i forhør, var Chr. Søkbæks enke. Hendes argument for ikke at møde på herregården var ret simpelt. Hun havde personligt ikke noget imod herremanden og var da villig til at møde op med vogn og folk, - ”Men ene ville hun ikke age Møg, når de øvrige ikke ville deltage.” I klageskriftet var der anført flere grunde til deres strejke:

1) De krævede fritagelse i pløje-, sæde- og høsttiden. Deres begrundelse var den fatale mangel på tjenestefolk.

2) De påpegede, at murbrokkerne fra det 3 etagers hus, der havde stået midt i borggården, og som Kjeldsen nu havde nedbrudt, var blevet henkastet i møddingen.

3) Dyndet fra en oprensning af voldgraven var også havnet i møddingen.

4) Endvidere havde Kjeldsen kastet jorden fra nogle nedlagte diger i møddingen.

Det var alt sammen medvirkende til at ødelægge deres vogne, og med den høje pris på jern og træ medførte det store tab for bønderne. Desuden havde de fået ødelagt deres høleer af de mange sten og murbrokker, som efterhånden havde fundet vej til markerne.

5) Så var der også et problem med leveringen af hedetørv. Under den tidligere ejer skulle de læsse dem af og stakke dem uden for gården. Nu blev det forlangt, at de skulle leveres og stakkes helt oppe ved køkkendøren. Hele vejen gennem gården skulle de køre på en meget ujævn brolagt vej, og deres tungtlæssede vogne blev simpelthen ødelagt ved rystelser.

6) Ud over herregårdens egne får skulle de nu også klippe og vaske en del får, som han havde på græs fra en anden herregård.

7) Desuden krævede han, at de deltog i de omfattende håndværksarbejder ved Lerkenfeld Mølle, hvilket krævede mange og lange køreture.

De påpegede, at det alt sammen var nye byrder i forhold til det hoveri, som de forrettede under den tidligere ejer, Christian Cæsar Lüttichau, der i 1793 solgte gården til brødrene Mikkel, Jens og Peder Kjeldsen. Såvel amtmanden i Viborg som amtmanden i Aalborg forsøgte at få parterne til at indgå forlig, men det lykkedes ikke. Alle deres klager hjalp bare ikke, og det fremgår med al tydelighed, at deres skrivelser var en torn i øjet på såvel Viborg Amtsråd som godsejer Kjeldsen, som gerne ville finde ophavsmanden til skrivelsen. Trods mange forhør fandt de aldrig frem til hvem, der stod bag de velskrevne breve, som bønderne fremsendte. Kjeldsen havde ikke store tanker om sine bønder, hvilket tydeligt fremgår af følgende citat: ”...at der stod en vinkelskriver, oprørsstifter eller almueforfører bag, for de fattige og enfoldige bønder kunne på ingen måder selv have forfattet den slags.” Det var netop denne vending Kjeldsen brugte om sine hovbønder. Han var egentlig selv af bondeslægt, men det havde han nok glemt, efterhånden som hans mødding voksede.

Strejken bredte sig, og i løbet af året sluttede bønderne i Ullits, Svoldrup, Morum og Østrup sig også til. I mellemtiden blev møddingen på Lerkenfeld større og større, og der blev ikke sået byg på herregården i 1812. Strejken trak i langdrag, og 25. og 26. september 1812 blev der stadig holdt retsmøder. Til trods for, at solidariteten og sammenholdet havde været meget stærk, faldt flere og flere efterhånden fra. Uden at gå i dybden med de mange navne kan det anføres, at de første, der gav sig var Giver Christian i Svingelbjerg og Peder Hovgaard i Svoldrup, og til sidst måtte de alle give op og betale den idømte mulkt på 3 mark pr. person samt sagens omkostninger på 4 rdl.

Sagen er nøje gennemgået med domsafsigelse etc. i en artikel af lærer og arkivar Sigv. Jensen, Viborg, og lærer Jacob Regnar, Ullits, i årsskriftet ”Fra Himmerland og Kjær Herred 1969”.

Kilder:

1 Trap Danmark og Hans Gjedsteds slægtsbog

2 Rinds Gislum Herredsting 1768: 3/12, 15/12, 1769: 12/1

3 ” ” 1770: 1/3, 29/3, 5/4

4 ” ” 1761: 15/10, 5/11

5 ” ” 1761: 22/10

6 ” ” 1769: 26/1, 1762: 9/2

7 Trap DK. og Lerkenfeld godsarkiv m.fl.

8 Lerkenfeld Birketing 1749 s. 276b

9 ” ” 1752, B48D-1, side 190b

10 ” ” 1764

11 ” ” 1779 B48D-3 side 801b og 806B

12 Alexander Rasmussen, Himm. og Kjær H. Årbog, 1919

13 Politikens Danmarkshistorie, bind 7

14 Politikens Danmarkshistorie, bind 7

15 Kirkebøgerne for Gislum og Vognsild Sogne

16 Politikens Danmarkshistorie, bind 8

17 Lerkenfeld fæsteprotokol G 206-1765

18 Lerkenfeld Birketing 1771

19 Vognsild Kirkebog

20 Rinds Gislum H. Matr. 1724 B48c-99

21 Skatteliste 1699 Vognsild Sogn. Film 19419 R.A.

22 Danske Landbrug v/ H. Pedersen Matr. 1688

23 Danske Landbrug v/ H. Pedersen Matr. 1688

24 Slægtsbog Hans Gjedsted

25 Lerkenfeld Fæsteprotokol

26 Viborg Landsarkiv, Gislum Herred, bl. kasse, kilde B 4 D-43

27 Vognsild-Farsø kirkebog. I skifteprotokol C 17-2 nævnes 2 ægteskaber, nr. 2 med Ellen Hansdatter

28 Politikens Danmarkshistorie, bind 7

29 Vognsild-Farsø kirkebog

30 Folketællingerne 1787 og 1801

31 Vognsild-Farsø kirkebog 1766-1813 side 177

32 Vognsild-Farsø kirkebog 1766-1813 side 169

33 Vognsild-Farsø kirkebog 1766-1813 side 181

34 Vognsild-Farsø kirkebog 1766-1813 side 185

35 Vognsild-Farsø kirkebog 1766-1813

36 J. Toldbods slægtsbog m.fl.

37 Politikens Danmarkshistorie

38 Amtstuearkivet kilde B12-48

39 Lerkenfeld Godsarkiv G206-19

40 Amtstuearkivet kilde B12-48 og 49

41 Landinspektørens særhæfte 1981, 200 års jubilæum

42 Gislum Herreds brandtaksation BrD-7-17

43 Slægtsbog Hans Gjedsted og BrD-7-17

44 Vognsild kirkebog og Lerkenfeld birketing B48D-2

45 Lerkenfeld birketing G206-19, Viborg Landsarkiv

Indhold

Indledning 4

Lerkenfeld Birketing 12

Hedenske ritualer i Nyrup 15

Folketællinger 1787 og 1801 52

Fattigforsorg 54

Almisser 56

Chr. Kræmmers legat i Vognsild 58

Stistrups bibler 58

Nye love og reformer 63

Hartkorn og hoveri 64

Hartkornsspecifikationen 64