Vores eget arkivs bidrag til Årsskrift 2008 for de lokalhistoriske arkiver i Aars Kommune
kan læses nedenfor. Du kan også hente det hjem her som zippet pdf-fil.
Fra Morum til Skærbæk
Af Laurits Stigsen
"Min skoletid"
Jeg begyndte min skolegang i Vognsild gamle skole, en gammel, lang stråtækt bygning nede i byen. Der var to lærere og fire klasser. Jeg husker ikke hvor mange børn, men den første dag, jeg mødte op i skolen, var vi 6 nye drenge, og det var kun en lille brøkdel af klassen. Vi blev hørt af læreren hvem af os, der kunne læse bedst, og det kunne jeg, hvorfor jeg måtte sidde øverst af de 6, hvad jeg var ikke så lidt stolt af.
Det var ikke en gang min egen flid, der var skyld i det. Bror Thorvald, der er godt et årstid ældre end jeg, var naturligvis begyndt i skolen året før, og da vores søstre vinteren før blev sat til at lære ham at læse, hvilket man helst skulle den gang, inden man kom i skole, havde jeg ikke andet at bestille end overvære hans læseøvelser, hvilket ikke gik af uden øretæver og gråd. Næste vinter var det min tur, og søstrene blev da ikke så lidt forbavset over, at de kunne spare det ubehagelige arbejde at lære mig bogstaverne. Jeg kendte dem alle - og slap for lussinger.
Jeg husker den store runde kakkelovn med en stor tørvekasse ved siden i skolestuen. Vi beholdt vore træsko på i timerne, hvilket godt kunne forårsage en del spektakel. Lædersko var utænkelige på et skolebarns fødder dengang. Når vi var tørstige, kunne vi gå ud til brønden, hvor to store træspande hang i en jernlænke således, at når vi ved at dreje på svinget trak den ene op, gik den anden ned. - Man kunne også rationalisere den gang! Vi små i 1. klasse måtte ikke selv hive vandet op, det gjorde en lærer eller én af de store drenge. I stærk frostvejr blev der dog sat en spand vand ind i forstuen! Nødtørftshusene vil jeg slet ikke beskrive!
Jeg husker ikke bestemt, hvor længe jeg gik i den gamle skole, men det var i 1905, Vognsild skole blev grundig moderniseret. Skolen blev delt i to, idet der blev bygget en ny skole i Svoldrup og én lidt norden for Vognsild, for at børnene fra Morum ikke skulle have så lang vej, og det kan nok være, det var en forandring at komme i den nye skole.
Udsnit af postkort
Der var på samme tid lavet vandværk til hele byen, også skolen blev forsynet, så børnene kunne få vand bare ved at gå ud i gården og dreje på en hane, hvilket var meget interessant i førstningen. Det allerværste var, at vi fik besked om at sætte træskoene på nogle dertil indrettede hylder i forstuen. Dette fremkaldte en protestbølge fra mange forældre, og sognerådet fik et andragende om at stille sivsko til rådighed for de stakkels børn i skolen, for ellers ville det slide alt for hårdt på strømpesokkerne, og for øvrigt ville det også være for koldt, særlig om vinteren, men det stædige sogneråd ville ikke købe sivsko, og efterhånden blev det da sådan, at vi selv medbragte kludesko.
Vi blev delt i 2 klasser. De små gik kun 2 dage om ugen om vinteren. De store 4 dage. - Modsat var det om sommeren. Det var af hensyn til arbejdskraften i de store drenge. De havde skam andet at bestille om sommeren end at sidde i skolen.
Jeg nåede ikke ind i den store klasse i Vognsild, så jeg ved ikke, hvordan det gik til der, men i den lille klasse gik alting fredeligt og roligt. Jeg har de bedste minder om denne min første lærer. Han var vist en rigtig lærer og en god mand. Mine søstre har fortalt, at hvis en tjenestedreng faldt i søvn i timen, så kunne han (lærer Christensen) formane de andre børn til at være stille, så drengen kunne sove lidt. Det med tjenestedrengen havde jeg kun lidt kendskab til på det tidspunkt, men jeg skulle senere gøre mine bitre erfaringer.
Efter at mor var død, og vi var flyttet til Vognsild, blev jeg efterhånden en dårlig skoleelev. Der var ingen, der så efter, om jeg læste mine lektier, og jeg forsømte også skolen meget, særligt det sidste år. Jeg og en anden dreng gik meget på dagleje hos en slubbert af en husmand. Vi hakkede hans roer, ja, kort sagt, vi gjorde alt hans arbejde, mens han selv rejste rundt og handlede. Jeg husker, at han en dag kom hjem med en ny russerhest, en krikke, som han sikkert havde købt billig med alle sine fejl. Jeg blev sat til at fodre den, medens han stod og så til. Da jeg ville gå op til den med en lille kasse hakkelse, sparkede den ud og ramte kassen, så stumperne fløj mod muren bag ved mig. - Det var rart for ham at have en prøveklud. Han fik mig ofte til at forsømme skolen for at hjælpe ham med arbejdet. Jeg skulle have 50 øre om dagen. Han skylder mig de fleste endnu.
