Østrup 1940-45

Østrup 1940-45

som jeg husker det

Hans Gjedsted

Erindringsstof skal læses med forbehold. ”Mands minde” er 8 dage, og efter 3 uger vil vidner til en bestemt episode helt sikkert afgive vidt forskellige og måske modstridende forklaringer. I det følgende vil der nok være ting, som nogle husker helt anderledes, men det kan så skyldes, at de havde andre synsvinkler og mere negative oplevelser, end det var tilfældet for mit vedkommende. Jeg færdedes daglig rundt på de steder, tyskerne havde overtaget og blev aldrig stoppet eller generet hverken af vagtposter eller dem, der var højere oppe på rangstigen. Den tyske besættelse står ikke for mig som ”en slem tid” eller noget ”grusomt”. Set lidt på afstand var den måske medvirkende til, at jeg i en ret ung alder fik øjnene op for, at der var en verden uden for Østrup. En af de positive sider var, at jeg var vidne til folks opfindsomhed og kreativitet, når de skulle afhjælpe de mangler på såvel fødevarer, tøj og ting, som man under normale forhold kunne gå hen og købe. Hvad ville nutidens ungdom sige, hvis deres mødre vaskede tøj i noget sæbe, som de selv havde bikset sammen i gruekedlen af en selvdød gris og en sjat blåsten? Og hvad med at gå på diskotek i en nederdel, der var syet af bedstefars gamle vinterfrakke, som var hentet ned fra loftet, hvorefter den var sprættet op og vendt? Skulle der snedkereres, blev de gamle søm rettet og genanvendt.

Selv her i 2004 hører man gamle husråd nævnt for både dit og dat med en bemærkning som ”for sådan gjorde min gamle bedstemor under krigen”. Altså fik vi en ballast, som siden godt kunne bruges i en snæver vending. Og når vi ser i bakspejlet, så var Danmark jo også det land i Europa, der slap billigst.

9. april 1940 Netop et par dage før krigen brød ud, var min far - kaldet ”Slagter Hans” - i en kortere periode blevet fyret fra DSB, hvor han ellers var ansat næsten på fuld tid i knap 40 år. Men det generede ham ikke; han kunne altid finde noget andet arbejde i løbet af et par dage. I modsat fald skabte han selv en arbejdsplads - fabrikerede generatorbrænde, lejede jord og dyrkede et eller andet, der kunne sælges, eller noget helt tredje. Men den 9. april havde han påtaget sig at grave en smøregrav hos mekaniker Jens Christensen, bosat i ejendommen Nørregade nr. 46. Først på formiddagen blev jeg sendt af sted med hans termoflaske og madpakke. Vi boede da i Nørregade 26, så det var bare en tur på et par hundrede meter. Jeg opdagede straks, at luftrummet over Nordjylland bogstavelig talt var fyldt med tyske flyvemaskiner, som enten skulle lande i Aalborg eller måske fortsætte til Norge. Det var fly af enhver art: tunge transportfly, bombemaskiner, jagere, og hvad Hitler ellers havde fremstillet til at skabe sit ”3. rige”. Hvad folk ellers mente om den besættelse, der var ved at blive en realitet, husker jeg ikke, blot at ”Mekaniker Jens” i hvert fald ville anskaffe sig en 2-3 schæferhunde til at holde tyskerne væk fra hans ejendele. Men senere så man da af og til nogen af dem i hans værksted.

Besatte det halve

af skolen De første dage så vi kun en del tyske biler og motorcykler, som kom på besøg, men der gik kun kort tid, før vi fik det helt store rykind. Tyskerne valgte de huse og lagerbygninger, de skulle bruge, og i Østrup var der ikke mindre end 7 steder, hvor ejerne måtte rømme nogle af deres bygninger og give plads for værnemagten.

Da jeg begyndte i første klasse, var Østrup Skole opdelt i 2 lejligheder og 2 klasselokaler. Lærer Andersen boede i den nordligste ende, og frk. Jenny Kaae, som var gammeljomfru, - og som blev kaldt ”den røde ko”, boede i den sydlige ende, mens de 2 klasseværelser lå midt i den lange røde bygning. Såvel læreren som lærerinden fik lov til at beholde deres lejligheder, men i det ene klasseværelse blev der indkvarteret en 30-35 tyske soldater. Samme Jenny Kaae havde min far også haft til lærerinde.

Det generede egentlig ikke undervisningen, at legepladsen delvis var fyldt med tyske køretøjer og alt deres habengut, så var der da noget at se på i frikvartererne. De ældste elever, som normalt gik hos lærer Andersen, gik i skole om formiddagen, og lærerindens elever, som var de 3 yngste klasser, gik om eftermiddagen. Alt det terperi og udenadslære med bibelhistorie, salmevers og katekismus kunne let afvikles under de nævnte forhold.

Stationsbygningen

og tømmerlageret Et af de steder, hvor der var koncentreret flest soldater og materiel, var på jernbanestationen og DSB’s rangerområde syd for stationsbygningen. Her var DSB’s egen kreaturfold, og købmand Jens Larsen havde tidligere lejet det meste af pladsen og bygget 2 meget store haller til tømmer, cement, foderstoffer o.l. Bygningerne var opført på 2 meter høje stolper, hvilket gav mulighed for at opbevare de største bjælker og lægter. Det fjernede tyskerne også og brugte bl.a. denne del af bygningerne til deres mange cykler. I den øverste etage af de 2 lagerbygninger blev der indkvarteret flere hundrede soldater. Hele vejen rundt om jernbaneterrænet var der træer og buske. Det kaldte vi Stationsskoven, og her havde tyskerne en meget stor del af deres køretøjer og kanoner placeret i dertil indrettede skrå gravede huller i jorden. Herved var det vanskeligt at se bilerne fra luften, og de var i øvrigt altid dækket med grene. Der var mere end 50 biler af forskellig slags i dette område. Der var ingen bæltekøretøjer eller tanks, men kun kanoner, lastbiler, motorcykler med sidevogn og lettere køretøjer som anhængere til ammunition. De fleste af køretøjerne havde påmonteret maskingeværer og mindre maskinkanoner.

Stationen De fleste af de tyske soldater, som vi børn havde omgang med og dagligt færdedes hos, var flinke folk, som ikke gjorde en kat fortræd. Der var dog 2 personer som hørte til det faste inventar på postkontoret og stationens kontor. De skulle kontrollere posten og holde øje med godstransporten til og fra byen. Her var der tale om et par fyre, som selv de menige tyske soldater ikke fordrage. Den ene talte flydende dansk og var måske dansker, og den anden forstod udmærket dansk. Deres uniformer og kasketter adskilte sig fra de øvriges ved, at de var helt sorte. Senere har jeg spekuleret på, om de var fra Gestapo (Geheimliche Staatspolizei), eller om det var hipoer eller noget helt tredje. Men det var et par lede karle, som gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at genere såvel de tyske soldater som danskere med ærinde på stationen og posthuset.

Alligevel foregik der ting og sager lige for snuden af dem, uden at de fattede mistanke. Østrup Station var opsamlingssted for store mængder kartofler, der blev vejet på den store vognvægt og læsset i åbne jernbanevogne. I øvrigt en meget fin og nøjagtig vægt, der kunne veje fra få kilo til hele vognlæs. Den blev kun betjent af portør eller stationskarl Poul Poulsen - også kaldet ”Bette-Poul”. Det var kun ham, der havde nøgle til det lille røde hus, hvori han også udstedte vejesedler. Selv om der var en privatbane i Farsø, kunne de ikke ekspedere de store mængder gods. Der var derfor altid en livlig trafik af hestevogne til Østrup fra store dele af Vesthimmerland med kartofler.

Såvel ved Trend Skov som på Knudstrup Hede blev der nedkastet ret store mængder våben af de engelske flyvere. Nedkastningsgrupperne skulle så levere det meste af det videre til andre frihedskæmpere. Her kommer jernbanevognene på Østrup Station ind i billedet. Gemt under flere tons kartofler kunne der let skjules et par kasser med maskinpistoler og sprængstof. Og da der var tale om åbne vogne, kunne kasserne uden større besvær fjernes, når de nåede bestemmelsesstedet.

Lager for trærødder Den sydligste del af stationspladsen blev brugt til oplagsplads for store mængder trærødder, de såkaldte ”stød”. Mange arbejdsløse blev daglig kørt i lastbiler til Trend skov for at opgrave og indsamle de omtalte stød, der blev transporteret til Østrup Station. Hvor de senere havnede, ved jeg ikke, men op gennem krigsårene blev det til mange hundrede jernbanevogne. Enkelte af arbejdsmændene blev af tyskerne uddannet til at bruge sprængstoffer, hvilket var en stor hjælp, når rødderne skulle op i en fart. Da de en dag arbejdede i nærheden af en skole, som lå tæt på Gunderupgård, kom der et par mindre drenge hen til ”Bak-Harald”, som var sprængningsekspert - eller ville gerne være det. Drengene ville gerne have lidt af hans plastiske sprængstof, og de var endda også parat til at betale for det. Da arbejderne gik dem nærmere på klingen, indrømmede de, - jo det var da meningen, at det skulle lægges under lærerindens stol - for hun var bare alt for træls.

Samme ”Bak-Harald” havde altid lidt krudt i overskud, og da han var den eneste, der under krigen havde den slags, var han selvskreven til at skyde nytåret ind klokken 24. Og det blev gjort med maner: så godt som samtlige ruder i Elektricitetsværket blev blæst ind, og ikke bedre var det hos naboerne, smedemester Chr. Mejlstrup og slagter Alfred Pedersen m. fl.

Hotellets store sal Det nu for længst nedrevne hotel var også et af de steder, som tyskerne havde taget. Dog ikke det hele; de nøjedes her med den store sal, baghuset og haven samt afholdsværten Jens Pedersens lysthus bagerst i haven. Desuden overtog de en del af de værelser, som Jens Pedersen og Maren ellers skulle leve af at udleje. Her blev der indkvarteret en del af de højere rangerende officerer.

Så var vi for en tid afskåret fra at benytte den store sal til at afholde de fester og foreningsballer, der normalt var med til at holde liv i afholdsværten. Det blev forsøgt med fester i den lille sal, men det var under trange forhold. Jeg mindes, at spareforeningen ”Julens Glæde” har afholdt juletræsfest der mindst én gang. Der blev også afholdt baller, men da der i en periode var udgangsforbud, blev der danset søndag eftermiddag fra klokken 13 til klokken 17.30. Som et lille sidespring kan jeg nævne, at hotellet blev drevet som afholdshotel frem til ca. 1956/57, hvor det efter en folkeafstemning fik sin første bevilling. En lille pudsig historie i denne forbindelse skyldes en af byens lidt ældre og ikke alt for kvikke ungkarle, nemlig ”Krogstrup-Laurids”. Min far spurgte ham: ”Hvad stemte du så, Laurids?” Og han svarede: ”Ser du Hans, - a æ lige glad med det spiritus og det alkohol - bare vi ka fo noget øl og så noget brændevin”. Han mente nemlig, at spiritus og alkohol nok var whisky og cognac og den slags, og det kunne vi sagtens undvære i Østrup.

Skitsen viser, hvor tyskerne havde beslaglagt private bygninger i Østrup. 1) På stationen havde de længst mod syd et stort lager af brænde, derefter kreaturfolden og 2 af købmand Jens Larsens huse til tømmer og bygningsmaterialer, samt et par værelser i på stationens loft. 2) Hotellets store sal, et par værelser, et baghus og haven. 3) Hestestalden under foderstoffen bag Brugsen, hvori der kunne være 15-20 heste. 4) I Jens Larsens købmandsgård havde de kakkelovnslageret og et par andre lagerbygninger. 5) Det vestligste hus, en lagerbygning på 2 etager, der tilhørte møbelfabrikant Laurids Jensen. 6) En kanonstilling med en mindre luftværnskanon og et par maskingeværer anbragt på taget af sadelmager Niels Pedersens hus. 7) I Østrup Skole havde de det ene af skolens klasseværelser. 8) På byens højeste punkt:, gravhøjen Grønhøj, var der jævnligt opstillet en mindre kanon og et par vagtposter.