Der er ikke meget at fortælle fra min skoletid på Fyn. Vi kom derover i sommerferien, og det var vist ikke langt hen i august, før far blev syg, og så måtte jeg forsømme skolen for at hjælpe hjemme. Læreren var en rar mand, der forstod at tage os med det gode, og de andre skolebørn kom jeg godt ud af det med. Jeg havde indtryk af, at de så op til mig, fordi jeg var jyde. De havde nok hørt noget om, at "Jyden han er stærk å sej". Desuden kneb det jo for dem at forstå mit sprog. Jeg syntes, det var en dejlig tid derovre.
Lige ved skolen var der en stor plantage, der legede vi, særlig i den lange middagspause. Tværs over skolens legeplads stod en række store pæretræer. Når vi mødte i skolen om morgenen, gik læreren med en kartoffelgreb og en lille trillebør og samlede pærer sammen til sine svin og køer. Det skulle jo gøres inden børnene kom, for ellers blev de spredt over et stort areal, når vi brugte dem som kasteskyts efter hinanden. Jeg burde måske nævne, at der dengang hørte landbrug til skolen. Det var der også i Vognsild både til den gamle og den nye skole.
Jeg husker bedst læreren fra den dag, da jeg hentede min flytteseddel. Han vidste nok, at jeg var blevet forældreløs. Han holdt en lang tale for mig, og lagde mig på sinde at være en god dreng. Han havde tårer i øjnene, da han klappede mig på kinden til farvel. Det må have gjort et godt indtryk på mig, siden jeg så tydeligt husker det endnu.
Jeg kom først i skole igen, efter at jeg fra 1. november kom til at tjene i Østrup. Da jeg begyndte i skolen, var der en vikar, der sagde, at læreren var på et hvilehjem. Jeg hørte straks en sær snak om skolegangen der, og den kone, jeg tjente hos, advarede mig mod at drille læreren. Det ville hun ikke gerne høre, sagde hun, men jeg syntes, det var en mærkelig snak, for det var der INGEN, der fandt på i Vognsild skole, men jeg skulle snart lære noget andet. Hvis det var i dag, ville en sådan mand få et længere ophold på et nervesanatorium. Det trængte han i høj grad til.
Jeg skal prøve at drage enkelte ting frem for at tegne et billede af skolegangen der. Den første dag, han mødte i skolen, begyndte han at skælde os ud, fordi vi havde givet vikaren en afskedsgave, da han rejste. Jeg husker ikke alle de ukvemsord, han brugte om ham, men ét af dem var "Sprællemand". Nu ville skæbnen, at det kort tid efter var lærerens fødselsdag, og det var måske for at formilde ham, at der var nogle af børnene, der satte en indsamling i gang til fødselsdagsgave til ham. Jeg husker ikke, om jeg havde givet noget til den første, i hvert fald kunne jeg ikke skaffe den 25 øre, der skulle gives til gaven til læreren, og det var der flere af tjenestedrengene, der ikke kunne - eller ikke ville! Da dagen oprandt - og gaven var afleveret - blev børnene budt ind i privatlejligheden til chokolade: Alle dem, der har været med til at give mig en gave! Det blev stærkt pointeret, og derefter sad vi 6-7 tjenestedrenge inde i skolestuen og prøvede at lade, som om vi var ligeglade, da de andre børn kom og fortalte om, hvor mange kopper chokolade, de havde drukket, og hvor mange stykker wienerbrød, de havde spist. Jeg tror nok, at jeg var en flink elev i den første tid, men jeg mener også, at det var lærerens skyld, at jeg blev det modsatte.
De store drenge begyndte altid i den første time, der var en uhyggelig lang religionstime, at drille og ærgre læreren. De vidste, at det ikke gik ud over rygstykkerne i første omgang. Der skete som regel ikke andet, end at spanskrøret blev hentet frem fra boghylden og lagt oppe på katederet, men så var det også tilfældigt, hvem det gik ud over næste gang.