Jens Larsens lader

og kakkelovnslager Nabo til hotellet, nemlig købmand Jens Larsen - også kaldet ”Konsulen” - måtte ud over de lejede bygninger, han havde afgivet på Stationspladsen, også overlade tyskerne hele 2 store lagerbygninger og hans kakkelovnslager samt en mindre stald inde i købmandsgården. Her var det hele fyldt med soldater, og hans garager blev brugt til tyske biler. Jens Larsen var næsten altid sur. Han skældte ud og brokkede sig konstant, og så havde han for vane at kløe sig i røven samtidig. Men det var jo ikke uden grund, for han havde vel i alt måttet afgive mere end 3000 m² lagerplads. Her som ved de øvrige steder, hvor tyskerne havde besat ejendomme, var der opstillet adskillige vagtposter i porten og ved adgangsvejen bag om mejeriet (kaldet Ornestræde - ”Vonnistræde”). Jeg er ikke helt sikker - men mener, at der netop i købmandsgården var en slags hovedkvarter for byen.

Møbelfabrikkens

lagerbygning Møbelfabrikant Laurids Jensen havde en 2 etagers lagerbygning, der lå ca. 25 m længere mod nord end smed Grotrians røde værkstedsbygning, hvor der dengang var have. Senere blev der bygget fryseboks i den sydlige ende af samme areal, som grænsede op til smed Chr. Mejlstrups have. I denne lagerbygning kunne der også pines ca. 100 soldater ind, og udenfor stod der gerne en del kamuflerede køretøjer og et par kanoner.

Foderstoffens

hestestal Bag Brugsforeningen lå ”Østrup Lokalforening”, hvor landmændene kunne købe deres kraftfoder, sælge korn eller få det malet, tørret osv. Neden under var der en lang kælder i hele bygningens længde. Her kunne alle fra oplandet frit sætte deres heste i bås, når de besøgte byen. Stalden var også åben om søndagen, hvis nogen i byen fik besøg af kørende gæster. Her var der plads til 15-20 heste, og tyskerne brugte stalden til en del af deres krikker. Der var som tidligere nævnt også heste i nogle af bygningerne i købmand Jens Larsens gård. Ud over hestene havde tyskerne anbragt et par etagesenge i det ene hjørne af kælderen. De var beregnet til vagtposterne og hestepasserne. I den østre ende af stalden var der et mindre rum, som blev brugt til noget maskineri, bl. a. en el-motor til foderstoffen. Jeg var meget i den omtalte kælder, for min bedstefar var bestyrer af foderstoffen. Her blev der under nogle gamle sække gemt nogle cykeldæk til senere afhentning, som min far ved min mellemkomst havde tilbyttet sig for 25 hønseæg. Umiddelbart før krigen sluttede, tiltuskede vi os flere dæk, nogle lædertasker og andet kram samt et par bajonetter, som stadig findes i min samling - også købt for hønseæg.

Kanonstilling og

udkikspost På hjørnet af Nørregade og Sdr. Stadionvej oven på ejendommen Nørregade nr. 44 udbyggede tyskerne en kanonstilling, der på det nærmeste mindede om en storkerede. De havde lagt en del bjælker på tværs fra husets rygning og ud over kvistene og forsynet hele redeligheden med et rækværk. Der var adgang til reden via en udvendig trappe på husets østside. Oppe på platformen var der anbragt en mindre kanon, antagelig en 20 mm og et par maskingeværer. Den var døgnet rundt bemandet med 2 mand. Det var bare meget kedelig for ejeren, som efter sigende i årene op til krigen havde vist en vis sympati for - og var en stor beundrer af Hitlers måde at klare tingene på. Landsbysladderen lod ikke vente på sig; nogen udspredte det rygte, at han selv havde søgt om at få lavet platformen som en personlig beskyttelse. Men det var slet ikke tilfældet, og han var efter min mening en flink og omgængelig person. På hans dørskilt stod der “N. Pedersen, Sadelmager”, og en nytårsaften var det ændret til ”Nasist Pedersen, Sadelmager” - men han hed altså Niels.

Vestrup Missionshus Et af de nærmeste steder i omegnen, hvor der også var indkvarteret tyskere i en kortere periode, var Vestrup Missionshus. Der findes vel ingen eksakte tal på, hvor mange soldater værnemagten i alt havde i området, men det var nok flere, end eftertiden kan forestille sig. Netop de, der var stationeret i Missionshuset, fik en helt speciel forplejning og underholdning, men derom i et senere afsnit.

Private

indkvarteringer Officererne kunne jo ikke anbringes blandt soldaterne i de nævnte barakker, stalde og lagerhaller. Sognefoged Chr. Schønning måtte meget nødtvungent gå den tunge gang rundt i byen sammen med et par tyskere og finde værelser, hvor man kunne tvangsindkvartere officererne. Det var 20-25 familier, der måtte undvære et kammer eller gæsteværelse og desuden finde sig i, at deres nye logerende gik og kom på alle tider af døgnet. Mine bedsteforældre måtte afgive pigekammeret og flytte hende op i gæsteværelset. Den officer, de fik påduttet, var som mange af de øvrige i byen en af dem, der var såret i kamp og for en kortere periode sendt her til Danmark for at blive rask. Han havde tidligere gjort tjeneste under general Rommel i Nordafrika, hvor han var blevet såret i et af de mange panserslag i Sahara.

Han var nu ikke så slem og kunne næsten virke lidt beklemt, hvis mine bedsteforældre viste en smule venlighed. Han gav udtryk for, at det bestemt ikke var med hans gode vilje, at Hitler havde lavet alt det her skidt. For ikke at være for meget til besvær havde han købt en dansk-tysk ordbog, som han efterlod ved afrejsen i 1944. Sammen med mange af de øvrige i byen blev han igen sendt til krigsområderne i efteråret 1944. Den nævnte ordbog står i min reol, og på side 2 har han takket for opholdet, da han forlod Østrup 8. november 1944.

Han havde i øvrigt en slags personlig oppasser, som var en helt specielt gemytlig og hjælpsom fyr. Min bedstemor syntes, at der ind imellem blev hundset for meget med ham og bød af og til på en kop kaffe, når det var koldt. Så skar han nogle frygtelige ansigter, men drak da kaffen af høflighed. Hun kunne godt forstå hans reaktioner, men mente, at han delvis selv var skyld i kaffens kvalitet. Der var tale om et produkt, som hun havde fremstillet af rug, der først blev brændt i ovnen og siden malet til noget, der på ingen måder mindede om kaffe. Det var totalt udrikkeligt, hvis ikke mindst ¾ bestod af sukker og fløde.

Bager Grøns

wienerbrød Noget, som tyskerne havde smag for, var det danske wienerbrød, og mange gange om dagen kunne vi tjene lidt ved at gå til bageren for de menige tyske soldater. Da det jo var småt med alt, kneb det også for bageren at holde brødet i samme høje standard som før krigen. Og når jeg kom i butikken, spurgte Anna Grøn altid: ”Er det noget, du skal have med hjem - eller er det til en tysker?” Hvis det sidste var tilfældet, blev der hentet en stang af en helt anden kvalitet. Men efterhånden som der næsten blev indført rationeringsmærker på alt, blev der jo sat en naturlig stopper for tyskernes store forbrug af dansk wienerbrød. Anna Grøn var nok den eneste i byen, der kunne tale flydende tysk, men hun ville ikke snakke så meget som 2 ord med de grønne fyre. Hendes mand Peder Nielsen Grøn kørte altid på landtur med brød og kager i hele kommunen. Om sommeren i en hestevogn og om vinteren i en stor lukket slæde. Det var i øvrigt meget svært at bage ordentlig brød af det mel, der da kunne købes. Der blev altid en klæg kant forneden, som vi måtte skære af.

I en frygtelig snestorm midt under krigen blev Peder Grøns brødslæde brugt til ambulance. Gamle Mikkel, der boede et par huse længere øst på end banen, kunne ikke komme af med vandet. Det duede ikke, og da han havde ligget sådan i et par dage, tog 5-6 af byens mænd sagen i egen hånd. Mikkel blev pakket ind i adskillige dyner og puttet ind bag i den lukkede kasse på bagerens slæde. Nordbaggerne blev spændt for, og så gik turen i en forrygende snestorm mod Farsø sygehus. For at ingen skulle forvilde sig væk i snetykningen, havde de et reb imellem sig. Og Mikkel blev efter store pinsler lettet for sit vand.

Tysker-tøser Der var her som i det ganske land en del piger, der ikke kunne stå for de flotte tyske uniformer. Men om de nu var værre end dem, der et par år senere sørgede for, at de engelske og amerikanske soldater ikke kedede sig - tja, det er vel et stort spørgsmål. Måske var hovedparten de samme personer. I Østrup var der også en 4-5 stykker af de såkaldte feltmadrasser, men navnene glemmer vi her, for de havde det svært nok de første år efter krigen. Men det skal nævnes her, at ingen af dem blev klippet skaldet, som det ellers var skik og brug andre steder.

En enkelt gang, da en tysker og en af byens damer var i nærkamp ude i Stationsskoven, var det med undertegnede og et par andre hvalpe som ivrige tilskuere inde i buskene. Her fik vi vel egentlig vores første - og eneste - kursus i seksualundervisning.

En enkelt stakkel bør nok kunne nævnes uden at genere nogen, nemlig en evnesvag og ikke helt almindelig glad pige i Vestrup, som uden tøven stillede sin noget uformelige krop til hele værnemagtens rådighed - ofte i en kornmark, hvor flere stod i kø. De stakkels forældre vidste ikke, hvordan de skulle takle sagen og sendte i deres nød bud efter pastor Nykær i Gislum. Han forsøgte at forklare og formane pigen om det forfærdelige i det, hun var i gang med. Men det prellede totalt af på pigen, som grinede fjoget som sædvanlig og sagde: ”Hør nu her, Nykær, de stakler har så langt hjem - og hvis ikke jeg hjælper dem - så får de jo ikke noget, det ka’ do da nok forstå.” Og så slog hun ellers en skvalder op, ligesom hun plejede.

Værnemagere Nogen tjente mange penge ved at arbejde for tyskerne, og den slags var der også i Østrup og omegn. Den største var nok en hønseriejer, der samtidig drev vognmandsforretning. Han havde adskillige lastbiler, der kørte for tyskerne, da de byggede Aalborg Lufthavn. Det kom han til at bøde for. Dels fik han bilerne ødelagt ved sabotage, dels kom han bag tremmer, da det hele var slut. En anden, som ved salg af sine produkter havde drevet en ret indbringende forretning i en af nabobyerne, gemte sig ved krigens afslutning på loftet hos sine forældre i Østrup. Da de kun boede 2 huse fra mit hjem, så jeg personligt, da han sammen med et andet familiemedlem blev afhentet af frihedskæmperne.

Der var mange, der tjente en skilling ved at handle - eller bytte rationeringsmærker, men det betragtede ingen som nogen forbrydelse. Den ene tjeneste var vel den anden værd, som man siger. Så var der også de såkaldte sortbørshandlere, som kunne skaffe lidt af hvert, og var behovet stort nok, havde de jo også deres kunder.

Frihedskæmperne Ved krigens afslutning den 4. maj viste det sig, at der kun havde været 2 frihedskæmpere i Østrup. Ingen af dem vidste, at den anden havde deltaget. Den ene var en tjenestekarl (født i Testrup), der havde deltaget i gruppen i Aalestrup, og den anden var medlem af en gruppe i Farsø. Han var snedkerlærling hos tømrer og ligkistesnedker Poul Emil Sørensen i Østrup - men født og opvokset i Farsø, og han havde et værelse hos vores nabo. Den 4. maj om aftenen gik han ind til murer Niels Kudsk med en 5 liters dunk fyldt med benzin. Samme Niels Kudsk havde nemlig gemt sin motorcykel i baghuset, og det vidste frihedskæmper ”JJ”. Han fik uden besvær lov til at ”okkupere” maskinen, og til alle de omkringståendes store forbavselse startede den første gang, der blev trådt på kickstarteren. Og så forsvandt han ud af byen med en maskinpistol på ryggen og en stor tromlepistol i bæltet. Han var senere ved hæren i en kortere årrække.