En dag, vi sad helt rolige, blev der af en dreng lige overfor mig lagt et stykke tørt og muggent brød over på min bænk. Jeg gjorde ikke andet end i al stilhed at lægge det tilbage, men det så læreren, som derpå kom farende med spanskrøret og uden noget forhør gav mig nogle drøje rap over skulderbladene. - Jeg har sidenhen undret mig over, at der kan opstå et sådant raseri og hævntørst i en 11 årig dreng, som det, der ved denne lejlighed skete hos mig, og jeg lovede omgående mig selv, at nu ville jeg herefter blive én af værste! Det er i høj grad min erfaring, at respekt i en skolestue ikke skabes med lussinger eller med spanskrør. Vi havde ikke spor respekt hverken for læreren eller hans spanskrør. Det morede os i hele klassen, når en dreng blev kaldt ud på gulvet til en omgang. De store drenge stod stive som en pind og ville ikke bøje sig, og læreren holdt sig nøje til sin instruks om kun at slå på sædet, så det blev til en dans, når læreren ville om på siden af drengen, og han lige så rask drejede sig. - En dag fik han rigtig ram på en af de værste: en tjenestedreng, der var faldet i søvn i timen. Helt stille listede læreren sig ned til drengen og trak ham et par ordentlige stryg over skulderbladene. Jeg behøver vist ikke at fortælle, at drengen blev vågen, han drejede sig om, knyttede en næve efter læreren, der var på vej op og med en stemme, dirrende af raseri og had - helt ligeglad med følgerne, råbte han, så det skingrede ud i skolestuen: "Din Satan!" Jeg sammenligner denne episode med lærer Christensen i Vognsild, der kunne lade en forvåget tjenestedreng sove, så længe han kunne i en time.
Det er måske påkrævet at fortælle lidt om datidens tjenestedrenge for at forstå, hvorfor de kunne falde i søvn i timen. Det var almindeligt den gang, at de på hver gård havde en dreng - i hvert fald om sommeren - til at passe kreaturer, får og heste, der alle steder stod i tøjr og mange steder langt borte fra gården. De skulle flyttes helst kl. 5 om morgenen og mange gange om dagen, ofte om middagen, mens andre sov til middag i en time, som det var skik den gang. Sidste flytning om aftenen blev ofte sen. Når hestene havde arbejdet hele dagen, og først blev sat på græs tidligst kl. 20, så skulle de jo flyttes igen ved 22-tiden, så man forstår, at drengene fik alt for lidt søvn, og det vidste læreren godt. Som regel kom vi også for sent til skole om morgenen, og skønt vi kom løbende så sveden drev af os, blev vi alligevel straffet. Hvis vi bare kom l i d t for sent, skulle vi i næste frikvarter skrive en side på vores tavle, men det kunne også beløbe sig til en hel tavlefuld i første frikvarter - og en ditto i næste. Vi havde da været nogle dumme drenge, hvis vi ikke havde prøvet på at vise læreren de samme tavler flere gange eller prøvet at skrive bogstaverne så store, som en dreng gjorde det en dag ved at få tavlen fuld med at skrive "Op lille Hans, nu skal du i skole!"
Denne lærer havde også et ejendommeligt sprogbrug overfor os. Først på dagen brugtes det forholdsvis spage udtryk som: "Det er i allerhøjeste grad ærgerligt, næsvist, bølleagtig optræden mod sin lærer!" Sådanne udbrud lød også sammen med et som "I er med til at myrde mig hver dag!" eller "Du har nok glemt at bede dit Fadervor inden du gik i skole!" eller "Du er en lurvet person, en bøllespire!" - og flere andre lignende udtryk. Jeg husker dem så godt, fordi de blev brugt daglig, og vi drenge lærte naturligvis også at bruge dem overfor hinanden. - Jeg kunne vel næsten skrive en tyk bog om de uhyrligheder, jeg husker fra denne skole, men det er ikke min hensigt. Jeg ville kun vise, hvor forkert en lærer kunne tage på en flok børn. - Vi lærte alt for lidt, særlig vi drenge, der heller ikke fik tid til at lære lektier hjemme.
Jeg var glad, da jeg efter 2 års forløb skulle forlade denne skole, og læreren var nok også glad for at slippe af med mig! De sidste halvandet år af min skolegang gik jeg i Vannerup skole ved Farsø. Der var en helt anden tone i denne skole. Jeg så aldrig læreren slå et barn, og dog havde han den bedste respekt i os - både store og små. Jeg elskede ligefrem denne lærer, og det samme gjorde vist de fleste af børnene. At han så ikke fik os meget lært er en anden sag. Det vigtigste for ham var, at vi kunne svare i religionstimerne. Hvis jeg havde fået karakter i læsning og skrivning, da jeg gik ud af skolen, kunne det bestemt ikke være blevet andet end "SLET".
(Afskrift: Thomas Dige, Aars)