Tvunget til

sabotagevagt Tyskerne fik efterhånden et ret stort problem med at få fragtet de store mængder krigsmateriel op til alle de bunkers og kanonstillinger, de byggede langs vestkysten. Jernbanesabotørerne fandt hurtigt frem til, at i Rold Skov var der mange muligheder for at lægge sprængladninger under skinnerne, og her kunne tyskerne jo ikke opstille vagter langs hele banelinien. Tyskerne troede, at de var snu, og der blev så lavet noget om på ruten, og man begyndte at benytte strækningen Hobro-Løgstør, hvorefter godset kunne sendes videre over Aggersund. Det kunne jo bare ikke holdes hemmeligt, og så blev det også nødvendig at lave en slags sabotagevagt på denne strækning. Tyskerne valgte så at bruge folk, som i forvejen var ansat ved DSB. I Østrup faldt loddet på de 2, der havde længst anciennitet - den ene var min far. Han skulle starte turen langs skinnerne hver aften ca. klokken 20, og det foregik med en ret dårlig batterilygte i den ene hånd og en stok i den anden. Da man ikke mere kunne købe batterier, blev der fundet en gammel DSB-lanterne frem, en ægte tranlampe, fabrikeret i 1892. Den står i øvrigt i skrivende stund her i min stue. Når han startede turen, var det 15 meter foran 2 tyskere, bevæbnet med alt det isenkram, de kunne slæbe. Sabotagevagten blev jo brugt som en slags gidsel, og hvis han trådte i en bombe ved skinnerne, skulle de jo helst være et stykke væk. Sådan gik han i flere år hver nat fra Nyrup i nord til Aalestrup Station. En aften i snestorm umiddelbart før han skulle af sted, kom der en mand og bankede på vores køkkendør. Han havde et halstørklæde omkring ansigtet, og det var ikke en person, vi kendte. Han spurgte: ”Hedder du Slagter Hans, og er der ikke noget med, at du snuser - og er løbet tør for snus?” Det måtte min far jo indrømme, for det meste af tiden stor der 111 ned over hans hage. Så sagde manden: ”Her er 25 kasser snus, og så skulle vi gerne lave en aftale”.

Min far kendte af gode grunde ikke noget til tyskernes køreplaner, men det gjorde den person, der stod i vores køkken. Han kunne oplyse, at der samme nat skulle komme en tysk transport omkring klokken 5. Han meddelte far, at når de om ca. 1½ time nærmede sig banebroen over Lerkenfeld Å, skulle far på et nærmere aftalt sted råbe til tyskerne, at sneen var så høj at han måtte gå ud i grøften og op på marken. Som aftalt blev det sådan, og tyskerne, der som sædvanlig gik et langt stykke bag far, gik allerede i forvejen inde på markerne, for der var mindre sne.

Da de ved 2-tiden om natten var nået frem til Aalestrup Station, fik de den meddelelse, at tyskernes tog var aflyst (det skete tit). Far blev så noget hed om ørerne og sneg sig væk fra tyskerne og ud af ventesalen. Han gik ind til den vagthavende på DSB's kontor, og der fik han efter nogen overtalelse lov til at ringe til Aars Station. Han var nemlig bange for, at det første persontog fra Løgstør næste morgen, skulle blive sprængt i luften, når det passerede broen, og ville derfor advare personalet i Aars.

Han kom mærkeligt nok til at tale med en mand i Aars, der havde styr på tingene, for der blev svaret: ”Hvis det er dig, de kalder Slagter Hans, så skal du have tak, men 10 minutter efter, at I havde passeret broen i aftes, blev det hele fjernet igen.” - og så blev røret hurtigt lagt på. Den slags sabotager var åbenbart godt tilrettelagt. Nogen vidste besked om togplanerne, og kommunikationen fungerede i dette tilfælde ud over al forventning, og en stor ulykke blev forhindret.

Arbejdsplads

bombet Der var ikke nok arbejde til alle i Østrup, og min mor blev af mangel på såvel stof som sytråd nødt til at lukke sin systue med 2 ansatte. Efterhånden havde hun fået nok af alt det gamle møgbeskidte tøj folk havde på loftet, og det var hun godt træt af. For mange kunne ikke engang overkomme at vaske det først, før hun måtte sprætte det op, og rimpe det sammen til genbrug. Så begyndte hun at tage toget til en arbejdsplads i Løgstør. Her var der et større muslingekogeri, hvor hun kom på natholdet. Hendes arbejde bestod i at pille skallerne af muslinger, som derefter blev pakket i dåser. Det var der gode penge i, men bedst som de en nat sad og pillede, fik de besked om at forlade bygningen øjeblikkelig. Kort efter røg hele kedelhuset i luften. Nogen mente, at de der muslinger nok skulle sælges til tyskerne, for en normal dansker kunne da ikke få sig selv til at æde sådan noget slimet skidt. Så der røg de arbejdspladser. Senere tog hun til Borremose for at rygle og stakke tørv, og der var ikke nogen, der bombede, og det på trods af at store mængder tørv blev solgt til tyskerne.

Gasgeneratorer Såvel benzin- som dieseldrevne biler måtte hurtig stoppe al kørsel, for brændstof kunne bare ikke købes mere. Her var tale om produkter, der skulle importeres. Personbilerne blev sat i garagen. De fleste var vel for lette til at bære både ”kakkelovn” og et par sække med generatorbrænde. Rute- og lastbiler blev ombygget. De fik simpelthen monteret en generator på bagenden. Lastbilerne havde den oftest lige bag førerhuset. Mejerierne måtte fyre med halm eller fast brændsel under deres kedler; enkelte benyttede sig dog af brunkul, der blev hentet op af jorden i store åbne brud i Søby ved Herning. De 2 dieselmotorer, der var drivkraften for dynamoerne på Østrup Elektricitetsværk, var helt sikkert de 2 vigtigste motorer i byen; uden dem ingen strøm. Så her blev der hurtigt lavet en tilbygning syd for den bestående maskinhal. Den blev indrettet med 2 gasgeneratorer og et par bassiner til alt det tjæreaffald, der blev udviklet. Denne proces gav egentlig ikke rigtig nogen aske. Tjæreaffaldet var ret ildelugtende, og fik man noget på tøjet var det ødelagt. (Jeg kom senere til at fjerne en del af det stads, da min læremester indrettede elværket til beboelse). Den største dieseldynamo kunne klare den daglige belastning, og i vinterhalvåret kunne den lille klare forbruget om aftenen og samtidig lade på akkumulatorerne, som derefter alene kunne forsyne brugerne fra ca. kl. 22 til 6 næste morgen. De 2 største forbrugere var møbelfabrikken og mejeriet. Sidstnævnte havde dog haft en mindre dampdrevet dynamo i en del år, før byen fik sit elektricitetsværk.

Generatorbrænde For at få gang i røggasproduktionen skulle der bruges noget brænde, helst af hårdt træ som eksempelvis bøg. Det blev savet i små stykker på højest 5-6 centimeters tykkelse og behøvede for så vidt ikke at være alt for tørt, før det kunne afgive røggassen; bare det kunne brænde. Rutebilerne, som kørte igennem Østrup, medbragte altid et par sække, for der skulle jo holdes ild i fyret. Rutebilernes generatorsystem var ret følsomt. Mærkeligt nok gik bilerne i stå, hvis ”nogen” anbragte en kartoffel i ventilationsklappen nederst på generatoren. Så kunne ”Strandby-Jensen” eller ”Rute-Ejnar” godt bruge et kvarter til ½ time, før de fik skidtet til at fungere igen. Den første, altså ”Strandby-Jensen”, kørte fra Strandby via Farsø til Vognsild, Østrup, Morum og til Aars. Den anden fra Hvalpsund til Ullits, Farsø, via Svingelbjerg(?) Vognsild, Østrup, Nyrup, Gislum og til Aars. De kunne ikke døje hinanden, men med deres flotte, krøllede, pomadiserede og altid velholdte hår, brugte de antagelig samme damefrisør i Aars, hvor de altid havde en del ventetid.

Min far brugte meget af sin fritid til at fabrikere og sælge den slags brænde. Han havde lejet en stor rundsav, og desuden en oplagsplads bag cementstøber Anton Jensens ejendom nordøst for Østrup. Alt afhængig af brændets kvalitet var der gode penge at tjene, og kunder var der altid nok af.

Tyskernes opførsel Så vidt jeg mindes kunne vi ikke sætte fingeren på noget som helst i de tyske soldaters opførsel over for byens beboere. Og bortset fra det krudt, som de brændte af på øvelser rundt på markerne og på Grønhøj, blev der ikke løsnet et skud. Men de fyldte jo godt i samfundet, og der har nok hverken før eller siden været så mange indbyggere i byen. Det er ikke helt rigtig, at der aldrig blev løsnet et skud, for der var en episode over byen, hvor der blev udkæmpet en luftkamp imellem et par tyske og en engelsk maskine. Alle de tyske soldater i Østrup var som blæst væk fra jordens overflade, mens vi andre bare stod og gloede op i luften, og skulle se det hele. Midt under forestillingen dumpede der et tomt patronhylster af ret svær kaliber ned midt på gaden. Det ramte vejen lige foran daværende købmand Broes butik (i nutiden bedst kendt som købmand Jacobsens butik). Dette hylster var fra en ca. 20 mm maskinkanon. Resultatet af luftkampen var desværre, at den engelske maskine vist nok blev skudt ned og endte sine dage i fjorden nord for Hvalpsund. Noget andet, der gjorde skade på et par af byens tage og skorstene, var ikke noget, vi kunne laste tyskerne for. Det var nemlig en stor ballon af engelsk fabrikat, som lavede disse ødelæggelser. Synderen var en af de mange spærreballoner, som havde revet sig løs i England og taget kursen ind over Østrup. De var opsat mange steder med det formål, at de skulle forhindre de tyske bombemaskiner i at flyve meget lavt ind over England. Vi så adskillige af dem, når de kom drivende med vestenvinden, og de lange stålwirer, som en del af dem slæbte efter sig, kunne gøre stor skade. Disse wirer havde været brugt til at fortøje dem med, og de kunne desuden gøre skade på højspændingsnettet, hvor stålwirerne kunne lave fæle kortslutninger. Spærreballoner var i øvrigt ret store og kunne godt minde om luftskibe eller store fisk med halefinner.

Engang var vi en del unger, der meget interesseret overværede en øvelse øst for Stationsskoven på Mikkelsborgs mark. I det fjerne kunne der høres flyvemaskiner, og der måtte være noget ved lyden, der skræmte den øverstbefalende. Han gav en hurtig ordre, og i løbet af 2 minutter var samtlige tyskere gemt inde i skoven. Der var antagelig tale om flyvemaskiner fra England, som enten var på vej med en bombelast, eller som efter endt mission forsøgte at flyve lavt over Jylland for at komme forbi de tyske radarstationer.

Grædende tyskere Da krigen lakkede mod enden, fandt Hitler frem til, at det nok ikke lige var i Østrup, at det endelige slag skulle finde sted. Mange af de sidst ankomne soldater i Østrup kom fra Norge i 1944, men fik kun et kortere ophold. De smed om sig med ubrugelige norske penge, som vi gladelig samlede op, selv om vi ikke kunne købe noget for dem. Hen på sommeren og efteråret 1944 fik hovedparten af soldaterne i Østrup ordre på, at de omgående skulle overføres til steder, hvor der virkelig var krig. Der var hårdt brug for dem både på øst- og på vestfronten. Deres sidste dag i Østrup var i øvrigt en søndag, og da trøstede de sig med adskillige flasker rødvin - eller noget lignende, hovedparten var mildest talt stangdrukne. Spiritus var ellers ikke noget, der blev tolereret til daglig, men den dag fik de, så hatten passede. Vi sad henne bag stationen og gloede på en 4-5 stykker, som pludselig fik ordre til at møde henne på hotellet. De gemte flaskerne i nogle buske ved vejerboden, og så var vi et par ungersvende, som straks skulle se, hvor meget der var tilbage i flaskerne, og vi skulle da også lige prøve at smage på indholdet. Jeg kan endnu huske, hvor dårlig jeg blev af den tyske pullimut under denne min første brandert, og jeg kom hønefuld hjem til mine forældre. De blev ikke sure, men ville godt vide, om der var flere flasker i buskene. Som antydet i overskriften var der mange af tyskerne, der denne aften græd deres modige tårer, for de befandt sig udmærket i Østrup og havde ikke spor lyst til at fortsætte krigen.

Krudt og kaniner Selv om de tyske soldater havde strenge ordrer til at opsamle patronhylstre m.m. på deres øvelsesområder, tja, så kneb det lidt med at få det hele med. I de skyttegrave, der var lavet omkring Stationsskoven og andre steder, kunne vi efter hver øvelse finde lidt af hvert. Der var patronbælter med tomme hylstre til maskingeværer og hele rammer eller magasiner med 5-6 patroner til de tyske rifler, samt tomme patronhylstre af forskellig kaliber. Ved en af de store lagerbygninger på Stationspladsen fandt jeg en kasse med 10-12 signal- eller lyspatroner, som ikke var brugt. Kassen blev smuglet hjem og gemt på loftet i tørvehuset. Og en dag, hvor mine forældre ikke var hjemme, blev en af dem fundet frem. Tyskerne havde noget, der lignede en pistol, hvormed de fyrede signalpatronerne af. Den var af aluminium og var ca. 12-15 cm lang og havde en diameter på ca. 3 cm.

I mangel af sådan en pistol fandt jeg en lægtehammer, som på den bagerste del af hovedet er forsynet med en spids. Patronen blev klemt fast i en slags affyringsrampe bestående af 2 kaninbure og havde retning ud over det område, hvor der nu er fodboldbaner. Min far havde i den sydligste ende af haven 2 lange rækker med kaninbure, der var stablet i 2 etager. Her var der plads til ca. 800 kaniner, og der kom jævnligt en bil fra et slagteri i Randers, som aftog såvel hans egen produktion som de kaniner, han havde opkøbt af andre.

Meget spændt og nok en hel del nervøs skulle jeg så under overværelse af Leif (kæmnerens søn) forsøge at ramme fænghætten med den noget klodsede lægtehammer. Det skal her tilføjes, at han havde gemt sig bag nogle ribsbuske og lå der med fingrene dybt begravet i begge ører. Efter fjerde eller femte forsøg ramte jeg åbenbart fænghætten, men skudretningen havde ændret sig lidt, og patronen forsvandt hvæsende op mellem de 2 rækker kaninbure. De stakkels kaniner for rundt i burene og hvinede, så det kunne høres vidt omkring, og da røgen nogenlunde havde lagt sig, kunne jeg ikke få øje på Leif. Årsagen var ganske enkelt, at han for længst var flygtet ud af haven og stod nede på gaden ca. 50 m væk.

Af de tomme patronhylstre var det relativt let at fremstille små rørbomber. Vi stjal lidt svovlblomme, som gerne blev anvendt til utøj i hønsereder, blandede det med lidt salpeter og noget hjemmelavet trækul. Skulle det være ekstra godt, pillede man bare svovlet af en 10-15 tændstikker og puttede hele skidtet ned i en tomt patronhylster. Med en hammer eller ved hjælp af en skruestik blev patronen lukket helt tæt. Lunter havde vi ikke, men patronen blev anbragt på 2 mursten, der var opstillet med en afstand på et par centimeter. Så blev der tændt et stearinlys under patronen - og så var det bare om at komme væk!

En af Thomas Hovgaards sønner var ikke helt klar over, hvor kraftig en sådan lille rørbombe kunne være. Han havde anbragt hele opstillingen på en hestevogn umiddelbart foran en ajlebeholder af træ. Da Thomas ville vide, hvorfor enden af hans ajletønde var blevet slået ind - tja, så havde Vagn et forklaringsproblem.

Om det var en vis form for respekt for tingene eller det rene held, ved jeg ikke, men ingen af os kom nogensinde til skade. Så gik det langt værre for et par drenge i Vendsyssel. De havde fundet en granat, som de ville prøve at sprænge i luften. Det skulle foregå bag deres gamle fritstående lokum. Der blev hældt lidt sprit på granaten, som de havde pakket ind i tørt græs, som blev antændt, hvorefter de søgte dækning. De vidste ikke, at deres gamle bedstefar netop var i gang med at benytte det gamle lokum, og han sad intetanende på brættet. Han døde, og lokummet blev spredt over samtlige nabogrunde.

Stærk tobak Der var lukket for import af alle de produkter, som vi normalt købte i udlandet, og især den store mangel på tobaksvarer satte virkelig folks opfindsomhed i gang. Alt blev prøvet. Nogle forsøgte sig med kirsebærblade i piben. Min far rullede cigarer, som blev holdt sammen med æggehvide og presset i et bræt med riller. De gik under navnet ”Stinkadores”, og mor forbød ham simpelthen at ryge dem indendørs. Men dem har jeg haft glæde af hele livet, for jeg stoppede med at ryge, før jeg fyldte 10 år.

Mange startede med at dyrke tobak, og det på trods af, at hverken klimaet eller jordbunden var særlig egnet. En af dem, jeg havde mest tilknytning til, var min farbroder, som tilplantede adskillige tønder land og fik en aftale med C.W. Obel i Aalborg, at de skulle hente og aftage alt det, han kunne dyrke. Tobaksbladene skulle efter endt høst trækkes på ståltråde og hænges til tørre, og det krævede ret store rum med en passende ventilation. Da han i en periode både havde fyldt lader og lejede rum, fyldte han med stor betænkelighed loftet over min bedstefars svinestald. Loftet var pilråddent, og vi unger, som tjente godt ved at trække bladene på tråde og hænge dem op, måtte benytte en del udlagte planker for ikke at havne nede hos grisene. Problemet var bare, at min farbroder bestemt ikke var stolt af at skulle sende den slags tobaksblade til fabrikken, og de blev hængende vinteren over. Så kom der bud, at nu skulle de bruge alt det, han kunne fremskaffe, og han sendte med bævende hjerte hele skidtet til Aalborg. Da der nogle dage senere blev ringet fra C.W. Obel, turde han ikke tage telefonen, men min bedstefar gav ham telefonen og sagde, at det var meget vigtigt.

Christian tænkte, at nu røg den forretningsforbindelse, men manden i den anden ende af ledningen sagde: ”Vi er ikke klar over hvilken sort af blade, vi har modtaget i sidste sending, men har De mere af samme slags, Hr. Christensen, så send dem omgående. Vi bruger dem til snustobak, og vi har opnået en kvalitet, der langt overgår den, som vi plejer at levere. Vi er endda parate til at sætte kiloprisen lidt op!”

I stedet for de sædvanlige tilsætningsstoffer var der her tale om snustobak, der var lagret med absolut rene naturprodukter, nemlig i stanken fra 15 søer, ca. 100 smågrise og 2 orner - og folk åd det med velbehag.

Efter 5. maj 1945 Da tyskerne havde kapituleret og overgivet sig, gik der kun relativt kort tid, før de begyndte at drage hjem til det totalt udbombede Tyskland. Såvel de, der kom fra Norge, som de, der havde været udstationeret i Nordjylland, benyttede i stor udstrækning hovedvej 13 til deres hjemrejse. Det skulle vi se, og vi cyklede så de 4 km til Binderup Kro og Højslev Mølle for at se dem drage forbi. Nogle få - der iblandt undertegnede - havde rigtige dæk på cyklerne; andre havde "faste dæk", der enten bestod af træ - med nytteløse fjedre - eller dæk uden luft, der var lavet af gamle bildæk, som let hoppede af. Andre kørte simpelthen på fælgene, hvilket hverken var behageligt eller særligt lydløst.

Ved hovedvejen i Binderup var der nok at se på. De meget trætte soldater gled som en konstant bred strøm syd på ad landevejen mod Viborg. De kunne roligt benytte vejen i dens fulde bredde, for der var kun et minimum af kørende trafik. De havde ikke mange personlige ejendele. Våben, andet militært udstyr og gods, som de kunne have tilegnet sig her i landet, havde de måttet aflevere, så derfor var det ikke nogen større oppakning, som hver mand måtte slæbe på. Nogle havde samlet deres proviant, køkkengrejer m.m. på trækvogne eller trillebøre. Overnatning foregik under deres regnslag, der blev koblet sammen og sat op på en tilfældig mark som en slags telt. Kun de meget syge og tilskadekomne blev transporteret i hestevogne; langt over 90% måtte gå. Og så er der faktisk langt til Tyskland. Hovedparten var lettede og glade for, at de nu kunne komme hjem til familien i live. Men andre var meget nedtrykte og deprimerede, og de fleste vidste vel ikke engang, hvad de nu skulle vende hjem til, og om deres pårørende endnu var levende.

Mange gjorde ophold ved Højslev Mølle, og aldrig før eller senere har der været forsamlet så mange mennesker her. De benyttede bl.a. lejligheden til at hvile ud, spise og blive vasket. De smed kludene og hoppede ud i mølledammen, der om sommeren godt kunne opnå en behagelig badetemperatur. Da der foran de for længst nedlagte sluser var mindst 3½ m vand, kunne de også springe i på hovedet uden at sidde fast i dyndet, og vi kunne tydeligt se, at de nød en hårdt tiltrængt pause. En af dem kunne ikke svømme og havde ikke sat sig ind i, at mølledammen kunne have den ret anselige vanddybde. Han måtte i halvt bevidstløs tilstand fiskes op af kammeraterne, men for os der kun gloede på det, gjorde det jo bare oplevelsen mere indholdsrig. Om soldaterne samtidig kunne slippe af med lusene, var så et andet spørgsmål, for efter badet var de jo nødt til at trække i de samme beskidte uniformer.

Det hele foregik i god ro og orden. Tyskerne var jo et veldisciplineret folkefærd, der forstod at lystre en ordre, og kun de ganske få tyske officerer, som skulle holde en slags opsyn, gik fortsat med en pistol i bæltet. Den opslidende fodtur hjem til Tyskland foregik under kontrol af en del engelske soldater, men de var forbavsende få, og de var næsten ikke til at få øje på blandt de mange hundrede tyskere.

Nordmændene

sultede Besættelsen af Danmark var overstået på få timer, men med Norge gik det helt anderledes. Her havde bjergene en stor andel i, at det tog noget længere tid, og her var der regulær krigstilstand på en helt anden måde, end den vi oplevede. Kort fortalt havde Norge ikke Danmarks store landbrugsproduktion og var slet ikke selvforsynende med fødevarer i en grad som Danmark. Hitler brugte på det nærmeste Danmark som spisekammer for sine tropper i store dele af Europa - og vi fik til gengæld rationeringsmærker på så at sige alt.

At vore naboer mod nord sultede, rygtedes ret hurtigt, og der blev adskillige gange sat indsamlinger i gang, som skulle bøde lidt på den for nordmændene ret ubehagelige situation. I Østrup Skole fik vi forklaret lidt om forholdene, og hvis vi i samråd med vores forældre ville hjælpe lidt, så skulle vi på en bestemt aftalt dag, medbringe lidt fødevarer, som derefter skulle transporteres videre fra skolen.

Mine forældre fandt en kasse og pakkede nogle stykker røget flæsk, et par spegepølser, 4-5 pakker havre- og byggryn, og på trods af rationeringen blev der også puttet et kg sukker i kassen. Da vi med hensyn til rationeringsmærker havde en ret omfattende bytteforretning med mine 4 mostre i København, betød det ikke så meget. Vi manglede egentlig aldrig noget.

Da jeg i februar 1955 begyndte at arbejde i Norge, gik den fulde betydning af disse indsamlinger først rigtig op for mig. Adskillige mennesker takkede hjerteligt for ”Danskepakkene”, især den enke, hvor jeg havde lejet værelse. Hun havde siddet alene under krigen med 4 små børn.

Afslutning Det har siden undret mig en del, hvorfor der var koncentreret så mange soldater og krigsmateriel i Østrup og for den sags skyld også i andre himmerlandske småbyer. Uden at kende det nøjagtige tal i perioden, hvor der var flest, anslår jeg det til 1000-1200. Det skal her tilføjes, at mange af soldaterne var på en slags rekreation, efter at de var blevet såret ved fronten. En del var bare store drenge og gamle mænd. Læser man eftertidens historie, mener nogle, at Hitler nok havde en ide om, at de allierede måske ville forsøge landgang i Jylland. Den kom heldigvis aldrig, og der blev ikke brug for alt det, han havde sat i værk langs hele den jyske vestkyst. Det var måske netop derfor, at Danmark aldrig blev en del af fronten.